"Den 20. April 1618 vidnede han paa Bølling Herredsting i Anledning af en Trolddomssag fra Sønder Lem Sogn for otte Mænd, at "han for 15 Aar siden havde en Hesteplag, som var bleven "forbistret" og vild, og i hans Fraværelse havde hans Folk fanget den udi et Hus. Saa kom han hjem om Natten fra "Rye-Markind", da var Paaske Rasmussen i Gaarden. Saa kom de i Tale om samme Plag. Han tog da en Lygte og gik ud til den, og Paaske Rasmussen gik med ham. Og da de kom til Døren, da gik Paaske Rasmussen derind, da løb samme Plag til ham, saa tog han fat paa den og saa i Munden paa den og spyttede i den og lod den gaa to Gange i Huset, og han havde den ene Haand paa Ryggen og den anden under Bugen paa den. Saa gav han den nogle Slag paa Ryggen og under Bugen. Derefter gik Plagen til Stalden og aad og blev til Pas igen. Før havde den slagen en Væg ned i Stalden og bidt Krybben sønder, og da turde ingen Menneske komme ind til den, saa vild var den. Og Paaske Rasmussen sagde, at det var af et Menneske den Sygdom, Plagen havde, og medens Christen Jensen havde været borte, var Plagen i hans Fraværelse blevet saa vild, at ingen kunde styre den, og da havde hans Folk hørt, at der var kommen en saa stærk Susen over Gaarden, som om det øverste af Husene faldt ned, og de havde hørt en Ringlen udi i Gaarden, saa de troede, at det var deres Husbonde, som var hjemkommen og de tog derfor en Lygte og gik ud for at tage imod ham.

Det var denne Begivenhed, som Christen Jensen havde faaet Ordre til at vidne om paa Bølling Herredsting, fordi Paaske Rasmussen var blev stævnet for dette Ting paa Grund af sine Troldkunster."

Overtro og varsler.

Trolde, kæmper, helheste og marer var blot nogle af de monstre, der ifølge overtroen hjemsøgte vore forfædre.

Et varsel kunne foregå ved, at man smed en klat hvedegrød, en klat byggrød og en klat havregrød. Den klat, hunden spiste først, var varsel om, hvilken kornsort der ville klare sig godt det følgende år.

Man kunne også skrælle et æble i én lang skræl og smide skrællen over skulderen.

Herefter kunne man læse navnet på ens kommende ægtemand ud fra, hvilket bogstav skrællen lignede.

Mange mente i gamle dage, at hvis man puttede  en knogle fra en tyv i øllet, så ville det hjælpe på ølsalget eller drøje øllet. 

I gamle dage troede man, at de afdøde kom forbi juleaften, men også andre mindre velkomne væsener kunne komme, såsom trolde, helheste og ondsindede nisser.
En måde at holde dårligdommene fra døren var at sætte knive i dørtærsklerne. På denne måde sørgede man for, at “alt ondt” blev væk fra huset.

En af de måder, bønderne forsøgte at forudse næste års høst på, var ved hjælp af julemærker, datidens vejrprognoser. Julemærkerne var tolv cirkler ridset ind i loftsbjælken. De 12 cirkler svarede til de 12 juledage (25. december til 6. januar).
Hvis vejret var dårligt juledag, farvede bonden cirklen hvid.
Hvis det var halv godt og halv dårligt 2. juledag, farvede han den halvt hvid, og så fremdeles.
De tolv julemærker ville så vise, hvordan vejret blev årets 12 måneder.

På middagsbordet stod der også placeret to lys. Et for husbonden og et for konen. Hvis et af lysene gik ud, inden det nåede at brænde ud, sagde man, at personen ville dø inden året var omme.

Når det var jul, skulle der slappes af. Alt unødvendigt arbejde blev indstillet. Kvinderne måtte end ikke spinde, da intet måtte dreje rundt i julen. Rokken blev derfor sat op i øverstestuen, hvor ingen kom.

Ingen vasketøj måtte hænge til tørre i Julen. Ordsproget siger:  Den, som klæder gærder i julen, skal klæde lig, før året er omme.

I stedet lavede man julestuer, hvor der blev leget og drukket. Vikingerne kaldte det ligefrem at "drikke jul". Kirken forsøgte flere gange at få drukken forbudt, men uden held.

Julen var en tid, hvor man skulle være god ved hinanden og ved dyrene. Neg blev hængt ud i træerne til fuglene, staldene blev gjort rent og ekstra mad blev sat ud til dyrene.

Men juledag var også speciel for dyrene på en anden måde. For på denne ene årlige dag fik de muligheden for at tale. Og hvis de ikke var tilfredse med den behandling, de var udsat for, skulle de nok give udtryk for det.

I overtroen symboliserer spejle visdom og sandhed, og spejle menes samtidigt at have evnen til at forudse fremtiden. Tidligere mente man, at magikerne brugte spejlene i deres djævelske foretagender. Et knust spejl betyder syv års ulykke for den, der ødelægger det. Men du kan afværge ulykken ved at feje skårene op og grave dem ned eller ved at smide dem i en rindende å.

I gamle dage mente man, at spejlbilledet var et afbillede af menneskesjælen. Så når spejlet gik i stykker, var det samtidig ens sjæl, der blev knust.

En anden grund kan være, at spejle tidligere var utroligt kostbare, så ved at hævde, at det bragte uheld, kunne man sørge for, at tjenestefolk og andet tyende var ekstra varsomme.

Salt har fået den fremtrædende rolle i overtroen, hvilket skyldes dets enestående evne til at rense og konservere, og fordi det ikke selv fordærves. Dette har skabt forestillingen om, at salt må være magisk, og derfor ønskede man selvsagt ikke at spilde det. Samtidig var salt tidligere en dyr luksusvare, som man havde en særlig interesse i ikke at miste.

I før-kristen tid var katten mange steder et højtæret dyr.  Men med kristendommen kom også dæmoniseringen af kattene. De kristne mente, at kattene, især de sorte, stod i ledtog med hekse og djævle.

For at køerne ikke skulle blive forhekset, sagde man, at man skulle begrave nogle levende kattekillinger med kløerne oppe et sted, hvor køerne passerede dagligt. På denne måde mente man at fordrive ondt med ondt.

Til fastelavn gik det særlig voldsomt for sig i Danmark, her konkurrerede karlene om, hvem der kunne dræbe den levende kat i tønden. Katten symboliserede mørkets magter, som man ønskede at fordrive, så foråret og lyset kunne komme til. 

Det er gammel overtro, at når man krydser fingrene, kan man afværge ulykker eller få held i ens gøremål. Hvis du ved et uheld er gået under en stige, kan du afværge uheldet ved at krydse fingre. 

Overtroen findes i de fleste kristne lande, da de krydsede fingre menes at symbolisere korset, som siden 300-tallet har været det ubestridte symbol på kristendommen. Og korset er i overtroen et symbol på det gode, og det kan derfor beskytte bæreren mod det onde.

9. Tallet 13
Mange tal er forbundet med overtro. Men 13-tallet er uden sammenligning det tal, som er omgærdet med mest negativ overtro.

Overtroen siger, at hvis man er 13 i et lokale eller 13 til bords, vil en af de tilstedeværende dø, inden året er omme. Og generelt betyder 13-tallet uheld. Af samme grund springer mange hoteller værelsesnumret 13 over, og i SAS fly findes sæderækken 13 slet ikke.

En forklaring er, at ved den sidste nadver var der 13 til bords. Og som bekendt endte det med, at Judas forrådte Jesus, og Jesus blev dræbt.

Troldomskunst.

Christian den Fjerde havde en stærk tro på hekse og trolddom. I 1617 udgav han en forordning mod troldfolk og deres medvidere.

12. oktober 1617 udsendte Christian den Fjerde en forordning, dvs. en lov, som var rettet imod hekse. Loven gjorde både "sort" og "hvid" magi kriminelt, selvom det ikke var de betegnelser man brugte.

I 1589 skulle Christian den Fjerdes storesøster, Anne, skulle giftes med James den 6. af Skotland. Men brylluppet lige ved at blive forpurret på grund af trolddom.

Den 15-årige Anne skulle sejle over til sin tilkommende, men det var ikke muligt for skibene under ledelse af rigsadmiral Peder Munk at komme over Nordsøen. Det endte med, at James selv måtte sejle afsted for at hente sin brud. Senere blev det opklaret, at det vejr, som havde gjort rejsen besværlig, skyldtes troldkvinder. 5. august 1590 fældede Det Kongelige Retterting dom over 13 hekse, bl.a. den københavnske borgmesterkone Margrethe Skriver.

I Skotland opdagede man i 1590 i forbindelse med en anden sag, at nogle hekse i North Berwick også havde medvirket til at skabe det dårlige vejr, som havde ødelagt Annes brudefærd.

Den "hvide" magi

Det blev ved kongens forordning forbudt og strafbart at lave "signen, manen og målen" og at "vise igen".
At signe og mane brugte man fx mod forskellige former for sygdomme, også dem, der skyldtes hekse.
Ved at "vise igen" kunne en trolddomskyndig med brug af forskellige besværgelser og remedier "se" hvor fx stjålne eller bortkomne genstande befandt sig.
Denne form for magi kunne man til dels selv lave, men man kunne også benytte en professionel, en klog mand eller kone. Straffen for denne, ikke skadelige magi, var bøde og landsforvisning. Var man ikke selv den aktivt udøvende, men havde betalt en klog for at udføre opgaven, skulle man stå offentligt skrifte i kirken og betale bøde. I gentagelsestifælde skulle man dømmes som om, man selv havde udført handlingen.

De rette troldfolk

Christian den Fjerdes lov satte skel imellem dem, der signede og manede og dem, der var egentlige hekse. De "rette troldfolk" var dem, der havde "forbundet sig" med Djævelen eller omgikkes med ham. Dvs. folk, som havde fjernet sig fra kristendommen og var gået i Fandens tjeneste.

Den slags mennesker skulle straffes "efter loven og recessen", hvilket betød dødsdom, hvis man blev fundet skyldig.

I 1634 - altså 17 år efter Christian den Fjerdes forordning - forskrev skomageren Christen Pedersen i Odense sig til Fanden. Han skrev med sit eget blod, og lovede at ville tilhøre Djævelen, hvis blot han fik nogle penge. Han blev dødsdømt, men havde held til at flygte inden henrettelsen.
Kilde: Nationalmuseet i KøbenhavnNy Vestergade 10Prinsens PalæDK-1471København K

I dag kan man stadig dømmes for troldomskunst flere steder i verden.

Den norske avis Aftenposten: Nadia Mathiasen, 28. februar 2008 10:03

Saudiarabisk domstol dømmer kvinde til døden for at have gjort en mand impotent med trolddomskunst. Kvinden tilstod under tortur. 

Mens omverdenen kigger forfærdet med fra sidelinjen, forsætter Saudiarabien med at blæse på retssikkerheden - især overfor kvinderne. Senest er en 51-årig kvinde, Fawza Falih, blevet dømt til døden ved halshugning for at have udøvet ’trolddomskunster’

Vækkelser

Guds hedebønder - Kristeligt Dagblad (kristeligt-dagblad.dk)Guds hedebønder - Kristeligt Dagblad (kristeligt-dagblad.dk)

Dømmerne fra Herning - Udfordringen

Dømmerne/ Separatisterne/ De Højhellige i Herning Området tilhørte den Kristelig Lutheransk Trossamfund, som havde stor tilslutning på Herning Egnen i slutningen af 1800 tallet og begyndelsen af 1900 tallet. 

Du går til helvede. Sådan kunne de hilse på de på folk, der ikke var med i trossamfundet.

De holdt gudstjenester på fire timer.
De interesserede sig ikke for ydre mission, for der var hedninger nok omkring dem.
De hjemmedøbte deres børn, fordi de mente, at et udøbt barn var et djævelens barn, der, hvis det døde i den tilstand, gik til helvede, hvor også dødfødte børn havde  hjemme.
 I sidste  tilfælde holdt de  på, at moderen til det dødfødte barn måtte have begået en »gruelig« stor synd under svangerskabet uden at bekende den og få syndsforladelse for den. Derfor mødte et udvalg af dem op hos en sådan stakkels ulykkelig kvinde for at få hende til at bekende sin synd- en speciel synd, der kunne være årsag til den ulykkelige begivenhed. Først når hun havde fundet et eller andet (en kone af andet ægteskab klarede det ved at bekende, at hun vist ikke altid havde været så god mod sine voksne stedsønner. som hun burde havde været), kunne hun igen antages som et ret medlem af deres menighed. De nulevende medlemmer af menigheden har ikke taget offentlig afstand fra tidligere medlemmers stillingtagen til de udøbte børns forhold efter døden.
Sådan skrives der om dem i Tjørrings Historie. Så det var nok ikke så underligt, at de i folkemunde fik navnet "Dømmerne". Nogle kaldte dem Seperatister.
Min mor har fortalt mange historier om, hvordan disse mennesker opførte sig. Hendes farfar og farmor var med i bevægelsen. Så alle deres børn blev hjemmedøbt.
Hun har fortalt om, at de holdt gudstjeneste på skift hos medlemmerne. Hun huskede, hvordan de mødtes og gik i en lang række, mens de sang. Hun syntes som barn, at det næsten lød som en brægen. Hun husker også, hvordan de mødte op til en slægtnings begravelse. Hun var en frafalden. De spyttede ned på kisten og dømte hende til ophold i helvedes ild. Forfærdeligt for en lille pige at opleve. I Aulum, hvor hun voksede op, var lederen af bevægelsen en mand ved navn: Jacob Haug. I kirkebogen for Aulum finder man tilføjelser, hvor der står: Barnet er hjemmedøbt af faderen - faderen tilhører Jens Haugs parti, de såkaldte Dømmere.

Et brev sendt af nogle af mine forfædre: 

Om konfirmationen skrives der i brevet:

Med den ugudelige konfirmation bliver udslukt den sidste gnist af tro«.

Mærkværdigvis slutter brevet som en bøn til Gud:

»Nu kjære himmelske fader, jeg beder dig for din søns Jesu Kristi skyld, at du af nåde vil styre det ved din Helligånd, at dit navn kan helliges, og dit rige komme og din vilje ske. Amen«.

Peter Gravesen

» Hvad her er anført, erkjende vi undertegnede er som stemmende
med den rene sandhed og vor tro«.

                                                      P. C. Petersen – Troels Gravesen
                                            Mads Thomsen – Laurits Sivebæk Nielsen
                                                            Søren Truelsen 

Separatisterne fastholdt altså, at et udøbt barn var et djævelens barn, der, hvis det døde i den tilstand, gik til helvede, hvor også dødfødte børn havde  hjemme.  I  sidste  tilfælde  holdt  de  på, at moderen til det dødfødte barn måtte have begået en »gruelig« stor synd under svangerskabet uden at bekende den og få syndsforladelse for den. Derfor mødte et udvalg af dem op hos en sådan stakkels ulykkelig kvinde for at få hende til at bekende sin synd- en speciel synd, der kunne være årsag til den ulykkelige begivenhed. Først når hun havde fundet et eller andet (en kone af andet ægteskab klarede det ved at bekende, at hun vist ikke altid havde været så god mod sine voksne stedsønner. som hun burde havde været), kunne hun igen antages som et ret medlem af deres menighed. De nulevende medlemmer af menigheden har ikke taget offentlig afstand fra tidligere medlemmers stillingtagen til de udøbte børns forhold efter døden.

Konfirmationen og adgang til nadverens nydelse

Efter separatisternes opfattelse er alt, hvad Luther har sagt og gjort, udtryk for den eneste rigtige opfattelse af kristendommen. Da Luther havde kaldt den katolske konfirmation for » narreværk «,fandt de også den danske konfirmation for »ugudelig – djævelens værk- 0.l.

Det var den pietistiske kong Christian den 6., der i 1736 ved lov påbød indførelsen af konfirmationen i Danmark. Loven fastsatte, at alle skal konfirmeres, men for at blive det, skulle man bestå en kundskabsprøve. Denne skulle være bestået, inden man blev 19 år, ellers kunne man ikke gifte sig, være fadder eller vidne. Hvis grunden, til at man ikke bestod, var, at man var vrangvillig og ikke bare evnesvag, blev man smidt i fængsel.
Når man havde bestået, fik man en attest, som var en forudsætning for at få en skudsmålsbog, og uden den var man ilde stedt i datidens samfund, for den fungerede både som pas og  straffeattest.
Uden en skudsmålsbog kunne man ikke rejse uden for sognets grænser, og alt blev skrevet ind i den, så fremtidige arbejdsgivere kunne se, hvad man kunne og i det hele taget, hvad man var for en. Hver gang, man krydsede en sognegrænse, skulle man møde op hos degnen eller klokkeren i det nye sogn og lade sig registrere til tvangsaltergang.

(Brevet, der henvises til findes på Landsarkivet, Viborg. (Ribe Stifts bispearkiv, skrift af 7. maj 1856) (nkn)

 Separatisternes friskole.

 Poul Chr. Pedersen, lærersøn fra Herning, blev bevægeisens første lærer. Han var dimitteret  fra  Jelling  seminarium  1848  med  karakteren »duelig«. En tid var han hjælpelærer for sin far, hvis embede han senere søgte, men ikke fik – vel nok fordi, han var med og en af de ledende inden for separatisternes kreds. Andre stillinger, han søgte, fik han heller ikke­ – nok af samme grund, og så opgav han at søge og slog sig ned på Gullestrup hede som husmand, hedeopdyrker og lærer for sine trosfællers børn. I sine skrivelser til de kirkelige myndigheder virker han velformulerende og holder sig fra den grove tone, som P. Gravesen yndede. Han var kun skolens lærer i 9 år.

Separatisternes valg af præst og lærer er tidligere omtalt, og ved at følge den blev deres næste lærer gdr. Laurits Sivebæk Nielsen – almindelig kaldet Laust Kirk, da han boede på gården »Kirkegård«  i Herning.
 Han var uden uddannelse, men havde visse principper angående opdra­gelse og indlæring af sand kristendom. Til disse hørte – foruden de omtalte bøger – tamp og spanskrør, hvilke sidste han efter sigende gjorde flittigt brug af. 
Laust Kirk hørte til den fløj, der stærkt fordømte de anderledes troende, og i hans tid var der ofte skarpe ordvekslinger mellem ham og de forskelli­ge præster, der var formænd for skolekommissioneme og stod for den årlige eksamen. Han var godt kendt med Luthers skrifter og bibelen, og citater fløj fra den ene side til den anden. »Kun en enkelt gang skal det
være kommet til håndgribeligheder«.
1894 holdt Laust Kirk op med at være lærer, og der valgtes en yngre mand, Christian Frederik Lodahl til hvervet. Han var en dygtig bygningshånd­værker, og desuden drev han et landbrug. Eleverne holdt af ham, og han var ikke så snæver i sit syn som forgængeren. Der blev nu undervist i andre fag end religion, men det vakte stor modstand hos de mest dømmende, så det var ikke let for ham, men da han var så vellidt af børnene og deres forældre, kom hans standpunkt til at gælde. Han fik en elendig løn som lærer p.gr. af separatisternes modvilje mod at modtage tilskud fra det offentlige. Alligevel holdt han ud i 20 år, inden han af helbredshensyn fik lov til at trække sig tilbage. Skolekommissionen havde været godt tilfreds med hans undervisning i hovedfagene: kristendomskundskab, dansk og regning. Men med hans efterfølger M. L. gik lodtrækningen på afveje. Han var ganske vist valgt ved  Guds  hjælp, men lærer egnede  han  sig  ikke til. 


tilbage til slægtsforskning