Aulum gennem tiderne
I kan læse meget mere om hele egnen her i “De Jyders Land”
Spor fra Oldtiden- som omfatter Stenalderen- Bronzealderen og Jernalderen.
De ældste spor efter menneskers tilstedeværelse i Aulum Sogn, kan dateres tilbage til ca. 7000 år f.kr. Vi kan udfra fund se, at der har levet mennesker i området lige siden.
Der er fundet mange gravhøjde og rester af gravhøje i hele området omkring Aulum. På Herning Museum er der i 1873 indleveret 3 små bronzegenstande af lærer Korsholm.
I 1882 indleverede lærer Kristensen i Ljørring en bronzeøkse og i 1884 indleverede provst Heiberg fra Aulum 2 stridsøkser fra enkelgravskulturen ( ca. 2800- 2400 f. kr ) og 1 flintdolk fra begyndelsen af Bronzealderen. (1800- 500 f. kr.) De blev fundet ved et stensat gravkammer på Jersild Mark.
I 1895 foretog Nationalmuseet den første registrering af gravhøje i Aulum Sogn. Desværre var mange gravhøje på det tidspunkt blevet jævnet med jorden eller overpløjet.
I 1913-14 købte Museet et antal oldsager fra smed Poulsen i Ljørring. Det var især stensager og et bronzesværd. Museumsforstander H. P. Hansen udtalte i den forbindelse: Han har ødelagt mængder af gravhøje.
Også Holstebro Museum har modtaget fund fra Aulum Sogn. Her indkom i 1907 3 flintøkser og 4 ravperler fra Stenalderen og 1 ravperle, 1 flintdolk og 1 flække fra Bronzealderen. Disse genstande blev fundet ved Taulborg.
I 1928, 1940 og 1954 blev der fundet en række jernaldergrave sydvest for kirken. Det drejer sig om en større gravplads fra århundreder f. kr.
I 1961 udgravede nationalmuseet en grav fra samme tid i den nordøstlige del af Aulum ca. 300 meter fra kirken.
Der er siden blevet fundet genstande fra den tid på bl.a. Vesterlunds jorder.
Ved Lergrav er der fredlyst 6 Gravhøje.
Møller og brug af vandkraft
Ved gården "Grønbæksminde" i Ljørring har man fundet rester af en vandmølle fra Middelalderen.
Ved Vester Åby fandt man ved Løvenå rester af et mølleanlæg fra senmiddelalderen.
Ved udgravning til motorvej mellen Herning og Holstebro, blev der gjort flere fund. Det kan der læses om her:
www.kulturarv.dk/publicffdata/documentation/file/doc/116409/public
Lergrav
Lergrav har eksisteret siden middelalderen. I begyndelsen af 1500-tallet var gården ejet af Erik Eskilsen og hans broder Jakob Eskilsen, hvis datter Anne var gift med Hans Rostrup. Anne og Hans Rostrups søn, Jakob Rostrup, blev også ejer af Lergrav.
I hans tid som ejer blev gården flyttet til sin nuværende placering ned mod Tvis å. Jacob Rostrup flyttede gaarden og opbyggede den i et morads samt omgav den med grave; han forbyggede sig dog og kom i stor armod.
Jakob Rostrup stak af til udlandet, hvor han på falsk grundlag udgav sig for at være den danske konges udsending. Efterfølgende slog han sig på sørøveri og blev i 1594 dødsdømt og henrettet i København.
Efter Jakob Rostrups tragiske skæbne tilfaldt Lergrav adelsmanden Christen Skeel, der blev efterfulgt af sønnerne Jørgen og Albert Skeel, hvoraf den sidstnævnte blev eneejer af Lergrav. Albert Skeel var gift med Birthe Friis, og fra deres datter Margrete Skeel kom Lergrav i Erik Rosenkrantz til Rosenholms besiddelse.
I 1681 døde Erik Rosenkrantz, hvorefter datteren Mette Rosenkrantz ved ægteskab bragte Lergrav til sin mand Ove Ramel.
Ove Ramel fik i 1676 konfiskeret Lergrav af Kronen, men fik den tilbage, hvorefter han i 1681 byttede gården med et stort antal fæstegårde til sin søster Anna Ramel.
Fra Anna Ramel kom Lergrav til Anders Simonsen, hvis enke i 1699 skødede gården til Bent Pedersen Møller. Efter at have været ejet af Niels Ibsen i en kortere periode kom Lergrav i 1727 i Andreas Frederik Opitz' eje og efterfølgende til dennes søn, Mads Opitz.
Ved auktion blev Lergrav i 1758 købt af forpagteren Konrad Lundsgaard, der som ejer blev efterfulgt af sin søn, Christen Lundsgaard.
Landboreformerne i slutningen af 1700-tallet gav bl.a. mulighed for, at forbindelsen mellem herregård og fæstegårde kunne ophæves ved, at fæstegårdene overgik til bøndernes selveje. Især i Nord- og Vestjylland begyndte mange vestjyske herregårde at bortsælge deres fæstegårde, hvorved de traditionelle godser blev opløst. Således også på Lergrav.
I 1798 solgte Christen Lundsgaard herregården til Christian P. Petersen og Søren Borck, som frasolgte alle fæstegårdene. Herefter udstykkedes herregårdens egne marker, selve hovedgårdsjorden, i parceller og frasolgtes. Hovedparcellen, godt halvdelen af den oprindelige hovedgårdsmark, med hovedbygning og avlsgård blev købt af den tidligere ejer Christen Lundsgaard. Lergrav arvedes af sønnen, Peder Lundsgaard.
Lergrav var nu ikke længere centrum i en godsbesiddelse, men dog fortsat en stor landbrugsbedrift. Peder Lundsgaard intensiverede driften og byggede bl.a. nye bygninger til gården. Efter at have ejet Lergrav i næsten 60 år solgte Peder Lundsgaard i 1866 Lergrav til sit barnebarn, Jens P. Damgaard, der ligesom sin bedstefar sad som ejer af Lergrav i mange år.
Ved Jens P. Damgaards død i 1907 blev hovedparcellen solgt til et konsortium, der foretog nye udstykninger, hvorefter hovedparcellen i 1908 blev solgt til Carl Sørensen. I 1912 overdrog Carl Sørensen Lergrav til Poul Andersen, der blev efterfulgt af sin søn T. Andersen.
Kilde: http://www.danskeherregaarde.dk/nutid/lergrav
Hvem var denne Conrad Lundsgaard, ejer af Lergrav, der betegnes som drillesyg, ondskabsfuld og i evig strid med pastor Morsing.
Conrad Christensen Lundsgaard er født 1701 i Hjermind sogn som søn af Chr. Nielsen Lundsgaard , der var præst i Hjermind, Le og Hjorthede.
Conrad var først bestyrer på flere forskellige store gårde på Sallingegnen (Hostrup, Lem sogn; Starupgaard, Højslev sogn; Hald, Dollerrup sogn; Thaarupgaard, Taarup sogn).
Han købte Lergrav ved Aulum i 1758 med 41 tdr. Hartkorn til Hovedgaarden samt 204 tdr. hartkorn, i det tilhørende bøndergods og 25 Tdr. Hartkorn i Kirketiende - alt betalt kontant med 10.000 Rigsdaler.
Senere købte han også Barslund i Haderup samt Vorde Kirke med dertil hørende tiende.
Udover at eje mere end 300 Tdr. Hartkorn handlede han også med både stude og korn og blev efterhånden er ret velhavende mand.
Ved skiftet efter ham blev Lergrav vurderet til 12.000 Rigsdaler, og de samlede aktiver til 26.140 Rigsdaler - mens passiverne kun var på ca. 1.000 Rigsdaler.
Han blev i 1737 gift med Else Johansdatter Farre 13 feb. 1737 i Viborg Søndre, Viborg . Hun var født i 1713 i Viborg og døde 2. februar 1784 i Lergrav, Aulum sogn og blev begravet 9 feb. 1781 i Aulum. Hun blev 70 år.
De fik 12 børn. Hans søster, Anne, døde på Lergrav som 86-årig den 22. december 1780.
https://vibekecaroe.dk
Christen Conradsen Lundsgård
Johan Peter Conradsen Lundsgård
Laurids Conradsen Lundsgård
Anne Cathrine Conradsdatter Lundsgård
Anne Cathrine Conradsdatter Lundsgård
Karen Conradsdatter Lundsgård
Elsebeth Friis Conradsdatter Lundsgård
Elisabeth Conradsdatter Lundsgård
Johannes Conradsen Lundsgård
Marie Conradsdatter Lundsgård
Christen Conradsen Lundsgård
Først på året 1756 havde Conrad Lundsgaard og Else Johansdatter den sorg at miste deres ældste søn, Christen 18 år gl. Samme år kom den næstældste søn på 17 år, til for vanvare at slå en dreng på hans egen alder ihjel. Herom er der nogle oplysninger fra tingbogen. Han dør d. 8. August 1763 og bliver begravet d. 15. August 1763. Han bliver 24 år.
Lundsgård, Konrad på Lergrav 1767 9/10 fik han med kone og børn kongelig bevilling på i deres saligheds sag at lade sig betjene af hvilken præst, de begærer."
Conrad døde 1781 i Lergrav, Aulum sogn.
Lergrav blev overtaget af deres søn : Christen Conradsen Lundsgaard
Ejer af Lergrav fra 1781 til 1807. Ligsten over ham på Aulum Kirkegård.
Ved folketælling 1787 angives: husbonde, proprietair og ejer af 2 kirker
Christen Conradsen Lundsgaard blev født på Tårupgaard. Fra 1781-1807 ejer af Lergrav.
Giftede sig med Margrethe Nyboe med hvem han fik 7 børn.
Han var kun 24 år, da hans fader døde1781.
Han blev ejer af Lergrav, og to år efter giftede han sig med Margrethe Nyboe af Holstebro. Efter 13 års ægteskab, døde hun i 1796.
Lundsgaard solgte Lergrav i 1798 for 40,200 Rd. til landvæsenskommissær Petersen og byfoged Borch fra Ringkøbing; men handelen må være gået tilbage, thi Lundsgaard ejede gården til sin død".
"Det fortælles i Aulum, at da *hoveriet ophørte, syntes Chr. Lundsgaard ikke, der var noget ved at have gården, derfor solgte han den; men han tabte nok meget ved den handel. Han fik nok gården igen for ca.40.000 men meget af godset beholdt Petersen og Borch. Man fortæller også at han var så rig, at han kunne give hver af sine 5 sønner en kirke og en herregård. Han solgte en del gods fra gården.
Han opførte diger, mellem Lergravs jorder og naboerne i syd. Efterhånden, som diget blev færdigt, red Chr. Lundsgaard på sin hest hen over det for at erfare, om det var sat forsvarligt.
Der ligger en stor marmorplade på Aulum kirkegård på en muret grav. Den er skænket af afdødes 5 sønner. På stenen står der" Denne sten som dækker støvet af salig Christen Lundsgaard. Forhen ejer af Lergrav. Født på Torropgaard den 8. mardthi 1757. Død på Lergrav 15 october 1807. Et taknemligt og erkjentligt minde af den afdødes fem sønner.
Folkeliv og folketro i Aulum
Som så mange andre steder i landet herskede der også overtro i Aulum. Det kan der læses om på dis- Danmarks hjemmeside.
Hardsyssels Aarbog fra 1936.
Forfatter Aug. F. Schmidt: Folkeliv og Folketro fra Aulum. Af Kristiane Olesens Optegnelser
https://www.dis-danmark.dk/bibliotek/907697.pdf
Dømmerne
Vækkelser i vores område i slutningen af 1800 tallet.
Dømmerne:
Sådan kaldtes en af de såkaldte ”Gudelige Forsamlinger”, der i første halvdel af 1800-tallet fandt grobund i mange af sognene i Vest- og Midtjylland, dog særlig omkring byerne, Struer, Holstebro, Herning, Silkeborg og Skjern.
Vækkelserne skabtes hovedsageligt af en række stærke personligheder bl.a. lægprædikanten Peder Larsen Skræppenborg med rod i Brødremenigheden, Peder og Troels Gravesen fra Herning, Ivar Viftrup i Handbjerg, Jens Maarbjerg fra Sahl og Jens Hau ligeledes fra Sahl sogn.
Peder Larsen Skræppenborg mødte på et tidspunkt Grundtvig og fik siden et noget andet syn på kristendommen, end han oprindelig havde haft. Et endeligt brud med Skræppenborg skete på et møde i Herning i 1853, hvor også de vakte fra Struer, Holstebro og Kolding egnen var mødt.
Et stridspunkt var spørgsmålet om muligheden af omvendelse efter døden, nemlig de udøbte børns skæbne.
En del af forsamlingen mente, at de udøbte børn gik til Helvede, hvad Ivar Viftrup, Skræppenborg m. fl. protesterede imod.
Jens Hau blev overbevist om denne forfærdelige lære og forkyndte siden denne lære med stor strenghed: ”Vil I ikke erklære, at det udøbte barn fortabes, går I selv i Helvede”
På Herningegnen delte de vakte sig i to partier, ”De Lavhellige” og ”De Højhellige”.
Det sidste parti kom senere til at gå under navnet ”Dømmerne”, hvis fører på Herningegnen var Peder Graversen.
Ivar Viftrup var på dette tidpunkt ”Nordboernes” fører og trådte skarpt op mod Jens Hau, der erklærede ham for en kætter og et helvedes barn, og indledte en veritabel smædekampagne imod ham. Jens Hau blev senere Dømmernes fører og præst i de nordlige egne.
Et andet stridspunkt var konfirmationen, der er ikke er nævnt i Biblen.
Luthers katekismus
Udgangspunkter for Dømmernes standpunkter var bl.a. Balles forklaring til Luthers katekismus, der brugtes i undervisningen til konfirmation og brugen af Grundtvigs salmer i kirken, hvor de vakte kun kunne acceptere Pontoppidans forklaring, Luthers prædikener og Kingos og Brorsons salmebøger.
Pastor Falkenskjold i Rind skriver i 1855 i sin indberetning til biskoppen bl.a.:
”Men det højeste punkt af fanatisme viste sig i Lind by, Rind sogn, ved nytårstid blev der holdt forsamling, som blev ledet af tvende opvakte nordfra – den ene af disse var Jens Have fra Sahl, thi der blev erklæret, at der i hele Danmark ikke var en troende præst, men alle præster ligesom alle skolelærere blev stemplede som sorte kættere; Kirken blev kaldt Djævelens synagoge; Balles Lærebog en ugudelig og djævelsk bog.
I samme forsamling spillede for resten bemeldte Jens Hau sine tilhørere et puds, der karakteriserer den ånd, han ledes af. Da han nemlig under oplæsningen af en af Luthers prædikener kom til ende med den, tilføjede han følgende ord, hvilke han lod, som han oplæste af prædikenen: ”Ja, den største vantro og ugudelighed hersker i Danmark”.
I sommeren 1855 holdt biskop Daugaard visitats i Ryde sogn. Kirken var ganske overfyldt – ”et sandt russisk dampbad for mig”, skriver Daugaard derom til sit hjem, og udtaler i sin visitatsindberetning, årsagen til den stærke tilstrømning er tildels den usunde bevægelse, som enkelte fanatikere afstedkommer.
Jens Hau var også tilstede. Medens biskoppen katekiserede med skolebørnene, samlede Jens Hau en skare om sig på kirkegården, hvor han udtalte, at hvad der var talt i kirken var rent sjælemyrderi. Herom fortalte en del af de forsamlede bagefter biskoppen og vilde, at han skulle drage Jens Hau til ansvar. Men han talte blot beroligende til dem.
Nogen tid efter henvendte 90 familiefædre af Ryde sogn sig til ministeriet med andragende om, at Jens Hau måtte blive sat under tiltale for sin optræden.
Ministeriet besvarede ikke andragenet; men biskop Daugaard skrev – atter på sin rolige, sagtmodige og overlegne måde – til præsten, at kirkens overbestyrelse ikke kan indlade sig på at sætte Jens Hau eller nogen anden under tiltale eller på anden måde forfølge dem, uden at stå i fare for at handle i lighed med den romerske og pavelige kirke, der ikke ville have tøvet med at sætte grænser for sådan uvæsen.
Provst Damgaard skriver 1855 i sin indberetning til biskop Daugaard, bl.a.:
"Da Borbjerg sogn ved flere familieforbindelser og indflytninger er meget nær forbundet med de familier, som er de ivrigste [Dømmere] i Ryde og Sahl, så fandt jeg mig foranlediget til efter min prædiken anden juledag, da navnlig de unge var talrigt forsamlede, at advare mod Jens Havs vildfarelser og at forlange, at såfremt nogen modtog til at holde en forsamling i sit hus, vilde jeg underrettes derom, da det var min agt i så tilfælde at møde der. Han har imidlertid intet tilhold og ingen indpas fundet her og ingen forsamling afholdt; også i Sahl, hvor han bor er han ikke agtet - han er ellers født i Borbjerg sogn, hvor hans fader døde som fattiglem for nogle år siden, og af hvis fattigvæsen hans moder, der er tilhuse hos ham, forsørges - ; det er Ryde sogn, der er tilfalden ham."
Jens Hau vandt sig tilhængere i sognene: Ejsing, Sahl, Ryde, Borbjerg, Handbjerg og Aulum; men da partiet var størst, var der næppe over 30 medlemmer. Det var dog først efter 1857, at Dømmerne vandt fodfæste i Handbjerg.
I følge Aulum Kirkebog fra perioden, havde han også flere tilhængere her.
Ved indførslen af min morfar i kirkebogen står der: Hjemmedøbt af faderen ( Morten Sørensen i Skovgaard ), der tilhører Jens Haugs Parti.
Ligesom Dømmerne på Herningegnen trådte ud af Folkekirken, således gjorde også Jens Haugs parti.
Det skete i 1863. Jens Hau blev præst for sit parti og blev ved dermed i 12-13 år, indtil det opløstes 1875 ved at de enkelte medlemmer igen trådte ind i Folkekirken og sluttede sig til Indre Mission, som da var kommet til egnen.
Jens Hau derimod gik over til Luthersk Mission, men døde 1 år efter.
Hvem var denne Jens Hau:
Jens Jensen Hau blev født i Borbjerg sogn:
Kirkebog Borbjerg sogn
- Født 19 Juni. Boolsmand Jens Jensen og Hust Ane Mortensdatter en Søn Jens i Ravnshoihuus. Baaren af ? Grein i Nygaard. Fadd. Christen Grein og Dat., Lars Kielsmark og Søster.
Kirkebog Borbjerg sogn
- Confirmeret. Jens Jensen i Brunberg. Søn af Jens Jensen Hau og Anne Mortensdatter i Brunberg. Født 19 Juni 1808. God Kundskab og opførsel. Vaccineret 12 October 1812 Edel Toft
Kirkebog Borbjerg sogn
- Jens Jensen 16 Aar, Tjenestekarl. Afg. til Sahl fra Tinkedal.
Ikke fundet tilgået dette år.
Kirkebog Sahl sogn
- Jens Jensen Hau ankom 10. Mai. 30 Aar. Husmand. Ank. fra Veile. Anmærkninger: Havde været i Kongens Tjeneste og siden ei i nogen fast Tjeneste, derfor Skudsmaalet ei paategnet i flere Aar. Vaccineret den 12. October 1812.
Kirkebog Ryde sogn
- Gift 12 Juni. Jens Jensen Hau, 30 Aar. Ungkarl, Husmand i Bjerth i Sahl sogn og Karen Nielsdatter, 31 Aar. Tjenestepige i Westergaard i Bjerth. Forlovere: Kirkesanger og Skolelærer Chr. Ulsøe og Gaardmand Niels Christensen i Westergaard.
Folketælling 1840
Ringkoebing, Ginding, Sahl, Bjerth bye, Et hus
Jens Jensen 32 Gift Husmand
Karen Nielsdatter 33 Gift Hans kone
Ane Mortensdatter 74 Enke(mand) Aftægtskone
Folketælling 1845
Ringkoebing, Ginding, Sahl, Bjert, Hus
Jens Jensen Hau 37 gift Husmand,og sogneforst. Borbjerg
Karen Nielsdatter 38 gift Hans kone Ryde
Ane Mortensdatter 78 ?? Almisselem fra Borbjerg sogn Møborg
Folketælling 1850
Ringkoebing, Ginding, Sahl, Bjerth Bye, et Huus
Jens Jensen 42 Gift Husmand lever af sin jordlod Borbjerg sogn Ringkøbing amt
Karen Nielsdatter 43 Gift hans kone Ryde sogn Ringkøbing amt
Ane Mortensdatter 80 Enke Almiselem fra Borbjerg sogn Borbjerg sogn Ringkøbing amt
Folketælling 1855
Ringkoebing, Ginding, Sahl, Bjert by, Et huus
Jens Jensen Hau 48 Gift Hmd., lever af hans jordlod Borberg Sogn
Karen Nielsen 49 Gift Hans kone Ryde Sogn
Inger Marie Pedersen 36 Gift Tjenestepige Eising Sogn
Ane Mortensen 92 Enkemand Almisselem Møborg Sogn
Den 24. maj 1855 indberetter Provst A. K. Damgaard til biskoppen vedr. Jens Hau:
"han er ellers født i Borbjerg sogn, hvor hans fader døde som fattiglem for nogle år siden og af hvis fattigvæsen hans moder, der har til huse hos ham forsørges."
Kilde: Dansk Præste og Sognehistorie (Kirkelig geografi) 1848-1849 (1972), VI Viborg Stift. Pag. 569.
Folketælling 1860
Ringkoebing, Ginding, Sahl, Bjerth by, En gaard
Jens Jensen Hau 62 Gift Gaardmand, huusfader Borberg Sogn
Karen Nielsdatter 53 Gift Hans kone Ryde Sogn
Ane Kirstine Jensdatter 27 Ugift Tjenestepige Nees Sogn
Mette Marie Frederiksen 8 Ugift Pleiebarn Hjerm Sogn
Ane Clemmensdatter 24 Ugift Skræder Haasum i Salling
Mette Cathrine Knudsen 15 Ugift Skræder Her i Sognet, KOMMENTAR: Frimenighed
Folketælling 1870
Ringkoebing, Ginding, Sahl, Bjert
Jens Jensen Hau 61 Gift Husfader Landbrug Borbjerg
Karen Nielsen 62 Gift Husmoder, hans kone Ryde
Mette Marie Christensen 16 ?? Syerske, tyende Maabjerg
Kirkebog Sahl sogn. (opsl. 230)
Død 9 Marts, begravet 17 Marts. Jens Jensen (Hau). Gift Hmd. i Bjerth. Født i Borbjerg Sogn. 67 Aar.
Jens Haus hustru Karen Nielsdatter dør 1874 og året efter gifter Jens Hau sig med den 40 åriige Ane Christensen. Hun har åbenbart ikke været særlig fortrolig med familierelationerne.
Af skiftet efter Jens Hav fremgår det bl.a.:
"Den afdødes Arvinger opgives at være
1 Søster gift med en Dagleier i Estvad med Navn (vides ikke)
1 søster der er død og har 3 Sønner nemlig:
1 Søn Jens Jensen Smed ved Ryde Kirke
1 do. Jens Chr. Nielsen Damgaardhus i Borbjerg, og
1 do. Anders Chr. Nielsen Formentlig i Rind men har faaet Fattighjælp af Sahl Kommune"
Kilde: Hjerm-Ginding Herreder, Mindre Skifteprotokol 1842-1883, Book No. 21
Pag. 179. Film 9768.
På Herning egnen kender man bevægelsen som de såkaldte "Højhellige" eller i folkemunde "Dømmerne". Her var det især brødrene Peder og Troels Gravesen, der dominerede.
De var grundet af hedebønder, der med stor flid og nøjsomhed havde forvandlet hedeområder til landbrugsjord og af fortidens hosekræmmere, der sammen med andre driftige folk blev del af industrieventyret i Herning og satte Hammerum Herred på landkortet, som en landsdel, der hele tiden udviklede sig.
Når vi synger om Jens Vejmand, hvis borgerlige navn var Jens Nielsen, er det nok de færreste der ved, at han faktisk var menighedstjener i frimenigheden, som var den ydmyge stillingsbetegnelse for præsten.
"Du går til helvede". Sådan hilste de på folk, der ikke tilhørte bevægelsen eller var frafaldne. De holdt gudstjenester på fire timer. De hjemmedøbte deres børn, fordi de mente, at det var vigtigt, at barnet blev døbt lige efter fødslen, så de var sikret at komme i Paradis, hvis de senere døde. (Vi skal huske på, at dødeligheden for nyfødte var stor på den tid). De mente, at barnet røg i Helvede, hvis de døde, før de blev døbt. Ligeledes var dødfødte også fortabte, og nogle mente ovenikøbet, at det var moderens skyld. Uhyggeligt.
De interesserede sig ikke for ydre mission, for der var hedninger nok omkring dem.
De afholdt selv nadvergudstjeneste og blev borgelig viet.
Deres officielle navn er Kristelig Lutheransk Trossamfund. De blev frikirke i 1863 og eksisterer endnu.
Min mor har fortalt, at hun husker møderne, som blev holdt i hjemmene. På vejen til møderne gik man i en lang række. Både mænd, kvinder og børn var klædt helt i sort. Man gik med foldede hænder, mens man sang en enstonet melodi, som hun fortalte, næsten lød, som får der bræger. Hun har også fortalt, at de slyngede om sig med ord som: djævleyngel, du ender i helvede og lignende, og de gik heller ikke af vejen for at spytte på folk, der havde forladt bevægelsen. Mænd og kvinder sad adskilte under gudstjenesten.
Hendes far var ikke selv med i bevægelsen, men det var hans far.(min oldefar).
Da hendes mor døde i 1909, sagde hendes farfar til hende:" Hun var også en ugudelig kvinde, der helt sikkert ender i Helvede". Hårde ord over for en lille pige på 10 år. Min mor har fortalt, at da en person, der var udtrådt døde, stillede flere fra bevægelsen op ved graven og spyttede på kisten. Forfærdelig.
Men mange af dem havde også en anden side, som fylder mere. De var stærke i Bibelen og Luther, fromme, nøjsomme og flittige. I synet på nadveren var de forud for deres tid: De gik ind for, at børn måtte gå til alters, før de blev konfirmeret.
De to mest markante personer i Herning var brødrene Peder og Troels Graversen fra Nørholm.
Peder Graversen blev født 1806 den 22. dec. i Vesterholm. Han bosatte sig i Gullestrup, hvor han blev husmand og smed. Også han blev en af de ledende inden for dømmerbevægelsen. Han døde 1894 den 17 jan i Gullestrup, Herning sogn. I anm.:"Var i en lang årrække leder af det separatistiske parti Dømmerne eller de højhellige". Han blev 87 år
Troels Graversen
Troels Graversen: født 1795 ved Lillelund og døbt palmesøndag den 29. marts.
Ved dåben palmesøndag 1795 blev han båret af Maren Jensdatter;
Faddere: Lars Andersen, Jens Thomsen og Johanne Christensdatter.
Troels Graversen blev gift d. 19. Maj 1821 i Herning med Kirsten Marie Sørensdatter; født 28. Januar 1802 i Vester Høgild, død 12. Juni 1896.
Ved dåben 28. feb i Herning blev hun båret af Maren Nielsdatter;
faddere : Jacob Schaarup, Christen Madsen, Niels Iversen, AnneKirstine og Maren Sørensdatter.
Han blev Konfirmeret i 1811 med disse bemærkninger:
" De lærte alle de befalede Lærebøger, dog de sidste to drenge og de tre sidste ikke bemærkningerne i Balles Lærebog. Der foruden lærte de alle en Deel Psalmer, meest i den ev. ehristl . Psalmebog .
Tillige Gjennemgikkes med dem den største Deel af B-. .rchs Bibelhiske Historier saaledes at jeg læste Historierne stykkewiis op og loed dem da skifteWiis ogsaa læse det samme, hvorpaa jeg spurgte dem i det saaledes oplæste.
Af dem alle udmærkede sig i Særdeleshed Troels Grawersen ved stadig Agtpaagivenhed, godt Begreb, og en ypperlig Hukommelse.
Om Troels Graversens ungdom vides kun, at han har været vinterlærer i Gullestrup, vist nok i Overgaard, og at han lærte snedker- og bødkerprofessionen hos en Anders Bødker, der boede i den søndre gård i Brændgård.
I 1824 (8 år efter at faderen døde) overtager han fædrenegården Vesterholm fra sin mor, som herefter får aftægt af gården. Skødet (dateret 6. februar 1824) bærer en
påtegning om at have været forevist landmilitssessionen for Ringkøbing Amt.
Det må formodes at Troels Graversen ved den lejlighed er sluppet for videre krigstjeneste.
Den 8. Juni 1827 opnår han kongelig bevilling til at drive købmandshandel på Vesterholm.
Med tiden blev han også en slags mellemmand i handelen med uldtøj, og solgte hjemmestrikkede uld sager videre til omrejsende uldhandlere.
Troels Graversen var en dygtig og anset mand på egnen. I 10 år var han sognefoged i
Herning og siden blev han amtsrådsmedlem.
Ved Troels Graversens tilslutning til den såkaldte "Dømmer bevægelse" blev Vesterholm et slags åndeligt centrum for denne (se nærmere i J. Gøtzches bog: "Træk af en jysk vækkelseshistorie".
Resten af livet var han præget af bevægelsens tunge og alvorlige livsindstilling.
Troels Graversen døde på Vesterholm 1865 den 6. sept. 70 år gl.
H.P. Hansens udsagn:
Troels Graversen var en dygtig og velset mand på egnen. Han var 10 år sognefoged i Herning. Han blev siden amtsrådsmedlem. Han var kendt for sin flid, nøjsomhed og gudsfrygt. Han oprettede den den første rigtige købmandshandel på egnen.
Dette er beskrevet i H.P. Hansens bog: "Midtjyllands ældste købmandshandel". d. 8.6.1827 fik han kongelig bevilling til at drive købmandshandel. Han handlede med uldtøj, kolonialvarer, træ, tømmer, isenkram, brændevin, tobak, smør, farver, kakkelovne og huder.
Mindesten over Graversen/Truelsen slægten på Vesterholm
Kirken
Aulum kirke blev bygget mellem 1100- 1200-tallet.
I 1709 erklæredes krig mod Sverige, og for at skaffe penge til at føre krigen blev mange landsbykirker sat til salg.
Aulum Kirke blev solgt til en stormandskøbmand fra Holstebro, Niels Ibsen. Han ejede i forvejen Lergrav. Herefter var kirken i Lergravs ejeres hænder indtil 1813, hvor det ud af optegnelser ses, at sognebørnene ses som selvejere af kirken. Der er blevet bygget til kirken i flere omgange. I 1500- tallet blev tårnet bygget til skibets vestende. I dag er det kun i 2 stokværk, men man mener, at det har været i 3 stokværk, da reglen var, at tårnet skulle være dobbelt så højt som skibet. Går man op i tårnet, brydes trappen brat af, og væggen er muret til. Det fortælles, at kirkeværgen i Lergrav manglede sten til sit byggeri og hentede dem fra kirken. Der ses sten i det gamle Lergravs bygninger, stenene var af samme slags som tårnets.At kirken igennem tiderne ikke blev lige godt vedligeholdt af ejerne fra Lergrav ses i en skrivelse Pastor Morsing i 1772 til biskoppen. Klagen går videre til herredsprovsten:
I klagen beskrives:
1. Min indgang og udgang til kirkegård og kirke, over en søndersplintret jernrist med en dyb grøft under, sætter mig i skræk for at brække mine ben.
2. En rådden og styrtefærdig prædikestol, står jeg på med frygt og bæven.
3. Nedsunkne grubber i kirkegulvet gør mig frygtsom for, at jeg snubler omkuld, ved den ordentlige løbende bevægelse ved catechisationen.
4. Ved vandløb, høst og vinter, står det meste af kirkegulvet under vand og is, så tilhørerne må dels slæbe mig og andre ind og ud af kirken.
Conrad Lundsgaard, der på det tidspunkt var ejer af kirken, fik mange henstillinger fra biskop Bloch i Ribe om at forbedre forholdene både m.h.t. kirkens ornamenter og messeklæder og bygningernes vedligehold, hvor loftet var råddent, brøstfældigt og farligt, men han tog let på henstillingerne. Han betegnes som både drillesyg og ondskabsfuld flere steder.
Fra den tidligste tid, hvor kirken har eksisteret og indtil i dag (2020) har der været 31 præster. Nuværende præst er Maj Brit Hvid Christensen.
Der har været mange gode præster i årenes løb, men der har også været personer imellem, som ikke altid har gjort det bedste indtryk.
Præster
Jeg vil her nævne nogle stykker:
nr. 12. 1766- 1790 Christian Johansen Morsing
Der var ikke mange i menigheden, der forstod ham, da han kom fra Norge og talte et syngende norsk, mens folk i Aulum talte jysk, som også var svært for præsten at forstå.
Han betegnes som en nervøs og opfarende mand, som Conrad Lundsgaard fra Lergrav elskede at drille, og han gjorde alt for at forbitre præstens liv. Lundsgaard udtalte engang, at selvom det skulle koste ham 200 rdl. skulle han nok sørge for at få den norske præst væk fra sognet. Det mål, nåede han ikke, men det førte til mange sager.
Morsing døde 20. oktober 1790.
10. 1730- 1749. Nicolai Jensen Snedstrup
Snedstrup havde haft flere ansættelser, før han kom til Aulum bl.a. i 1721, hvor han var kapellan i Skive- Resen. Han var blevet gift med Johanne Knudsdatter Floutrup, der var enke efter hans forgænger der.( Det var meget normalt, at man fik enken med i købet, når man fik en stilling).
I 1730 kom han til Aulum.
Om hans hustru skrives: på grund af hendes uforsigtige omgang med ild, brændte Aulum præstegård ned i 1737. Man mener, at de ældste kirkebøger hermed gik tabt. Der fortælles om, at han i 1747 er så svag, at han ikke kan gå over til kirken, da biskop Brorson kommer på visitats. Der beskrives af Brorson, at degnen eksaminerede børnene meget smukt, og at ungdommen svarede hel vel. Der var desværre mange, der ikke kunne være tilstede, fordi, som det beskrives: største delen af dem lå i mæslinger og hidsig sygdom, som grasserede på egnen.
nr. 16. 1839- 1842. Otto Casper Vallentin Wedel
Pastor Wedel blev afskediget efter pålæg af 4. juli 1842. Han blev gjort umyndig, og der skrives om ham: ”Han er en yderst simpel udstyret person."
Han gik under navnet "Den gale Præst"
Årsagen til hans afskedigelse var efter sigende, at han havde forgrebet sig på altertøjet(messehaglen), hvor han havde sprættet guldkorset af og solgt alt, hvad der havde værdi. Om hans far, præsten Lago Wedel blev der skrevet: "Han besad en betænkelig og upålidelig erhvervstilbøjelighed", så æblet var ikke faldet langt fra stammen.
nr. 24. 1891- 1899: Agner Torm.
Pastor Torm var en meget vellidt præst, der fik oprettet en menighedspleje bestående af 12 mænd, som fik hvert sit distrikt at passe. De blev af menigmand kaldt De tolv apostle. De besøgte gamle og syge for at se, hvor der var brug for hjælp. De indberettede en gang om måneden til præsten om forholdene i deres områder. Hvis man skønnede, at der var brug for et præstebesøg, tog Thorn selv af sted.
25. 1899-1922 Bernhard Willer
Det var noget af en omvæltning, da Willer blev ansat.
Han var en skarp og særpræget forkynder. Da han kom til Aulum "afskaffede" han de 12 apostle på gråt papir. Hans lange prædikener blev der talt meget om. De kunne var 1 time eller mere.
På hans tid, var der en stor vækkelse i sognet. Han og hans hustru skænkede missionshuset på Østergårds vej til Indre Missions samfund i Aulum.
(Han var årsag til, at min mor efter 1918 ikke ville sætte sine ben i Aulum Kirke. Han var streng og udøvede en hård disciplin. Min mor var født med let krøllet hår, som hun flettede. Ved hendes konfirmation havde en krølle løsnet sig. Det opdagede præsten. Han hev hende op ved armen og nærmest råbte:” Se, hvilken forfængelighed, der her åbenbares”.
Min mor var forfærdet og følte sig nedgjort og ydmyget. Hun havde mistet sin mor, da hun var 10 år. Hun var ude at tjene, da hendes far var emigreret til USA i 1911. Da hun i 1918 fødte et barn uden for ægteskab, skulle hun bekende overfor hele menighedsrådet, hvem faderen var, selv om han havde øvet vold imod hende. Kirketugten var ellers ophørt på det tidspunkt.)
Det var nok heller ikke en hjælp at hendes farfar og farmor tilhørte det såkaldte “ Jens Haugs parti”. Medlemmerne var ikke medlemmer af Folkekirken. De hjemmedøbte deres børn og holdt gudstjeneste rundt omkring hos medlemmerne.
Hans fremfærd over for førstelæreren ved Aulum Skole, der tillige var kirketjener, førte til at biskoppen dømte ham til at give Simonsen en undskyldning overfor menigheden for hans udtale om Simonsen i kirken.
Pastor Viller sagde følgende, en søndag fra prædikestolen "Det er vel nok ærgerligt, at vi troende her i Aulum, må finde os i, at have en vantro kirkesanger."
Denne udtalelse kostede også præsten en kraftig næse af Biskop Kock i Ribe, som forlangte af ham, at han i Biskoppens overværelse, skulle give Simonsen en uforbeholden undskyldning.
klik på “En landsbydegn erindringer” på
https://www.herninghistorie.dk/?s=Simonsen
Det var med til føre til oprettelse af Valgmenigheden.
Du kan læse om Aulum Sogns skoler gennem tiderne på dette link.
https://www.aulum.dk/wp-content/uploads/2019/04/033-051-Skoler-i-lokalområdet.pdf
At Aulum Sogn var en fattig egn beskrives flere gange af de forskellige præster.
En præsteindberetning fra 1690, skrevet af Mads Olufsen Buch beskriver følgende:
En by kaldet Gammel Aulum er lagt under Lergrav, hvorfra præsten fik årlig til tiende 3 mark. I Warhede er 1,5 gård lagt øde, hvoraf præsten bekom 12 skp. rug. Ligeledes fortælles om Ljørring, Gabs, Wraa, Spegbjerg, Kilde, Dalgaard og Lundby, hvor man kun kunne betale ca. halvdelen af den oprindelige betaling.
Han beskriver: Her findes mangel på græsning, eftersom der kun er de skarpe agre og den sorte hede, så jeg må leje mit fæ andetsteds i græs om sommeren, og af de 6 køer kan jeg kun nyde så megen mælk som i god græsgang een.
Han beklager sig også over mangel af hø og fisk, da der hverken er søer, åer eller damme, og havet ligger 6 mil herfra. Der er ligeledes mangel på tømmer og træ. Han kalder befolkningen for "forarmede sognefolk" som ikke kan betale deres skatter. Der er heller intet tilbage at udgifte deres døtre med. (medgift)
Der findes dog et skolehus, men ingen skolemester eller disciple, da der efter gårdskifte mellem velbårne Ove Ramel og hans søster velbårne fru Anne Ramel ikke er betalt til skolen.
Han går videre med at sige, at dette er skyld i "Vores børn og ungdom til ynkelig forhindring i deres lærdom og forfremmelse.
Præsteindberetning til biskop J. Bloch 1766- 1769
Avlum sogn
Sognet hedder Avlum, men skrives også Auflum, da det har navn af avling.
Det grænser mod nord til Hodsager sogn, mod syd til Vorgod sogn, mod øst til Ørre sogn og mod vest til Vildbjerg sogn. Længden fra øst til vest er ½ mil og bredden fra syd til nord er 1¼ mil. Der er tre åer: Skjerk å med en smal gangbro, Ljørring å og Høgild å med en skrøbelig kørebro. Den eneste by er Skjerk med 4 gårdmænd og 5 småmænd.
I sognet er 25 gårde med 42 beboere og er på 239 td 3 skp 1 fjk og 1 alb. Desuden er der 3 husmænd under Lergrav og 2 i Avlum huse på præstegårdens mark, 1 på stedet Kronborg ¼ mil nord for kirken og en mølleplads i Nordre Skærbæk.
Bedste næring er rug, lidt mindre byg og boghvede, men ingen havre.
Engene er magre og fulde af lyngheder og sand.
Efter 5 års avl hviler jorden 7-12 år.
Der er hverken skove eller søer i sognet.
Her er ræve, harer og en del ulve, urhøns, agerhøns, viber, og en temmelig stor mængde giækler [Hjerpe], der i Norge kaldes Agerlo.
Husene er af bindingsværk og må klines hvert år. De er så lave, at man nærmest må krybe ind og ud af dem. Tagene er tækket med halm og lyng.
Der er 226 personer over 12 år.
Vejret er ret tåget og blæsende, især fra vest.
Dødes og fødtes antal er vel 10-20 årligt af begge køn.
I 1641 gav Birgitte Friis, enke efter Albert Scheel til Fussingø, 240 rdl. hvis renter skulle bruges til løn for degn og skoleholder fra Mikkelsaften.
Om Lergrav fortælles:
Det siges at Lergrav skal være oprettet af en sørøver ved navn Jacob Rostrup, der satte sin rigdom i sikkerhed og en slags lovlighed i gården, der oprindelig blev stavet Lurgrav, som der endnu står på landkortet. Så vidt det vides er ejerne: Bernt Møller, negotiant i Skive, Niels Jepsen, negotiant i Holstebro, Andreas Opitius, der kom søndenfjelds fra i Norge og hans søn
Mads Opitius.
Den nuværende ejer Conrad Lundsgaard vil ikke give den mindste oplysning om ejerne.
Gården på 40 td er komplet med over 200 td. hartkorn, der ligger her i sognet og i Ørre og Vinding sogne.
(negotiant= storkøbmand)
Sognets bedste næring
er hose binding eller strømpefabrikation, som bønderne lærer deres børn, før de lærer ABC. Nogle hosekræmmere med store stærke heste rider en gang om ugen rundt i alle sogne i herredet og indsamler ugens fabrikation. De bliver så sendt med skib til handelsmændene i København og i hele herredet kan det indbringe omkring 1000 rdl. om året.
Rug er det bedste korn på den sandede jord, og i nogle år også lidt byg og boghvede.
Der er ulve, ræve og harer samt urhøns, vildænder, brokfugle, bekkasiner og snepper.
Der er intet fiskeri, så fisk må købes som tørfisk af bjergfisk, gråsej, kuller, hvillinger, torsk og røgede ål. De købes i Horsens og Ringkøbing og på Holmsland, men nogle år har de været urimeligt dyre.
Der er en grovsmed, men ikke andre håndværkere.
Danmarksgade i Aulum: 1904
Da min mor blev født på Jersild Mark i 1898 var selve Aulum By ikke ret stor. Hun har fortalt, at den var delt i Kirkebyen og det, der i 1904- 05 blev til Stationsbyen. Imellem de to bydele var der en lund.
Billedet er af Danmarksgade. For enden af gaden til venstre ligger i dag byens torv.
selve Kirkebyen bestod kun af nogle enkelte huse, 6-7 stk. De lå på en sandet vej, med grøfter ved begge sider, og med frodig vækst af græs og forskelligt ukrudt på grøftekanterne. Husene var små, lave og spartanske, men det var i følge min mor ikke noget man tænkte på. Folk på egnen var nøjsomme og gudfrygtelige, man var tilfreds, hvis der var mad på bordet hver dag og tøj på kroppen.
Kirkegade 1905
Aulum by 1898- 1904
Byen Aulum fra 1898- 1918
Følgende beskrivelse af Aulum Sogn er fra Trap Danmark 3 udgave i 1896 altså 2 år før min mor blev født.
https://www.danskeaner.dk/wiki/index.php/Aulum_Sogn
Det var en kæmpe landvinding da jernbanen mellem Herning og Holstebro kom til Aulum. Verden blev udvidet, man behøvede ikke længere at gå hele vejen.
Min mor rejste fra Aulum i 1918.
https://aulum.dk/forening/aulum-handelsforening/historie/
https://aulum.dk/forening/aulum-handelsforening/historie/
Aulum Mølle:
Aulum Mølle stod færdigbygget i 1908. Den var bygget af møllebyggeren, Chr. Jul Nielsen fra Holstebro.
Det var gårdejer Jeppe Petersen, der ejede møllen, men han bortforpagtede møllen til forskellige møllere, indtil den i 1925 blev overtaget af Niels Thomsen Mikkelsen, der med stor dygtighed drev den indtil 1947.
I 1947 blev Aulum Foderstof skilt fra Brugsforeningen og flyttet om i møllen. Peter Lindholt, som var ansat i Brugsforeningen, blev ansvarlig for driften i møllen. Han drev møllen frem til 1964.
I 1964 blev Thomas Hansen ansat som møller.
I dag bruges møllen til koncerter og kunstudstillinger.
Aulum Station 1904
Søndergade med få huse og alderdomshjem
Aulum station i 1904
Aulum som stationsby.
Jernbanen mellem Herning og Holstebro blev åbnet i 1904 som en af de sidste strækninger i det banenet, vi kender i dag.
Forbindelsen mellem Holstebro og Struer var blevet etableret så tidligt som i 1865, og Herning/Silkeborg-banen åbnede i 1877.
Jernbanen fik afgørende betydning for Aulum og omegns udvikling. Stationen var fra åbningen i 1904 og adskillige år frem arbejdsplads for mange mennesker og medvirkede dermed til fremgang og vækst for Aulum som stationsby.
Byens efterhånden mange forretninger fik en stor del af deres varer via banen, og landbruget modtog og afsendte forsyninger med toget. Omlæsning og udbringning af gods og fødevarer gav arbejde til byens vognmænd.
Mange af byens borgere og gæster benytter fortsat toget, og en stor del af Aulums indbyggere har en historisk eller nutidig tilknytning til stationen.
Den gamle stationsbygning er én af byens få tilbageværende markante bygninger. Fremsynede og visionære politikere i den gamle Aulum-Haderup Kommune sikrede ved opkøb, at bygningen blev bevaret, da dens oprindelige funktioner ophørte.
Den er tegnet af arkitekt Heinrich Wenck, som var statsbanernes chefarkitekt fra 1894 til 1921. Han opførte mange stationsbygninger i Danmark, heriblandt Holstebro Station og Københavns Hovedbanegård.
Aulum Station er et rigtigt fint eksempel på H. Wencks arbejde. Bygningen har trods enkelte ombygninger og en del slitage bevaret mange af de ydre arkitektoniske kvaliteter og bærer præg af den høje håndværksmæssige standard, der var karakteristisk for H. Wenck.
Bygningen har mange fine murværks detaljer, det gamle naturskiffer tag er bevaret og ligeledes de små sprodsede vinduer.
Gavlspidserne afsluttes med en fin lille detalje – en såkaldt ”husbrand,” der på magisk vis skal værne bygningen mod lynnedslag og brand.
Indvendigt er der ikke meget tilbage, der minder om bygningens tidligere funktion som station. Stationsforstanderens lejlighed er nedlagt og den tilhørende have er udlagt til cykel- og bilparkering.
Også pakhuse og det karakteristiske ”vandtårn,” der skulle forsyne damplokomotiver med vand på kedlerne, er væk.
Den oprindeligt indbyggede loggia mellem den gamle ventesal og perronen er ligeledes fjernet.
I dag fungerer det som et forenings- og kulturhus takket være lokale ildsjæle.
Aulum i dag.
Aulum er en stationsby og center by midt Herning og Holstebro
Der findes dagplejere, børnehaver, flere daginstitutioner samt 2 skoler med overbygning.
I Aulum er der 3.228 indbyggere.
I tilknytning til skolerne er der idræts- og fodboldbaner.
I byen er et rigt foreningsliv og i tilknytning til Aulum Fritidscenter findes et nyt motionscenter.
Af samlingssteder i Aulum findes Aulum Kro, Aulum Fritidscenter, Aulum Hallen samt Aulum Mølle. Aulum Mølle danner ramme om mange kulturelle arrangementer og diverse kunstudstillinger.
Endvidere findes et nyrenoveret plejehjem samt velfungerende ældrevenlige boliger og et aktivitetscenter i tilknytning hertil.
https://aulum.dk/
Vi har boet i Aulum siden 1970. Vi har altid syntes, at det var et godt og trygt miljø for vores nu voksne børn at vokse op i.
Vi er blevet hængende her, fordi Aulum har en fin placering midt mellem de to store byer Herning og Holstebro, så nogle gange tager vi til Holstebro og andre gange til Herning. Havde vi boet i enten Herning eller Holstebro, ville vi nok kun meget sjældent komme til den anden.
