Min barndom og ungdom

Min historie 

Jeg blev født i Køge den 26. november 1940 på Køge Sygehus, hvor min mor var blevet uddannet sygeplejerske.Vi bor da på Pedersvej 112 i Køge. Vi flytter senere til  Nørregade 96 i Køge. Her fik mine forældre en blomsterforretning, Leos Blomster.

Jeg har to søskende, Inger, min storesøster, som blev født den 6. april 1939, og Jens Chr., min lillebror, der blev født den 18. december 1945. Jens Chr. døde i 2019 efter at have været syg af en blodsygdom i flere år.

 Min far hed Leo Hagen og var gartner i Køge.

Faktisk hed min far Leo, Victor, Sigvald Jensen Hagen. Min farmor var født Sørensen, og min farfar var født Jensen. Efternavnet Hagen stammer fra min farmors farfar, som blev kaldt Søren Nielsen Hagen. Da fars storebror blev døbt, blev det åbenbart besluttet, at han skulle have efternavnet Hagen. Far har fortalt mig, at hans storebror, onkel Hilmar skulle have navnet Hagen vistnok som et fjerde fornavn; men præsten skrev navnet Hagen sidst i rækken af navne i kirkebogen. Onkel Hilmer kom til at hedde Jørgen Peter Hilmar Robert Jensen Hagen, så Hagen kom til at optræde som efternavn. Farfar og farmor besluttede da, at resten af deres børneflok skulle have samme efternavn som deres første barn havde fået. 

 Far blev født 1901 i Horsens, hvor han også blev uddannet gartner. Han havde et gartneri, der hed Køge Planteskole. Gartneriet startedes i 1928 og jorden var lejet og forpagtet af Køge Kommune på en kontrakt på 25 år. Der var 6,5 ha ved starten, og arealet blev mindre og mindre efterhånden som kommunen skulle bruge jorden til byudvidelser. 

Far havde to hjælpere i gartneriet. Den ene var onkel Victor. Han var min farmors bror og derfor min fars onkel; men min søster og jeg kaldte ham altid onkel Victor. Jeg husker ham som en lille venlig mand med et par hårdhudede arbejdsnæver. Lidt mærkeligt, at jeg husker ham så godt, for han døde i 1945, da jeg kun var 4 år gammel.

Fars anden hjælper hed Carl. Han gik under navnet Lille Carl. Han var en meget lille mand. I dag vil jeg nærmest betegne ham som dværg. Han var i hvert fald så lille, at han engang fik dørhåndtaget til Køge station i øjet. Han kom hjem, stadig skældende ud over en dame, der rask kom ud af døren, lige som han greb efter håndtaget.

Han var godt nok lille; men han var bomstærk. Jeg husker, at han omtalte min far som ”kongehøj”. Engang spurgte jeg far, hvorfor Lille Carl var så lille. Far sagde, at alle i Carls familie var små, og det skyldtes at de stammede fra en lille øgruppe øst for Rusland. Øgruppen hed Aleuterne, og der var folk åbenbart ikke så store. 

I dag er der på gartnerijorden bygget f.eks plejehjemmet Møllebo og det gamle alderdomshjem på Pedersvej bag Møllebo. Vandtårnet, parkeringspladsen ved Køge Stadion samt nogle af de sydlige boldbaner er også anlagt på gartneriets gamle jorder. Gartneriet strakte sig fra Københavnsvej til Ølbyvej på den ene led og fra Ringstedbanen til Køge Stadion på den anden led.

På en del af fars gartneri var der anlagt en hel del skolehaver. Far passede skolehaverne inden han blev gift med mor. Jeg har selv oplevet at komme i disse skolehaver, da jeg gik i femte klasse. Skolehaverne blev nedlagt ca. 1951.

Far døde på Møllebo  i 1973, 72 år gammel. 

Min mor hed Asta Langfeldt Hagen, hun var født i Gentofte og var uddannet sygeplejerske på Køge Sygehus.

Da mor og far blev gift i 1938 stoppede mor med sygeplejegerningen og blev medhjælpende hustru. Hun passede nu blomsterforretningen på Nørregade 96 sammen med far, der i øvrigt også passede sit gartneri, der også omfattede et hønseri.

Mor døde i 2001, for øvrigt på det før omtalte plejehjem Møllebo, 86 år gammel. 

Da jeg blev født i 1940, havde Danmark været besat af tyskerne i ca. 6 måneder, så de første 4-5 år af mit liv foregik altså i et besat land. Tyskerne drog hjem igen den 5. Maj 1945, da jeg var godt 4 år gammel 

Barndommen under krigen

Selv om jeg var så ung, har jeg alligevel nogle erindringer fra denne periode.Engang var jeg ude at gå med en barnepige, og vi kom forbi Brochmands Skole på Katekismusgade. Herinde i skolegården stod der en masse geværer stillet op i pyramider, og der var en masse tyske soldater. Tyskerne var åbenbart indkvarteret på skolen under krigen. Det må have gjort et stort indtryk på barnepigen, siden jeg kan huske netop den episode. Jeg har senere fundet ud af, at Brochmands Skole var indkvarteringssted for nogle meget unge tyske soldater, Hitlerjugend. 

En anden episode var i mit hjem på Nørregade 96, hvor mine forældre havde en blomsterforretning lige over for kirkegården. Min mor og jeg stod på første sal og kikkede ud ad det lavtsiddende stuevindue. Nede på gaden kørte der er lang kolonne tyske militærkøretøjer fra nord ind gennem byen. Der var flere forskellige slags køretøjer. Nogle havde et maskingevær monteret oven på førerhuset, og en soldat stak overkroppen op fra førerhuset og betjente geværet. Pludselig så en af disse skytter op på os i vinduet og svingede maskingeværet op mod os og pegede direkte på os. Jeg husker, at mor skreg og i næste øjeblik lå vi nede på gulvet. Mor havde kastet os begge ned under vinduet. Den skræk, mor viste ved den lejlighed har jeg aldrig glemt og gør det nok heller ikke. Det er nok en af grundene til, at jeg altid har haft lidt svært ved at omgås tyskere. Den tyske gut ved maskingeværet havde jo sikkert ikke fået besked på at sigte på os med sit gevær. Det var nok noget, han gjorde for sjovt. Hans eget sprog leverer selv ordene, der beskriver, hvad jeg mener om ham. Verdamte Dummkopf.

 En tredje begivenhed, jeg husker i et glimt, foregik i haven bag blomsterforretningen. Jeg legede på  græsplænen, og pludselig lød der et brøl fra flymotorer. Brølet steg lynhurtigt til et forfærdeligt crescendo, der bogstaveligt væltede mig om på græsset, samtidig med at jeg så en stor flyvemaskine flyve hen over mig i en meget lav højde. Jeg følte, at den ikke var højere oppe end toppene på vores poppeltræer. Det var en voldsom oplevelse. Jeg fik senere som større dreng at vide, at der muligvis var tale om et af de engelske bombefly, der var på vej mod bombningen af Shellhuset den 21. marts 1945. De fløj meget lavt for at undgå at blive fanget på tyskernes radarer.

Som voksen oplevede jeg noget lignende på Flyvestation Karup, da vores deling var på vej hen over et område, det lå lige for enden af en af startbanerne. En F-100 Super Sabre, fløj lige hen over os og landede lidt længere væk. Det var virkeligt skræmmende og bragte mindelser om episoden hjemme på græsplænen i 1945. 

Nørregade 96, Køge
Mit første hjem var Nørregade 96 i Køge.  Det har idag, jan. 2012, skiftet navn til Nørre Boulevard 52.
Det er et to-etaget hus med delvis kælder næste lige over for indgangen til kirkegården, der hedder Ny Sct. Nicolaj Kirkegård. Huset ligger der stadig. Dengang, i 1940, var der to forretninger i huset. Den ene forretning var en blomsterforretning, som var mine forældres. Den anden forretning i den nordlige ende af huset var en lille kiosk med salg af aviser, ugeblade, tobak og spiritus. I denne forretning stod Poul C og lejlighedsvis hans hustru. De boede i øvrigt Nørregade 100, kun to huse fra os.
I nr. 98 var der et stenhuggerværksted med udendørs stenhuggerplads, delvis under et halvtag. Denne arbejdsplads gav hverdagen en særlig rytmisk baggrundsstøj, som jeg tydeligt husker.
Langs skellet til stenhuggeren havde far i næsten hele grundens længde bygget et langt tjæreimprægneret arbejdsskur, som var opdelt i forskellige afdelinger: opbevaringsrum, værksted og brændeskur. Dette lange skur havde en fortid som hønse- og kyllingehus i fars gamle gartneri og hønseri ca. 300 meter længere nede ad gaden.

På et tidspunkt, da jeg var blevet stor nok til at kravle op på skurets flade tjærepaptag, kunne jeg se, at taget var fuldstændig dækket af små granitskærver, som var fløjet op og havde lagt sig i et helt lag. Det var dog ikke noget, der nogensinde gav anledning til kontroverser mellem stenhugger Viggo Nielsen og mine forældre.
Jeg var tit inde og besøge stenhuggeren, og der var specielt en bornholmsk stenhuggersvend, jeg snakkede meget med.
Det var sjovt at se, hvordan der kunne komme en fint formet gravsten ud af en stor granitblok, der blev delt i mindre stykker. I nr. 94 var der et autoværksted, en benzintank og et garageanlæg. Garageanlægget lå helt op til vores skel i den nederste halvdel af haven.Bagerst i haven var der en gulkalket ca. 180 cm høj mur mod boligområdet på Emilievej. Mellem vores hus og automekanikeren, som hed Petersen, var der, på vores grund, ca. 3m, og her blev der i ca. 1943-44 bygget en udvidelse af blomsterforretningen i form af et drivhus langs hele huset. Herved blev blomsterforretningen udvidet til det dobbelte.
Drivhuset var et dejligt sted. Blomster langs alle vægge, en midtergang, en kældernedgang samt en dør ud til haven. Midt i det hele stod der et kæmpestort fuglebur med kanariefugle og nogle små rød/hvide/sorte zebrafinker. Det gav en hyggelig lyd i butikken.
Jeg har et lille minde om den kældernedgang. Der var et vindue lige oven over nedgangen. Under det vindue lå der en stor sten, lige ved trappen. Engang, da Inger og jeg legede i stuen ved det åbne vindue, faldt jeg ud vinduet og slog hovedet mod den store sten. Jeg kan ikke have været ret gammel på det tidspunkt, siden drivhuset blev bygget i 1943-44. Jeg har stadig et ar i det ene øjenbryn efter den episode. Det må have været en dramatisk begivenhed, siden jeg kan huske det.
Nørregade sluttede på vores side, den med de lige numre, ved ca. nr. 114. Her krydsede Ringstedbanen gaden, som derefter hed Københavnsvej. På den første del af Københavnsvejs ulige side, nr. 3-11, lå fars gartneri, som hed Køge Planteskole. Vi kaldte det altid ”Marken”. Far er lige ovre i ”Marken”, sagde vi.
Blomsterforretningen blev passet af mor og far, men mest mor, for far var tit ovre og passe Marken, hvor der i øvrigt også var et stort hønseri. 

Barndommen og skolegangen efter krigen.

I august 1946 startede jeg i første klasse på Brockmands Skole lige ved siden af Køge kirke, St. Nikolaj kirke. Jeg kom til at gå i 1.e. Der var 6 parallelklasser, så der var også nogle, der gik i f-klassen. Vores klasseværelse var helt oppe under taget i den gamle del af skolen. Vi havde skråvægge på væggen ud mod skolegården og mod Nørregade. Vinduerne var oppe på disse skråvægge, så der var ikke megen kikken ud af vinduerne i første klasse. Jeg husker ikke, hvor længe vi var i dette lokale; men vi var senere i et klasseværelse helt nede i stueetagen. Der havde vi kæmpevinduer lige ud til Nørregade, hvor vi kunne se lige over til Holger Dik, urmageren, og smøgen ind til Hjelm Hansens møbelforretning. 

Adgangen til skolen skete fra Kirkestræde, og Katekismusgade, som er gaden mellem skolen og kirken. På hjørnet af Katekismusgade og Kirkestræde lå to forretninger, Slagter Svendsen og en lille købmandsforretning, der blandt andet handlede med slik og cigaretter. Jeg kan ikke huske, vi købte noget som helst andet end netop de to ting. Cigaretter kunne købes enkeltvis eller i 5-styks pakker. De hed Eifel, og pakken var rød og havde et billede af et Eiffeltårn udenpå. Der blev i netop denne forretning solgt en hel del af disse pakker. Det var en sport, at snige sig herover og købe cigaretter i frikvartererne. Det var absolut ingen nydelse; men det skulle jo prøves. Slik købte vi også en del af. Pinocchiokugler kostede 1 øre stykket og flødekarameller 5 øre. Karamelstænger kostede 25 øre; men det var også en vild luksus. Man kunne også købe salmiakstænger til 10 øre. Små rhombeformede salmiakpastiller var også yndet slik. Man slikkede sig på håndens overside og klistrede salmiakpastillerne på i et stjerneformet mønster. Så gik man ellers og slikkede på hele balladen, til man var sort i hovedet og på hånden.

Når jeg ser på det gamle skolebillede fra første klasse, er der flere minder, der presser sig på. Når vi havde regnet vores hjemmeregning, skulle vi altid op og have regnestykkerne rettet ved katederet hos vores klasselærer Kamma Christensen. I anden klasse skiftede vi som sagt klasseværelse fra loftetagen til stueetagen. Det var et stort lyst lokale med godt udsyn fra vinduerne.

Engang stod jeg og fik rettet mine regnestykker, da jeg pludselig ud ad vinduet så min klassekammerat, Ole, løbe forbi ovre på det fjerneste fortov. Han havde pjækket fra skole, hvad han i øvrigt ofte gjorde.

”Se, der går Ole!”, råbte jeg. Kamma Christensen så ud ad vinduet og fik også øje på Ole.

”Det gør han minsandten også.” Sagde hun. ”Skynd jer og hent ham.”

Det skulle hun nok ikke have sagt, for alle drengene for ud af klassen og stormede over gaden og ind ad Hjelm Hansen port, hvor Ole var forsvundet ind.

Nu startede en jagt over stok og sten for at få fat i Ole. Ole var vores kammerat, og vi ville ham selvfølgelig ikke noget ondt. Vi syntes, det var meget modigt af Ole, at pjække fra skole den ene dag efter den anden, og så bare gå lige forbi vores klassevindue. Vi så nok lidt op til ham; men vi vidste alle, at han var ude på et skråplan.

Ole kunne få særprægede ideer.

Engang havde han slået en prut ned i en flaske og hurtigt sat proppen på. Så narrede han de andre børn til at snuse til sin hemmelige flaske. De var ved at gå ud af deres gode skind, da de opdagede, hvad de snusede til. Vi andre skreg af grin og væmmelse på én gang.

Vi fik aldrig fat i Ole på vores jagt gennem byen. Han var for snu til os. Han kendte alle genveje og baggårde i den del af byen og han sprang over mure, hvad vi ikke turde. Vi fik dog en herlig jagt ud af det i stedet for en kedelig regnetime. Undskyld, Kamma, jeg husker faktisk ikke dine regnetimer som kedelige. Kamma Christensen kom ikke oftere med den slags opfordringer.

Ole forsvandt fra klassen en dag, og vi så ham ikke mere.

Der gik rygter om, at han var kommet på opdragelsesanstalt; men måske var det vores fantasi, der spillede os et puds. Familien var nok bare flyttet til en anden by.
Han boede på Tangmosevej, og jeg besøgte ham somme tider. Vi legede tit ved Nordstranden, som lå få hundrede meter fra hans hjem.

Mine bedsteforældre

Min morfar og mormor boede i Gentofte. Min morfar var skræddermester og havde en forretning og et værksted på Baunegårdsvej i et hus, han selv havde bygget i 1920erne.

Jeg husker værkstedet som et stort rum helt oppe på øverste etage. Der var et stort sammenhængende bord langs nogle af væggene. Oppe på dette værkstedsbord sad alle skræddersvendene og –lærlingene med korslagte ben og syede.
Jeg kom en gang imellem med min morfar og mormor med hjem og lærte derved en af skrædderlærlingene at kende. Han hed Poul som jeg selv. Han var meget glad for mig og legede med mig på værkstedet. Jeg sad på hans skuldre, og han galoperede rundt i værkstedet med mig. Jeg havde det skægt.
Jeg har mange år efter krigen spurgt min mormor, hvad der egentlig blev af Poul, efter at han var blevet udlært.  Mormor så sørgmodigt på mig og sagde, at Poul aldrig var blevet udlært. En dag kom han pludseligt ikke mere, og mormor og morfar fik at vide, at han var blevet skudt af tyskerne under en sabotageaktion. Det gjorde stort indtryk på mig, selv om jeg på det tidspunkt var næsten voksen. Jeg blev klar over, at der var en del hændelser, der blev fortiet for os børn under besættelsen.
Det har nok ikke været så ofte, at jeg kom med til Gentofte. Det var jo under krigen og man måtte køre med toget. Morfar havde en lille Ford Eifel model 1939; men den var klodset op under hele besættelsen, da man ikke kunne købe benzin. Det var den i øvrigt også flere år efter besættelsen.
Flere år efter krigen solgte morfar og mormor huset i Gentofte, morfar pensionerede sig selv og de købte et hus på landet i nærheden af Køge. Huset hed Toftebo og ligger i Vallø på en vej, der hedder Vallørækken. Huset var et rødstenshus i to etager, og det havde sorte glaserede tagsten, flot. Grunden, som huset lå på, var ca. en halv tønde land. Det husker jeg, at min far og morfar talte om engang. Hele haven var fyldt op med frugtræer og frugtbuske af enhver art. Æbletræerne var Filippa, Belle de Boskob, Bodil Neergaard, Transperante Blanche og Guldborg. Der har sikkert været flere sorter; men specielt de nævnte husker jeg så godt. Transperanten kaldte vi også sommeræble, fordi det var det første, der modnedes. Derefter kom Guldborg og senere igen Filippa, som jeg var specielt glad for. Jeg synes stadig, at Filippaæblet er indbegrebet af min barndoms æbler.
Haven havde også en lang række forædlede mirabeller og enkelte svedskeblommer. Et kæmpestort valnøddetræ stod midt i haven og forsynede os med valnødder til jul. Hasselnøddebuske var der også. Det er ikke få hasselgrene, jeg har skåret af og snittet til flitsbuer, pile og spadserestokke fra disse buske. Der var nogle fantastisk lige grene på de buske. Jeg kan stadig finde på at skære en hasselgren til en spadserestok i dag. Jeg kan faktisk ikke lade være med at skære mig en god stok, når jeg ser en god hasselbusk.  Jeg har flere stående ude på værkstedet lige nu. Snitteriet har efterhånden udviklet sig til snitning af små træmænd og andre små figurer, som man kan sidde med i hånden. Et herligt ”tidsfordriv” - for en bedstefar.
Dette sted i Vallø kom til at betyde en hel del for mig, da jeg var en stor dreng.
I en årrække omkring konfirmationen cyklede jeg til Vallø hver dag i sommerhalvåret.
I en periode cyklede jeg til ud til morfar og mormor næsten hver dag efter skoletid. Når jeg kom hjem fra skole fik jeg eftermiddagskaffe på Stormøllevej, hvorefter jeg cyklede til Vallø, hvor jeg igen fik eftermiddagskaffe sammen med morfar og mormor. Så tilbragte jeg resten af eftermiddagen i deres store have. Der var altid noget, der skulle gøres.
Når det blev spisetid, spiste jeg med og cyklede derefter hjem til Stormøllevej igen. Her kunne jeg lige nå aftensmaden.
Det er utrolig, at jeg var så tynd dengang. Jeg kunne spise hele tiden.

Farfar og farmor

Farfar hed Jens Peter Jensen og var driftsbestyrer på Imprægneringsanstalten Collstrup, der lå på Tangmosevej helt nede ved havnen i Køge. Farfar var et kendt ansigt i Køge og meget vellidt på den arbejdsplads. Han havde været driftsbestyrer siden familien flyttede fra Horsens i 1921. Her var Jens Peter i øvrigt ansat på Collstrups Imprægneringsanstalt i Horsens. Farfar døde i 1947 den 24. februar og blev begravet på Køge Kirkegård lige over for blomsterforretningen.

Farfars og farmors hus var nabo til fars planteskole og var et spændende sted at besøge. Farfar havde blandt andet et drivhus med store vindruer, som han delte ud af til os børn. Jeg var 6 år, da farfar døde og farmor flyttede fra huset og ind i en lejlighed i den nyopførte beboelsesejendom Nordgården ca. 300 meter længere ude ad Københavnsvej. 

I skoleferien efter 4. mellem fik jeg arbejde på kontoret på Imprægneringsanstalten. Det var ca. 10 år efter farfars død. De vidste på kontoret ikke, at min farfar havde været leder på fabrikken; men da det blev kendt, fik jeg lov til at færdes frit over hele fabrikken og tale med folk, der havde kendt farfar. Jeg blev også sat til at rydde op på arkivet, og her kunne jeg finde en masse efterladenskaber fra farfars tid. 

Tiden på Frihedsvej 3 eller Flintsvænge 1

I 1952 udviklede min far en overfølsomhed, der efterhånden gav ham store problemer med huden i ansigtet. Efter længere tids behandling, fandt man på Finseninstituttet i København ud af at far var overfølsom over for Chrysanthemum planter og en masse andre planter i samme familie.
Det betød, at far og mor måtte stoppe med blomsterforretningen og finde på noget andet at leve af. Det var ret hårdt for mine forældre. Fars udslæt i ansigtet var efterhånden så slemt, at han i lang tid bar en hvid ansigtsmaske med en hel masse salve inden i. Far og mor solgte blomsterforretningen og købte et nyt hus på Frihedsvej 3 i Køge. Mor startede som sygeplejerske på sygehuset igen og far gik på jagt efter et passende arbejde. Han kunne umiddelbart starte som arbejdsmand på Gummifabrikken Codan, som lå lige uden for Køge.
Af en eller anden grund ville far ikke være arbejdsmand, så han så sig om efter noget andet arbejde. Jeg husker at man på ca. det tidspunkt søgte et bestyrerpar til et alderdomshjem i Hastrup eller Herfølge. Far og mor var som skræddersyede til det job. Far fik imidlertid at vide, uofficielt, at hans ”partibog” ikke var i orden, så de fik ikke jobbet. Det var en skuffelse. Far har aldrig været medlem af et bestemt parti; men jeg ved, at det bestemte parti, hvis ”partibog” han ikke havde i orden, altid har stået hans og mors hjerte nær.
Far fik imidlertid et job ved Dansk Skolefim. Det var et firma, der havde folk til at rejse rundt fra skole til skole og viste film fra den store verden. Far rejste rundt et stykke tid, men blev snydt for sin løn, da firmaet åbenbart ikke kunne betale ham. Far stoppede; men beholdt åbenbart fremvisningsapparatet og en stak 16 mm filmruller.
Hjemme så vi alle de film indtil flere gange. 

Mens vi boede på Frihedsvej var vi tit på cykeltur hele familien. Turene gik tit ud på Åsen, skoven der ligger lige vest for Køge og gennemløbes af Lellinge Å, som længere inde i Køge hedder Køge Å.
Engang cyklede vi en søndag formiddag helt ud gennem Åsen og endte i Lellinge, hvor vi spiste søndagsmiddag på Lellinge Kro. Det var en stor oplevelse. Vi fik stegt kylling med nye kartofler, brun sovs og agurkesalat.

Ved disse lejligheder lærte jeg skoven at kende, og var til på skovtur enten helt alene eller med mine skolekammerater Max og Jens Chr. Her besøgte vi steder som Grundtvigs Grav eller Claras Kirkegaard som hele den lille kirkegård jo faktisk hedder. Vi besøgte også steder som ”Brudesengen”, som var en dramatisk lavning i terrænet i skoven. Det høje, slanke pæretræ med ”grisepærer” har også tit haft vore besøg.
Jeg var tit på cykeltur ud på Åsen med far alene. Ved disse lejligheder havde vi cykelkurve på. Dem fyldte vi med dejlig muld med en masse blade i.  Skovjorden lagde vi et bestemt sted i haven, hvor far dyrkede specielle planter. Far var jo gartner og vidste, hvad der var godt for haven. 

Far forsøgte sig også som hjemmearbejder for et firma, der lavede legetøj af træ. Jeg husker, han skulle lave en pingvin eller lignende, der skulle gå rokkende ned af en lille rampe. Det stoppede han også med. Jeg tror ikke, han kunne få skidtet til at rokke. Det gav vist også alt for lidt i løn.
Der var megen tale om fars muligheder på det tidspunkt 

Tiden i ismejeriet på Stormøllevej 13

Det endte med at far og mor overtog ismejeriet på Stormøllevej 13. Der var et hus i to etager. På den øverste etage var der en lejlighed, der var beboet af den tidligere ejers mor, Fru Jørgensen. Vi kunne godt have brug for 1. salen, da vi var tre børn, der egentlig burde have hver sit værelse. Det havde vi haft før på Frihedsvej. Der var imidlertid boligmangel på den tid, og det var ikke muligt at opsige fru. Jørgensens lejemål. Vi måtte derfor alle sove i det samme soveværelse i et par år.

Overtagelsen af ismejeriet indebar en masse dagligt arbejde. Der skulle bringes mælk ud til kunderne hver morgen. Både far, mor, Inger og jeg blev sat i arbejde. Far og mor stod op klokken halv fem hver morgen og kørte deres første rute med en stor ladcykel, hvorpå der kunne stå 8 mælkerammer. Inger og jeg stod op ca. en time senere. Vi havde også en ladcykel, vi kaldte den en transportcykel. Der kunne stå 4 mælkerammer.
Inger og jeg havde vores egen rute.

Det varede dog ikke længe for Ingers vedkommende. Hun blev så tynd, at hun fik besked fra lægen om, at hun ikke måtte arbejde om morgenen. Så snart var jeg alene om mælkeruten, som jeg blev ved med at have i flere år. Min rute gik via Stensvej, Flintsvej, Pedersvej, Zoffmannsvej, tværs over ringvejen til Frihedsvej, Flintsvænge, vestlige del af Zoffmannsvej, Ølbyvej, Marie Toftsvej, Clara Frijsvej og til sidst Langesvej. Det var en tur, der tog ca halvanden time, og jeg husker stadig hvem der boede på de forskellige adresser, hvad jeg stillede ved hoveddøren og hvem der var flinke, og specielt hvem der var meget flinke.

Jeg har senere, mange år efter gået den samme rute og hilst på nogle af de gamle kunder, som stadig boede der. Nogle af dem fortalte mig, at de altid kunne høre, når jeg kom, fordi jeg næsten altid fløjtede.
Når Far og mor kom hjem fra deres første rute vækkede de mig og far tog ud på sin anden rute. Mor åbnede forretningen og tog imod lastbilen fra Mejeriet Godthåb, der lå i Vestergade. Den kom med dagens anden leverance af mælk, fløde og smør.

Når jeg kom hjem fra min første rute fik jeg hurtigt læsset transportcyklen med det næste læs. Nu gik ruten hele vejen ud ad Stormøllevej, tværs over Københavnsvej til Glentevej, Mågevej og Vibevej, tilbage til Steensvej, Møllevænget, Engsvinget og Tangmosevej. Herefter gik det hjemad til morgenmad og i skole.  Det var en lang morgen, jeg havde hver dag; men jeg husker det ikke som en uoverkommelig belastning. Om vinteren kunne det være rigtig hårdt på grund af sne og frost. Jeg kan huske, at jeg bemærkede at ved minus 7 grader frøs næseborene sammen, når man snusede hårdt ind. En lidt speciel iagttagelse.
Der var nogle hunde undervejs, som jeg blev gode venner med. På Stormøllevej 58, havde de en hel masse hunde af racen Tysk Glathåret. Dem var jeg gode venner med. En af de hunde legede jeg altid lidt med inden turen gik videre. I nummer 65 var der en lille foxterier, der var vred som bare pokker og forsøgte at bide i benene. Det holdt den op med, da jeg, af vanvare selvfølgelig, tabte en lille kaffefløde ned i hovedet på den. Der skete ikke noget – med fløden i hvert fald.
På Steensvej 12 havde de en stor væmmelig ruhåret tysk hund. Den var altid temmelig rasende, og den lærte mig at springe over havelåge, indefra.
Det der med at springe over havelåger var ellers ikke noget, jeg praktiserede ret meget. Jeg var god til at springe højt; men engang skulle jeg vise mig, da jeg gik tur med familien nede på havnen. Der stod en hestevogn med vognstængerne hvilende mod jorden, og jeg ville vise hvor let og elegant man kunne springe over vognstængerne højt oppe ved vognen. Desværre blev min ene fod hængende i vognstangen og jeg faldt og slog mig ad h…… til på brostenene. Siden har jeg ikke gjort meget ud af den sport.

Junckers Savværk
I tre sommerferier havde jeg feriejob på Junckers Savværk på Tangmosevej. En af vore kunder, som jeg leverede mælk til, var bygningsingeniør på savværket og stod for alle bygningsrelaterede emner på savværket. Han ville gerne ansætte mig på midlertidig basis i en sommerferiperiode, så han kunne få ryddet op og blive aflastet. Anden og tredie sommerferiperiode arbejdede jeg et andet sted på savværket i en afdeling, der havde med kvalitetsstyring at gøre. Interessant, men kedeligt og ensformigt i længden. 

Da vi i sin tid gik ud af realen, rejse jeg på sommerferie hos min moster og onkel, der havde en gård Juulsgaard på Lolland i Øster Ulslev. I en landsby i nærheden, Godsted, var man på det tidspunkt på udkik efter en lærervikar. Skolen var 4-klasset og børnene gik i skole hver anden dag. Jeg blev gentagne gange spurgt, om jeg ikke kunne fungere som vikar, indtil kommunen kunne få ansat en rigtig lærer. Det syntes jeg var en noget stor udfordring. Jeg var lige sluppet ud af skolen og havde godt nok tænkt mig noget helt andet. Jeg var kun 16 år gammel og som flere andre havde jeg tænkt alvorligt på pilotuddannelsen i flyvevåbnet. Det kunne man vist nok søge ind til, når man var fyldt 17, og det blev jeg til november. Jeg havde faktisk fået tilsendt ansøgningspapirerne til flyvevåbnet; men mine forældre var stærkt imod. Jeg lagde planerne til side, og forestillede mig, at jeg kunne søge, når jeg var blevet noget ældre og havde fået en eventuel anden uddannelse først.

Mit højeste ønske vedrørende erhvervsuddannelse var at stå i lære som værktøjsmager eller lignende. Planen var så at jeg efter svendeprøven ville læse til teknikumingeniør.  Det var mit mål på længere sigt at blive ingeniør.
Jeg ledte med lys og lygte efter en læreplads som værktøjsmagerelev; men det var stort set håbløst. Der var utroligt mange om buddet, og det var stort set kun de, der havde familiemæssige relationer til de forskellige værksteder, der havde en reel mulighed for at komme i lære. En deprimerende nedtur.

Til sidst, da der var begyndt at gå panik i mig – og mine forældre – søgte jeg modvilligt en elevplads som kontorelev på en tegnestiftfabrik i en lille naboby, Ølby, ikke langt fra Køge. Fabrikken hed Kepo. Et navn, der var dannet af ejerens initialer.
Det var ikke nogen succes. Det var en utroligt dårlig arbejdsplads. Det viste sig hurtigt, at der kun var brug for en person, der kunne føre firmaets regnskaber og så i øvrigt holde så lav en profil som muligt. Man skulle faktisk helst være usynlig. Der var en kontorleder, som var helt utroligt underkuet af chefen. Når vi skulle spise frokost, vore medbragte madpakker, skulle vi finde et sted ude på lageret og skjule os, medens vi spiste. Chefen måtte ikke se, at vi spiste. Jeg ved ikke, om chefen var psykisk syg, eller hvad der var i vejen. Det blev til daglige kontroverser og ærgelser, og jeg fandt i løbet af 14 dage ud af, at jeg ikke ville tilbringe flere år på den måde.
Jeg stoppede min karriere som kontorelev. Jeg var nu heller ikke særlig velvillig indstillet over for tanken om en liv som kontormand, og da slet ikke som en underkuet en af slagsen.

Min tid som vikar

Jeg var blevet bedt om at hjælpe Godsted skole ud af en vanskelig situation, da de ikke kunne tiltrække en kvalificeret lærer efter sommerferien. Jeg lod mig til sidst overtale til skolejobbet. Det kunne også være meget skægt at prøve at undervise. Jeg tænkte, at der ikke kunne ske noget alvorligt ved at prøve. Jeg kunne vel bare holde op igen, hvis det blev for stor en opgave.

Tiden på Godsted Skole

Jeg havde jo nogle måneder fri, så jeg startede ved skoleårets begyndelse i august. Det var noget af en omvæltning fra vores skolegang. Jeg havde 1. kl. mandag, onsdag og fredag, og 2.+3. kl. de 3 andre dage inclusiv lørdag. Førstelæreren havde de store på skift. 4. og 5. var sammen og det var 6. og 7. også. Skolegården var en grusbelagt plads og gymnastiksalen var 4 ribber ude midt i skolegården. Jeg havde selvsagt aldrig set noget lignende.

Det blev en begivenhedsrig tid, som kun varede i 3 måneder. Der skete det, medens jeg var der, at førstelæreren døde, og jeg var pludselig alene på skolen. Kommunen fik fat i en pensioneret gymnasielærer fra Odense. Han var cand. mag i fransk, og han forsøgte på vore ture frem og tilbage i skolegården at få mig til at konversere på fransk.   Han overtog førstelæreren job, og jeg fortsatte med de små.
Den korte historie er, at jeg fik lyst til at undervise. Jeg bestemte mig for at læse til lærer. Jeg søgte optagelse på Haslev Seminarium, og blev optaget i en såkaldt præparandklasse.

Min tid som piccolo
Jeg var ikke gammel nok til at starte på seminaraiet på det tidspunkt, så jeg søgte og fik et job som piccolo i et rådgivende ingeniørfirma på Østerbro i København.
Det blev også en tid med mange nye og fremmedartede oplevelser. Her var jeg i 9 måneder indtil næste sommer, da jeg skulle begynde på Haslev Seminarium. På turene i bussen til København kørte jeg tit sammen med mine to gamle skolekammerater og venner, Jens Christian og Max. Jens Christian var kontorelev i ØK og Max var kontorelev i et handelsfirma, Winter og Heide, i Valby. Vi havde været venner siden første klasse, og de kan begge ses på vores første klassebillede.
Jeg rejste med bussen, der havde holdeplads på Københavnsvej for enden af Jens Johansensvej, til København hver dag. Jeg kan se på Google Earth, at busholdepladsen stadig er på samme sted.
Bussen kørte til Valby station, hvor jeg fortsatte med S-tog til Østerbro station.
Husker stadig til bevidstløshed stationerne Enghaveplads, Dybbølsbro, Hovedbanegården, Vesterbro station, Nørreport station og til sidst Østerport station.
Dengang var der ikke S-tog fra Køge.  Jeg havde kun ca. 200 meter fra mit hjem på Stormøllevej 13 til busholdepladsen på Københavnsvej, som det dengang hed.

Tiden hos Ostenfeld og Jønson
Det rådgivende ingeniørfirma, som jeg blev ansat i hed Chr. Ostenfeld og W. Jønson, Rådgivende Ingeniører... Firmaets adresse var Skjoldgade 10 på Østerbro. Jeg kørte med bus fra Køge til Valby station. Derefter tog jeg S-toget til Østerport Station.
Det var et firma, der var under udvikling, og det var nu blevet så stort, at der var brug for hjælp til at bringe post og andre materialer rundt i huset.
Min titel var piccolo.  Der var en del andre arbejdsopgaver også. Jeg husker f.eks. at jeg tegnede en plan over de ansattes ferieperioder. Det hørte også til mine opgaver at bringe post rundt i byen, hvis det var noget, der hastede meget. Engang blev jeg sendt afsted ekspres i en taxa ud til Kastrup Lufthavn med en rulle tegninger, der skulle med et fly til Mellemøsten.  Taxaen kunne dengang køre helt ud til flyet på runwayen. Her afleverede jeg tegningerne til personalet på flyet. Det var en speciel oplevelse.

Der var fire personer, der ejede firmaet.  En af dem var Christen Ostenfeld, Han var civilingeniør inden for byggeteknik Han var dr.techn. og var en meget anset leder af firmaet. Jeg fik det indtryk, at han var ekspert i spændbeton. Meget af firmaets arbejde handlede om byggerier, hvori der indgik spændbeton. Et af de projekter, der arbejdedes med dengang var vandtårnet i Roskilde.  Nogle år før havde firmaet også projekteret Det Hvide Vandtårn i Haderslev.  KAS Glostrup (Københavns Amts Sygehus) var et af de projekter, der var meget på tale, medens jeg var i firmaet.

En anden ejer af firmaet var W. Jønson, W. står for Wriborg.  To andre hovedpersoner var Peter Nielsen og Schülein, begge medejere. Den af de fire ejere, jeg kendte bedst var nok dr. Ostenfeld. Han inviterede mig engang ind på sit kontor og talte med mig om bla. a. min fortid og fremtidsplaner. Ostenfeld var et behageligt og videbegærligt menneske. Han gav mig engang en af sine specielle tynde cerutter. Jeg blev af og til sendt afsted efter en eller to kasser af netop disse cerutter. Så vidt jeg husker lå tobaksforretningen på eller lige uden for Østerport Station.
Jeg husker stadig mange af de personer, der var i firmaet. Der var en arkitektafdeling, hvis leder hed Buna og kom fra Ungarn. Han gik altid i kort blå kittel. Helt oppe på anden sal var der en lille afdeling med Ingeniørerne Kalhauge og Clausen. De hilste altid muntert på mig, når jeg kom med den daglige post. Kontorchefen var fru Simonsen, og hun var min nærmeste chef

Seminarietiden
I august 1959 startede jeg på Haslev Seminarium i præparandklassen. Dem var der i øvrigt to af. Præparandklassen var tiltænkt som en forberedelse til 1. klasse.  Jeg gik faktisk i præparandklassen i to år. Der var rigtig stor søgning om optagelse i 1. klasse, og efter første år på seminariet opnåede jeg ikke at blive blandt de 30 bedste. Så jeg tog et år mere, hvorefter jeg blev optaget.
Seminariet var en helt ny verden for mig. Haslev Seminarium var et indre missions seminarium, og der foregik en masse ting, der havde en underliggende religiøs dagsorden. Mange af underviserne og en hel del af eleverne var efter min mening helt hændervridende religiøse, og det var en helt ny verden for mig, som jeg iagttog og til tider undrede mig over. Jeg blev aldrig rigtig grebet af den religiøse ståhej på stedet. Jeg mener, jeg er kristen; men ikke på den specielle udadvendte måde, der inddrager alle mine omgivelser.

Det sidste, rektor Brondbjerg sagde til os, da vi blev dimitterede var, at vi skulle tage Nazareth med ind i undervisningen. Det har jeg nok forsømt.

Seminarietiden var dog en rigtig god tid, og det allerbedste, jeg oplevede her var, at jeg mødte Birgit, min dejlige hustru, som jeg i øvrigt på torsdag i næste uge, nemlig den 16. maj 2019, har været gift med i 55 år.

I tredje seminarieklasse var det dengang obligatorisk, at eleverne blev sendt ud ”på græs”. Det vil sige, at vi blev fordelt rundt i landet på folkeskoler, der manglede lærere. Der var stor lærermangel i starten af tresserne, så der var lov om udsendingen. Vi blev sendt ud i et halvt år til en eller anden ”fjern” destination.

Jeg blev sendt til Lolland til en lille skole, der hed Højreby Skole i Søllested. Her var der behov for fire lærere; men der var kun én. Denne ene var førstelæreren, der tidligere havde været enelærer på en Fyrø. Altså en ø med et fyrtårn. Jeg fik selskab af to andre udsendte seminarieelever, Solvej og Berno. Solvej kom fra København og havde en kæreste der, som hun besøgte, hver gang hun havde fri, så hende så vi ikke meget til. Berno kom fra Hald, og ham havde jeg meget samarbejde med. Han havde et godt øje til en pige i Vesterborg. En anden seminarieelev på græs. Jeg kørte af og til Berno ud til hende på min Vespa scooter. Jeg havde tidligere købt en scooter i forbindelse med, at jeg fik en aften og weekendjob på Spanager Børnehjem, hvorfra jeg skulle køre til Haslev Seminarium hver dag.
Berno vedligeholdt jeg forbindelsen med i nogle år efter seminarietiden. Han var også med til vores bryllup i Holstebro i1965.

Berno var en god ven i tiden i Søllested. Da Birgit og jeg havde fået vores førstefødte, Per, i 1966 besøgte vi Berno på familiens gård i Hald ved Randers. Det var en stor gård med mange stuer. Jeg husker at Per løb rundt i stuerne og på et vist tidspunkt gemte sig i et skab med porcelæn.   Der skete dog ikke noget med porcelænet. 

Klassebillede af 1e, 1946/47.
I bagerste række fra venstre står Freddy Petersen, Ove Hansen, Poul Hagen (mig selv), Ole Lykke,vores dejlige klasselærer Kamma Christensen, Jens Christian Mandsfeldt Jørgensen og Max Petersen.
I midterste række fra venstre står Jetta Thomsen, Karin Hansen, Else Brems Kristensen, Kirsten Hansen, Britta Kielberg, Jens Rosenberg, Torben Jensen, Bent Petersen og Finn Hansen.
Siddende forrest fra venstre er Grethe Olsen, Lilli Jensen, Anne Merete Jørgensen, Inge Lauenborg Jensen, Winnie Hansen, Kirsten Nielsen, Kirsten Sønderbæk Hansen, Bente Jensen, Grethe Christensen og Laila Hansen.
Det ser ud til at være en flok glade børn. Man kan ikke se, at de har levet i et besat land de første fem år af deres levetid. Der skete jo heller ikke så voldsomme ting, som vi hører om i dag i krigsførende lande. Danmark var besat af tyskerne. Vi var ikke i krig i traditionel forstand. Alt hvad der skete af voldsomme ting blev nok holdt væk fra os børn.

tilbage til Poul