Fra min fars 60-års fødselsdag d. 18. juni 1955 i Nordkap 12, Holstebro

Konfirmeret 2. oktober 1955 i Holstebro Kirke

Familien i 1926-27

Mine forældre sammen med mine søskende. På mors skød sidder Martha, ved siden af Martha er det Metha, Søren og Astrid på fars skød. Bagerst er det Karen. Billedet må stamme fra 1927-28.  Martha blev født d. 18. juli 1926 i Olling, Assing Sogn. Astrid blev født d. 17. januar 1925 ligeledes i Olling. Metha stående blev født d. 20. februar 1923 i Olling. 
Karen blev født i Aulum d. 13. januar 1918, Søren blev født i Gjellerup d.  d. 7. november 1921
Børneflokken voksede senere med: Elna, Aksel, Bendt, Svend Aage, Knud Erik, Birgit og Kristian.
Ejendommen, hvor familien boede nedbrændte efter et lynnedslag. Ejendommen var ikke ordentligt brandforsikret, så familien måtte flytte "teltpælene" tilbage til Gjellerup, hvor min bror Axel kristian Larsen blev født d. 21. juli 1930 i Gjellerup By. Min bror Bendt blev ligeledes født i Gjellerup d. 7. september 1933 i Gjellerup.
Herefter gik turen en kort tid til Sinding, hvor min bror Svend Aage blev født d. 5. februar 1936 på Asbjerg Mark i Sinding Sogn.
Dette ophold varede ikke længe for min bror Knud Erik ses født d. 17. februar 1938 i Gjellerup Kirkeby. 
Elna Birgit blev ligeledes født i Gjellerup området, det var d. 7. april 1941 i Birk. 
Herefter flyttede familien igen til Olling, hvor ejendommen Højkilde blev købt.
Min lillebror Kristian er født her d. 1. maj 1944, 1 halvt år før min fars og mors sølvbryllup.

Mine forældre havde beholdt jorden til den tidligere ejendom i Olling. Jordstykket lå ned til Von Ã, som løber gennem Kibæk. Her var der både eng og mose, hvor mine forældre skar tørv i krigsårene og kalvene og kreaturerne græssede i de meget tørre somre i fyrrene.

Mit Liv

 Barndomstiden.

Jeg blev født d. 7.april 1941 i Birk i forrygende snestorm. Mit dåbsnavn er Elna Birgit Larsen, men jeg bliver altid kaldt Birgit. Jeg blev døbt i Gjellerup Kirke d. 1. maj 1941, og vejret var ikke blevet bedre, så min far måtte spænde hestene for kanen for at komme til kirken. Jo, det var tider, hvor der var sne om vinteren, og hvor somrene var meget varme og tørre.... Min far hed Johan Larsen og min mor var født Maren Mortensen. Min far blev født d. 18. juni 1895 og døbt d. 25. juni 1895 i Gjellerup Kirke som søn af Chr. Larsen fra Sønderbjerg og hustru Mette Kirstine Larsen f. i Gjellerup. Fadderne var Husmand Gravers Larsen og hustru Katrine Kirkeby i Linaa og husmand Gravers Peder Kristensen og hustru Mette Larsen i Tulstrup.

Min mor er født d. 9. september 1898 på Jersild Mark ved Aulum. Hun blev døbt d. 11. september 1898 i Aulum Kirke. Faddere ved dåben var: Karen Marie Jensen, Gårdmand Morten Sørensen begge af Skjerk. Husmand Jens Lauridsen Nielsen i Tved og hustru Karen Marie Olesen.

Hendes forældre var Karen Jensen født i Aulum og Søren Chr. Mortensen fra Skovgaard i Skjerk ved Aulum. Karen Jensen blev født d. 16. august 1874. Hun blev kort efter fødslen hjemmedøbt. Hun blev fremstillet i kirken d. 11. oktober samme år.

Søren Christian var født d. 1. januar 1871 i Tved i Aulum. Han var søn af gårdmand Morten Sørensen i Skovgaard i Skjerk og hustru Maren Jensen.
Han blev døbt d. 4. januar 1871.

Jeg har ladet mig fortælle, at vi boede i et lille hvidt hus i Birk, da jeg blev født.
Af hjemmeboende søskende var der Søren Kr., Metha, Martha, Aksel, Bendt, Svend Aage og Knud Erik. Min ældste søster Karen var fløjet fra reden og bosat i Næstved sammen med sin mand Cristian Pedersen og deres datter Jytte.
I 1942 flyttede vi til en lille landejendom I Olling ved Kibæk. Min far havde siden 2. Verdenskrigs begyndelse arbejdet i kullejerne ved Søby. Han udførte boringer efter kul, stod ofte for afvanding af kulgravene, havde desuden flere skrivelser fra forskellige selskaber om, at han skulle rydde jernbanesporene for de kul, som blev spildt ved pålæsningen. For at rydde disse spor fik han kullene som betaling. Det var en rigtig god forretning.

På kort tid havde han tjent så mange penge, at han kunne købe ejendommen i Olling kontant. Hermed var et ønske opfyldt. Her kunne han give sin familie tag over hovedet og et sted, hvor man kunne blive selvforsynende med de fleste ting. Ejendommen var indrettet med et stort soveværelse, stort køkken med nedgang til kælder, bryggers, to stuer, forgang og et gæsteværelse. På loftet var der to værelser og et tørreloft. Fra bryggerset kunne man gå ud i staldbygningen /laden, som var T- formet, så hele ejendommen blev trelænget. Der var desuden et maskinhus og et stort hønsehus. 

Jeg er født som nr. 12 i en børneflok på 13. To af mine "ældre" søskende døde som små. Min bror Søren døde af difteritis og min søster Elna af lungebetændelse. De blev begge begravet på Gjellerup Kirkegård, hvor mine bedsteforældre på fars side også blev begravet.

I børnerækken var der først Karen, Søren (død som lille), Søren Chr., Metha, Astrid, Elna (død som lille), Martha, Aksel, Bendt, Svend Aage, Knud Erik, Birgit og Kristian.

Jeg er vokset op under 2. Verdenskrig og i efterkrigsårene. Vi har kendt til afsavn og fattigdom, men vi har også følt stor samhørighed og hjælpsomhed folk imellem. Der er sket utrolig mange fremskridt i min levetid. Fra at køre med hestevogn, kane og udføre hårdt manuelt arbejde i stald og på mark, til at kunne sende folk til månen og lade folk opholde sig på rumstationer i månedsvis. Hvem ville have troet det muligt i 40èrne?

Halsbetændelse, lungebetændelse, tuberkulose og børnelammelse var alvorlige sygdomme i min barndom. Mange døde af disse sygdomme, fordi man ikke havde en effektiv medicin. I dag kan man kurere mange sygdomme, man kan transplantere hjerter, nyrer og lunger m.m., man kan indsætte kunstige led og dermed forlænge livet for mange. I dag kan man behandle mange kræftsygdomme, man kan holde H.I.V. i skak. Samtidig med at man forlænger liv, er den grove vold steget. Nogle mennesker i vores samfund har ikke respekt for andres liv. For økonomisk vinding går de ikke af vejen for at tage andres liv, som man slukker for et fjernsyn. Hvordan man som samfund er havnet i denne situation, gisnes der meget om. Vi har haft økonomisk fremgang, så egentlig kunne vi alle have det så godt.

I dag smider man rask væk ting ud, som ville have været helt utænkelig i min barndom. Da gemte man tingene, for man kunne får brug for dem senere til f.eks. at reparere andre ting med. Jeg har stadig en lille rest at denne tankegang tilbage. Jeg hæger over arvegods fra mine bedsteforældre, forældre og svigerfamilie. Ikke fordi tingene er nødvendige, men fordi de fortæller en historie og vidner om en tid, hvor f.eks. møbler blev lavet til at kunne holde mere end et menneskeliv ud og ikke blot til at skulle kasseres efter en kortere periode. Det var virkeligt håndværk af karat. Desværre er vores nutid blevet noget overfladisk både materielt og menneskeligt, og det trods de store fremskridt, som skulle have været til glæde for os alle. De menneskelige værdier, som jeg kendte fra min barndom, synes til dels at være gået tabt sammen med den økonomiske udvikling.
Nogle kalder nutidens børn og unge for Curling- generationen, fordi de som i spillet Curling serviceres for at nå i mål med det, de lige nu ønsker. Her er det forældrene, der stiller op ofte uden at stille nogle krav til "ungerne".  Det er sket med glidende overgang, almindelig høflighed forsvinder, sprogets udvikling er ikke noget at prale af, og der indføres en egoisme, hvor forældre insisterer på, at Solen drejer rundt om deres børn, og at resten af solsystemet, planeter og diverse beboere skal rette sig herefter.
Selvfølgelig gælder det ikke alle børn og unge, men rigtig mange synes, det er for besværligt at cykle eller gå til skole eller til fritidsinteresser m.m. og forventer, at forældrene står til rådighed med bilkørsel hele døgnet rundt.
Jeg tror ikke denne udvikling er til gavn for de unge. Mange får en brat opvågning, når de flytter hjemmefra og skal til at stå på egne ben. Jeg siger hermed ikke, at de "gode" gamle dage var bedre, men jeg er ikke i tvivl om, at de fleste lærte at opføre sig ordentligt, tage ansvar for sig selv og sin økonomi, inden man blev sluppet løs. Det var simpelthen en nødvendighed. Det var meget sværere at få en boglig uddannelse, en læreplads eller bare et almindeligt job på f.eks. på en fabrik, så en god og høflig opførsel talte meget, når man skulle søge job. 
Samtidig var vi "frie" fugle, der i vores fritid cyklede derhen, hvor vi syntes, det var spændende at være.  Vi gik ikke af vejen efter en varm sommerdag til at tage cyklerne og smutte en tur til Bremdal for at bade. Det var en tur på ialt 30 km. Vi var ikke så overvåget i vores leg, som børn er i dag. Vi lærte af de fejl, vi begik uden indblanding af voksne. Vi tog de kampe, der var nødvendigt, og bagefter var vi gode venner igen.
Jeg havde er rigt barneliv med plads til, at fantasien kunne slippes løs, og jeg havde mange gode venner og veninder at dele min sparsomme fritid med. men den tid, der var, blev benyttet fuldt ud.

De historier, jeg her fortæller om min barndom, er, som jeg har oplevet tiden, mine ældre søskende kan have oplevet tiden helt anderledes. Der er stor aldersforskel fra den yngste i flokken til den ældste, helt nøjagtig 26 år. Der kan også være forskel på, om man voksede op som pige eller dreng. Jeg kan ikke huske at mine brødre hjalp til inde, men jeg kan derimod huske at mine søstre også måtte hjælpe til i både stalden og i marken, når der skulle høstes eller tages kartofler op. 
Min far har fortalt mange anekdoter, når vi gik og hakkede roer sammen, og min mor fortalte også gerne om "gamle" dage, ligesom jeg i dag gerne fortæller vore børn og børnebørn om min barndom og ungdom.
Ligeledes er jeg tak skyldig til både min bror Aksel og min bror Svend Aage, som altid med glæde fortalte mig om de tider, jeg ikke selv huskede så tydeligt. Når de kom på besøg, fortalte de levende om "gamle" dage. Min søster Karen og min søster Metha har også været med til at fortælle mig om tiden før Olling.

Barndommen i Olling

Som det ses, blev jeg født efter 4 drenge, og da min far så mig, har min mor fortalt mig, at hans kommentar var: Endelig en pige igen. Efter mig fulgte endnu en dreng som rosinen i pølseenden. 2 af mine ældre søskende var flyttet hjemmefra, da vi flyttede til Olling. Min placering i børneflokken fik en afgørende betydning for min opvækst. Vi boede på landet, så vi legede meget med hinanden og sønnerne fra nabogården. Jeg fulgte med drengene overalt, så jeg fik tidligt lært at kravle i træer, på hanebjælker og løbe på skøjter.
Når hestene skulle på græs, blev jeg sat op på en af dem, og så var det ellers om at hænge fast, for hesten fulgte bare efter de andre, og der blev ikke taget hensyn til, at jeg var den næst mindste på det tidspunkt. Min storebror Bendt var en fortrinlig rytter, og når det var ham, der skulle ride hestene i engen, gik det altid over stok og sten. Han valgte den længste rute til vores eng. Turen gik gennem en skov, og her fik hestene lov til at strække ud. "Ledsagerhesten", som blev redet af en af os andre unger fulgte bare med. Jeg elskede disse ture, hvor vinden blæste håret bagud, og instinktmæssigt følte jeg, at faren lurede omkring hvert et sving, vi tog. Det pirrede min eventyrlyst.
Jeg elskede vores heste og har fortalt dem mange hemmeligheder, når jeg sad eller nærmest lå på ryggen af dem. Jeg har taget mange middagssøvne på ryggen af Prins, mens far gik bag ploven eller harven.

Jeg husker, at jeg flere gange blev slæbt med op på høloftet. Hvis jeg ville ned, var jeg nødt til at springe ned i noget hø, der lå på gulvet. Det syntes højt for så lille et barn, men ned kom jeg, og efterhånden gik jeg ikke af vejen for selv de højeste hop eller de højeste træer. Engang måtte min far kravle op efter mig, fordi jeg ikke selv kunne komme ned igen. Det var ikke kun mig, for jeg var kravlet op efter min kattekilling...

Vi boede på en lille ejendom ved navn Højkilde. Vi havde 10-12 køer, kalve og ungkreaturer. 2-3 heste, desuden grise, får og mange høns og duer. Vi havde også et par geder. Min mor har fortalt, at jeg og min lillebror fik gedemælk, da hun ikke længere selv havde mælk nok. Jeg har læst, at gedemælk er meget sundt, da det indeholder et højere indhold af kalcium, diverse vitaminer og mineraler end komælk.
En tid havde vi også kalkuner, men de blev slagtet, fordi de altid jagede min lillebror og mig.
Det var mit job at fylde tørvekasssen op med tørv hver dag. Jeg skulle hente tørvene ude i tørveskuret. I dette område elskede kalkunerne at opholde sig. Når jeg skulle forbi laden og passere over et åbent område til skuret, stod jeg altid først på lur ved hjørnet for at se, om kalkunerne var der. Hvis de ikke var lige i nærheden, styrtede jeg over til skuret og smækkede døren i. Som jeg altid holdt udkik med kalkunerne, så følte jeg også, at jeg var under opsyn af dem, for selv om jeg troede, at jeg havde fri bane, så var de altid samlet uden for døren af skuret, når jeg skulle tilbage med den fyldte kurv.
Når jeg skulle tilbage, åbnede jeg døren på klem og prøvede ved fagter at jage dem væk, men de reagerede ikke, før jeg smed en tørv efter dem. Så for de forvildede til alle sider, og inden de fik samling på sig selv igen, styrtede jeg af sted med min lille kurv med tørv i sikkerhed, med kalkunerne flagrende og hvæsende efter mig. Da jeg ikke var så stor, og derfor ikke kunne bære så mange tørv af gangen, foregik denne seance mange gange om dagen. Jeg kan huske, at det på et tidspunkt var så forfærdeligt for mig, at jeg fik mareridt om dem om natten. Jeg vågnede op drivende våd af sved, mens drømmen endnu sad i mig om en kæmpestor forfølgende kalkun, der hakkede øjnene ud af hovedet af mig, hvorefter den med et grumt grin åd dem.
En dag nåede jeg ikke i sikkerhed, fordi jeg snublede og faldt. Inden jeg nåede til bryggerset, blev jeg fanget af den største af kalkunerne. Det var lige omkring min 4-års fødselsdag, for jeg kan huske, at jeg på min fødselsdag blev drillet med, at mine sår i hovedet skyldtes, at kalkunerne ikke havde kunnet se forskel på mig og en roe. Kalkunen var næsten lige så stor som mig selv. Som i drømmen hakkede den mig i hovedet, så blodet flød. Jeg skreg i vilden sky. Heldigvis var min far i nærheden.
Da min far så, hvad der foregik, løb han efter kalkunen, fik fat om halsen på den og svingede den rundt i luften. Med kalkunen flagrende efter sig i sin udstrakte venstre arm, løb han ind i laden, greb sin økse med højre hånd, og kontant som han altid var, huggede han hovedet af kalkunen, og så var den ikke i stand til at genere os mere. De andre led samme skæbne. Siden den dag havde vi ikke kalkuner, og selv den dag i dag har jeg svært ved at spise kalkun...Når jeg skal til at stikke kødet i munden, ser jeg den kæmpestore kalkun fra min barndom...Jeg har stadig et ar over mit venstre øje til minde om den.

Min bror Svend Aage havde en hel del duer. Han havde lavet dueslag oppe under hvælvingen i ko- og grisestalden. Han forærede mig en smuk hvid due til min 5-års fødselsdag. Han lærte mig, hvordan jeg skulle omgås den for at gøre den tam. Det varede ikke længe, før den fandt en mage, og stor var min glæde, da jeg fandt ud af, at der var æg i reden.
For at kigge ind i reden skulle jeg stå på tå på bøvlet rundt om grisestien, med fare for at skvatte ned til den store so, der havde smågrise på det tidspunkt, hvor min due rugede på reden. Jeg var ikke bange for soen, den lod mig kravle ned til sig for at kæle for de små griseunger. Jeg fik altid en godbid af min mor til den, så den kendte mig godt.
Jeg fik engang en lille nyfødt gris, der var for svag til at sutte ved soen. Den fodrede jeg med en sutteflaske og lavede en papkasse med vat til den. Min mor lukkede lågen op til ovnen i komfuret, så satte vi kassen der om natten, der var dejligt varmt p.g.a. eftervarmen fra fyringen. Gløderne i komfuret blev hver aften dækket til med aske, så om morgenen skulle man bare rode rundt i asken, så var der stadig gløder, så man hurtigt kunne få varme på komfuret, hvor der hver morgen blev kogt havregrød og kogt vand til morgenkaffen. Når vi børn stod op, var der altid dejligt varmt i det store køkken.

Det er sjovt, at når man tænker tilbage til barndommen, er der altid nogle specielle episoder, der dukker op. Det kan både være gode oplevelser, men der kan som ovenfor nævnt også være negative episoder, der melder sig. Noget af det tidligste, jeg kan huske, er, at jeg som ganske lille prøvede at forcere stigen op til førstesal på stuehuset. "Trappen" var i laden, og der var ingen gelænder. Huset var under ombygning, så så vidt jeg husker det, så den endelige trappe var endnu ikke lavet. Mine brødre opholdt sig i et af værelserne på første sal, så jeg ville op til dem. Jeg nåede halvvejs op, da jeg blev hevet ned af stigen af min ældste bror Søren. Han skældte mig ud og gav mig et klap bagi og sagde til mig, at det måtte jeg aldrig gøre mere. Jeg husker, at jeg blev bange og ked af det, for ingen havde før skældt mig ud ej heller givet mig "smæk". Jeg græd og lang tid efter turde jeg ikke gå op på loftet, selvom der kom en rigtig trappe.
Da jeg blev voksen fortalte jeg min bror om episoden. Han huskede blot, at han var blevet meget bange, da han så mig stå langt oppe på stigen og var bange for, at jeg skulle falde ned.
Dette hændte i 1944, så jeg var kun 3 år, men hændelsen står stadig helt klar for mig.

Vi havde en gedebuk, som vi kaldte Mads. Den dresserede vi til at balancere på vognstjærten og lave alle mulige kunster. Vi indbød naboernes børn til cirkusforestilling og opkrævede 1 øre for hver deltager. Den fulgte os over alt, men den kunne ikke fordrage voksne, så posten har flere gange løbet for livet med Mads i hælene. Den var vores legekammerat sammen med hunden Dax. Engang blev Mads lånt ud til en forestilling om Klodshans, som F.D.F. erne skulle opføre. Selvom de havde fået besked om, at de ikke måtte sætte sig på den, var der alligevel en, der gjorde det, med det resultat at Mads brækkede ryggen, så far måtte aflive den. Vi var utrøstelige.
Vores hund Dax var en dobberman. Det var en utrolig hund. Den kunne på et lille vink hente køerne hjem fra marken. Hvis en ko var lidt genstridig, snappede Dax den i halen og af sted gik det for fulde sejl. Hvis min mor sagde, at den skulle passe på mig eller min lillebror, fik vi ikke lov til at gå uden for haven. Hvis vi prøvede på det, puffede den til os, så vi satte os ned. Da vi blev ældre, fungerede den altid som målmand, når vi spillede bold. Den blev altid valgt først, for det var faktisk umulig at skyde mål hos den. Den kunne snuppe bolden helt oppe i "trekanten".
Den fulgte med os til Holstebro. Mange folk kom for at låne den, hvis de havde mistet en pung eller lignende. Når vi legede gemmeleg, fandt den os ligegyldig, hvor vi havde gemt os. Jeg husker engang, hvor vi var ude at lege hos en af vores venner, som boede på en gård lidt udenfor bygrænsen mod Maabjerg. Vi legede gemmeleg. Den, som skulle finde, lånte altid Dax. Jeg havde gemt mig på høloftet, som var ca. 2 meter over lade gulvet. Der var en stige op til loftet. Jeg har aldrig set andre hunde gøre det, men da Dax skulle finde mig, mavede den op ad stigen til høloftet, borede sig ind gennem den løse halm og slikkede mig i ansigtet. Den helmede ikke, før vi alle var samlet igen. Hvis vi kastede en sten, kom den tilbage med den, selvom stenen lå på bunden af åen. Hvis den havde fået besked om at passe huset, mens far og mor var i stalden eller i marken, kunne det ske, at der sad folk i køkkenet, når de kom hjem. De måtte godt komme ind i huset, men ikke ud. Den lå lige så sødt og logrede med halestumpen, men hvis de prøvede at slippe ud, rejste den sig og viste tænder, og så var det søde pludselig forsvundet, og folk turde ikke forsøge igen.
Vi elskede Dax, og den fik et langt og lykkeligt liv. Den reddede hele familien under et voldsomt tordenvejr, hvor lynet havde slået ned i målerskabet. Den lå i bryggerset, men kunne ikke komme ind i køkkenet. Den løb så ud i haven og sprang imod vinduet til soveværelset og gøede af fuld hals. Min far og mor var klar over, at det var helt galt. De nåede at få slukket branden, inden den fik bredt sig til hele ejendommen.

Jeg husker også engang at tordenvejret var så slemt, at vores telefon ringede hele tiden og lynet slog ned i vores flagstang. Vi havde lært, at vi ikke måtte tage telefonen, når det var tordenvejr. Dengang var alle telefonledningerne luftledninger, og derfor var de udsatte for lynnedslag. Mine forældre havde haft en ejendom tidligere, hvor de stort set havde mistet alt, så de kaldte altid på os, hvis tordenen var lige over os om natten. Selv den dag i dag har jeg stor respekt for den slags vejr.

Vi boede på en bakke. Vi havde ingen rigtige cykler, for det var umuligt at få dæk og slange til dem. Vi havde en "cykel" uden kæde, dæk og slange. Den lærte jeg at "cykle" på ned ad bakken. Man løb den i gang, hoppede op på den, og prøvede så at holde balancen ned ad bakken. Det var ikke så let, for vejen var sandet med en forhøjning midt på.
Jeg husker, at en af mine søstre kom hjem med en herrecykel, man havde taget den øverste stang af. Det var umiddelbart efter krigen, den havde i hvert fald både kæde, dæk og slange. Jeg kunne næsten ikke nå styret, men jeg løb den i gang, sprang op på den og susede ned ad bakken, men det gik meget stærkere end sædvanlig med det resultat, at jeg ikke kunne styre den, men kørte ind i en kornmark, hvor jeg væltede og slog mig nederdrægtig. Mit ene knæ blev blåt og svulmede op, så jeg ikke kunne gå i flere dage. Det varede en rum tid, inden jeg skulle prøve det igen.

Vi legede meget på korn-og høloftet. Vi havde en mægtig gynge, som var sat op på et af hanebåndene. Når man gyngede helt i top, kunne man næsten nå taget med fødderne. Mine forvovne brødre sprang af gyngen i farten og kunne så lande på høloftet, hvis de var heldige. Nogle gange ramte de ved siden af og fik nogle vældige knubs. Jeg prøvede også, da jeg var omkring fem år, men jeg havde så meget fart på, at jeg havnede ovenpå en indendørs roekule, som der var lagt rafter og halm over. Jeg røg lige gennem halmen og sad i bælgravende mørke i kulen og skreg i vilden sky, indtil min far kom og reddede mig.

Min farfar: Christen Larsen dør d. 26. juli 1944.
Jeg var kun 3 år, da min farfar døde. Jeg husker ikke hans ansigtsudtryk, men jeg kan huske, at jeg syntes, han var en kæmpestor mand, når han løftede mig op fra gulvet. Jeg kan huske, at jeg stak mine små hænder ind ved åbningen af hans skjorte og holdt mig fast i en lodden måtte, for jeg følte, at jeg måtte have noget at holde fast i, når jeg skulle så højt op i luften. Jeg kan huske, at han havde en mørk rungende stemme, der kunne høres i hele huset, når han lo. Han kom vandrende fra Herning til Olling, og han havde en stor sæk med æbler på nakken, og så fik vi flæskesylte, så jeg antager, at hans besøg havde forbindelse med årets højtider eller konfirmationer.

H.P. Hansen skrev i avisen, da min farfar fyldte 80 år, at han førhen havde ernæret sig ved landbrug og som hestehandler, men nu var han kendt i Herning som "Den gamle Æblehandler". Han havde en stand på torvet for at få tiden til at gå og for at få en snak med folk. Han døde 26. juli 1944 på alderdomshjemmet i Herning. Han blev 84 år.
Han var blevet sparket af en hest. Såret, på det ramte ben, ville ikke læges, så der gik koldbrand i benet. Han ville ikke have benet amputeret, for som han sagde, så ville han møde min farmor med begge ben i behold. Min mor plejede ham i lang tid, men til sidst kom han på alderdomshjemmet til han døde.
Min farmor, Mette Kirstine, har jeg aldrig kendt, da hun døde af lungebetændelse d. 12.12.1928 som 71-årig. Hun var da næsten blind.

Selv om vores ejendom var mere moderne og nyere end de fleste på egnen, så fandtes der ikke et toilet i stuehuset. Min far havde lavet et aflukket toilet med spand i den ene ende af laden, men den blev kun brugt af de "voksne" kvinder. Alle vi andre måtte sidde bag køerne og forrette vores ærinde der med risiko for at få koens efterladenskaber i nakken, men vi kendte ikke til andet, sådan var det også alle andre steder. 
Jeg kan huske en sommer, hvor min søster Karen, hendes Mand Christian og deres to børn Jytte og Erik boede hos os en sommer. Christian var blevet arbejdsløs, så min far og mor tilbød familien at komme hjem. Far havde brug for hjælp til at skære tørv i mosen. 
Jytte og jeg havde en dag været på forbuden grund. Vi havde sneget os ned i haven og havde spist løs af ribsene. Vi fik begge ondt i maven og sad ved grebningen og iagttog, at i det, vi efterlod, var der fyldt med hele ribs. Det var ret afslørende, så vi måtte skynde os at dænge til med halm fra båsen.

Jeg kan dog huske, at jeg var på besøg hos min mor på sygehuset, og stor var min forundring, da jeg så et rigtigt vandskyldende toilet. Jeg blev ved med at trække ud i en lang snor, der hang ned fra en beholder under loftet, og jeg fattede ikke, hvor vandet forsvandt hen.

Hos min familie i Aulum havde de et udendørs toilet i forbindelse med hønsehuset. Jeg kan huske den grønne dør med skrå tremmer. Selve toilettet var et bræt med et hul i. Der var et låg, man kunne lægge over brættet, når man var færdig. Under brættet stod en spand, som blev tømt ud på møddingen, når den blev fyldt. Der var lagt gamle aviser ud, som man kunne tørre sig med. Man lærte at holde sig længe især om vinteren. Om natten brugte man natpotten, som stod under sengen.

Bendt, Svend Aage, Knud Erik og jeg delte et værelse på loftet. I et værelse ved siden af, huserede min bror Søren, der var voksen karl på ejendommen.
Vi havde også en natpotte. Jeg var kun 4-5 år, så det var drengene, der skulle tømme potten hver morgen. Min bror Bendt gad ikke gå ned med den, så han åbnede vinduet og smed indholdet ud af vinduet, indtil min far opdagede, at der på den nykalkede hvide mur var kommet en gul stribe. Så måtte det halløj stoppe.

Vi havde vores egen brønd, men da ejendommen lå på en bakketop, havde brønden det med at tørre ud i de varme somre i 40èrne, så vi måtte hente vand i mælkejunger ved åen. Vi lærte tidligt, at vand var noget, man skulle spare på.

Efter krigen fik vi malkemaskine. Den havde et udluftningsrør, der ragede op på loftet. En dag stod en af mine brødre og støttede sig til det, da det pludselig løsnede sig og drejede rundt med ham. Han røg ned og landede med enden lige i en spand med torskehoveder, som min mor havde stillet ud i laden til kattene. Der sad han ellers kilet fast, og mor måtte nærmest rykke ham op af spanden. Han blev drillet længe efter med, at det ikke var så sært, han var lidt små dum, han havde jo opholdt sig sammen med de andre torskehoveder......

Ved gårdspladsen var der til den ene side en skrænt. Der gravede vi lange tunneller ind i. Vi kørte med små biler og byggede hele byer med gader og huse osv.. I det hele taget havde vi ikke så meget legetøj, men vi lavede selv det, vi skulle bruge. Vi havde en trækvogn, som vi skiftedes til at være heste foran, for der skulle selvfølgelig være to heste for, som når far spændte for stadsvognen. Min storebror Svend Aage væltede engang, da han var kusk og brækkede kravebenet.

Vores hestevogn var virkelig en stadsvogn. Den havde hårde gummihjul, og den var sort med guldkanter. Der var to sæder og dør i begge sider med en slags trinbræt uden for. Vi havde et stort foret læderdækken, der kunne knappes på karrosseriet. Når man sad under det, kunne man snildt holde varmen selv om vinteren. Der var en god affjedring på vognen, så jeg husker, at jeg meget ofte faldt i søvn til lyden af hestenes hove mod vejen.
Når vi skulle besøge familien i Aulum, krøb min bror og jeg ned på gulvet, og så legede vi der i halvmørke. Vores heste var Frederiksborgere og Oldenborgere, de var meget smukke, og deres skind skinnede altid i solen. Deres seletøj blev pudset, så det skinnede, og det havde bjælder, så man altid kunne høre, når vognen kørte ind i gården. Efter hver tur skulle bjælderne pudses i brasso, så de skinnede, og seletøjet blev smurt ind i læderfedt. Hestene var min fars stolthed, og de blev passet og plejet som små børn. Han blev ofte budt store summer for spandet på markederne, men de var ikke til salg. Mine brødre brugte dem også til ringridning, som var en yndet sport i sommermånederne.

Når vejret var godt, samledes hele familien om aftenen efter spisetid i vores stendysse. Den var lavet ind i en skrænt. Der var blevet brugt store mark sten til at beklæde den med. I midten stod der som bord en gammel møllesten. Rundt langs kanten at stendyssen var der lavet bænke af sten. Jeg kan huske duften af små hvide og lyserøde nelliker, som groede mellem stenene. Vi sang og spillede, og der blev fortalt historier fra mine forældres barndom og ungdom. Jeg elskede alle disse stunder. Min mor serverede saftevand og boller, og vi elskede at være sammen og tæt på hinanden. Om søndagen kom mange af de unge fra nabogårdene, og så blev der spillet rundbold og pind, leget tagfat og spillet Antonius over stuehuset. Jeg var lille og en slags tilskuer til al denne glæde og samhørighed, og jeg deltog som regel på nakken af enten min far eller en af mine voksne brødre. Jeg kan huske fryden, når de galopperede af sted. Jeg kan stadig for mit blik fremkalde disse øjeblikke af mit liv. Jeg følte mig heldig og lykkelig over at have fået en så dejlig familie.

Om vinteren frøs vores eng til, så den blev omdannet til den dejligste skøjtebane. Vi havde brugte skøjter i alle mulige størrelser, så jeg fik lært at løbe på skøjter, længe før jeg begyndte i skolen. På skøjtebanen stak der nogle steder siv op gennem isen og lavede små tuer. De dannede stier, som vi brugte som hurtigløbsbaner. Vi var mange børn samlet, så vi lavede en konkurrence, hvor vi skulle se, hvem der kunne hoppe længst og højest. Det blev afprøvet på den måde, at man startede med at lægge en ned på isen, så skulle alle hoppe over, dernæst to osv.., den, der kunne hoppe over flest uden at ramme dem eller falde, havde vundet og havde retten til at bære titlen: Isens Konge.

Jeg kan også huske, hvordan min far, farbror og større brødre lavede ski til os ved at stikke den ene ende af brædder ned i gruekedlen med kogende vand. Når de havde været der et stykke tid, kunne de bøje dem, så de fik dannet spidserne af skiene. Dernæst høvlene de skiene og lavede render i midten af dem. Skiene blev smurt ind i paraffin for bedre at kunne glide i sneen. Om vinteren havde vi altid et stykke stearinlys på os til at gnide skiene i. Der blev brugt læderremme som beslag. De blev spændt rundt om fedtlæderstøvlerne.

Gruekedlen blev også brugt til at koge vand i om vinteren, når vi alle skulle i bad. Så hentede mor det store træ kar, som blev brugt, når der skulle vaskes storvask. Det blev stillet midt i det store køkken, hvor der var fyret godt op i komfuret. Så kom vi ellers på skift i karret og blev skrubbet med sæbe og fik vasket hår. Når vi var færdige, fik vi det opvarmede rene tøj på, og så blev vi udstyret med en indpakket varm mursten, som skulle lægges i vores senge. Om sommeren foregik badene i åen.
Når der var fest blev suppen også kogt i gruekedlen. Jeg kan især huske Bendts konfirmation og min søster Astrids bryllup. Så blev soveværelset ryddet, og der blev sat borde og bænke op. Familie og venner kom fra nær og fjern. Der blev som regel festet i mere end en dag, for alle de venner og naboer, der ikke havde været plads til på førstedagen blev indbudt til gilde på anden dagen.

Et år til jul lavede min farbror Aksel den største kælk, jeg nogensinde har set. Der kunne sidde 4 på den. Vi kunne spænde Mads for den, og huj-hej hvor det gik. Det var tider. Min farbror Aksel fik senere i min barn-og ungdom stor betydning for mig. Jeg elskede at komme på ferie hos ham og hans kone Martha og min fætter Rudolf. Aksel var en tusindkunstner. Han kunne lave alt med sine hænder, desuden var han meget musikalsk og spillede på flere instrumenter. Jeg fik som 15 årig foræret en kano, som han havde lavet til min fætter, men han brød sig ikke om at sejle, så jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at få den. Det ville jeg gerne. Kalle og jeg fragtede den til Fredericia banegård på to cykler. Selvom min farbror blev næsten blind, formåede han at lave det fineste vitrineskab til sin hustru. Han sagde engang til mig: "Du er den datter, jeg aldrig fik."  Det var jeg meget stolt af, for jeg holdt meget af ham.

Jeg husker altid vinteren fra den tid som lang, med en masse sne, skøjteføre og leg udendørs. Jeg kan huske, at sneen et år nåede helt op til lade taget. Der var en sne foged, som sørgede for at sende bud til gårdene, som skulle stille med mandskab til at skovle sne.
Jeg ved, at vintrene i krigsårene var hårde og at mange frøs, men vi havde det lunt og godt i vores store køkken. Vi manglede stort set intet, det sørgede mine forældre for. Dyrene gav os føden, far skrabte penge til huse, og mor sørgede for, at vi havde tøj på kroppen. Hvad kan man egentlig ønske sig mere?
Da jeg var omkring 4 år, troede min far og mor, at de skulle miste mig. Jeg legede ude på gårdspladsen. Smeden havde lige været der for at reparere hakkelsemaskinen. Han havde stillet det store svinghjul ud ved brønden. Nysgerrig som jeg var, skulle jeg se det på nærmere hold. Så jeg stillede mig op på underkanten af det, med det resultat, at det store hjul, der var højere end mig, væltede ned over mit bryst og ben. Jeg husker, den forfærdelige smerte, og så blev alt mørkt. Jeg vågnede op i mine forældres seng, lægen var kommet, så jeg må have været besvimet i lang tid. Jeg kan huske lugten af kamfer, der blev holdt hen foran min næse. Jeg kan huske lægens ord: Jeg tror alligevel, I får lov at beholde hende. Mine ribben var trykket, et par af dem brækket, så jeg blev klistret ind med plaster, så jeg næsten ikke kunne få vejret. Især mit højre ben havde taget skade. Mit lår og knæ var blåt og hævet i lang tid. Igennem hele min øvrige barndom, havde jeg i perioder ondt i benet. Det blev bortforklaret med vokseværk, men det viste sig senere, da jeg var 14 år, at der var sket skade på knoglevækstområdet over knæet, så jeg måtte gennemgå en operation for at få indsat noget kunststof, da der havde udviklet sig et 12 cm stort hulrum i knoglen. I det hele taget har min nysgerrighed og foretagsomhed flere gange i livet kostet mig skrammer. Jeg var gennem hele min barndom med, hvor der foregik noget. Det var sjovt, men ofte lidt dumdristigt. Jeg legede oftest med nogle, der var ældre end mig selv, så det "kostede" at kunne holde trit.

Vi havde et stort hønsehus lidt fra ejendommen. På et tidspunkt var det meget hærget af rotter. Min mor udlagde rottegift, som hun lavede af husløg. Mange af rotterne døde, men de overlevende rotter åd blandingen med stor fryd. Mine brødre havde fået nogle luftbøsser. De lagde sig på lur om aftenen, og når rotterne havde vænnet sig til deres tilstedeværelse, kom de frem for at spise af mors grødblanding, så skød mine brødre dem, inden de nåede tilbage til deres huller. 

Som det var skik på egnen, skulle man i søndagsskole. Det foregik i Kibæk. Jeg kan huske, at jeg hver søndag formiddag fra jeg var ganske lille blev trukket i stadstøjet og blev udstyret med en 25- øre, som jeg skulle putte i en figur af en lille negerdreng. Når mønten faldt ned, nikkede drengen som tak. Jeg syntes, han var så sød, så jeg tiggede mor om flere 25- ører, men der var en blonde, man skulle nok være gavmild, men vi havde ikke selv for meget at rutte med. Jeg kan huske, at jeg syntes, det var nogle gode historier, vi fik fortalt, og jeg elskede at synge med på salmerne, selvom jeg ikke forstod, hvad der blev sunget om.
Jeg kan huske, at mine større brødre ikke var særlig vilde med at gå i søndagsskole, så når de havde afleveret mig, stak de af for at lege med nogle skolekammerater. Det skete, at de helt glemte mig, men så begav jeg mig selv på vej hjem, jeg vidste, at hvis jeg blot fulgte togskinnerne, så ville jeg komme til et ledvogterhus. Jeg kan huske, at jeg øvede mig i at hoppe fra svelle til svelle. Mine brødre havde lært mig, at jeg en gang imellem skulle lægge mit ene øre ned mod togskinnen, så ville jeg kunne høre, om der kom et tog. Jeg kan endnu huske den syngende lyd, man kunne høre, selv om toget var langt borte. Så hoppede vi bare ned i grøften, indtil toget var passeret.
Når jeg kom til ledvogterhuset, skulle jeg dreje af til højre, gå over broen ved "vores" å, og så bare følge vejen forbi Olling Skole. Mine brødre plejede at indhente mig, før jeg nåede hjem, og jeg fortalte aldrig mine forældre om det. Faktisk nød jeg at være på egen boldbane, jeg kunne nå at kigge på blomster og smådyr og selv bestemme farten. Jeg kan huske, at jeg i det meste af min tidligste barndom nærmest blev halet efter de andre, og jeg kan også huske, at alt foregik i småløb, fordi de andre havde længere ben.
Noget, der stadig står for mig som en stor oplevelse i de år, var den årlige udflugt med søndagsskolen. Hestevognene blev udsmykket med grene, blomster og små Dannebrogsflag. Der blev sat et rækværk på vognen, og langs siderne var der bænke, næsten som vi kender det fra studentervogne. Vi kørte i en lang kortege gennem Kibæk, og jeg husker ture til traktørstedet ved Skarrild Hus og Skærbæk Mølle. Min far kørte altid forrest med sine smukke velplejede brune heste, der bar seletøj med skinnende velpudsede bjælder. Det var som om hestene også mærkede, at det var en festdag, og at de havde en afgørende betydning for, at turen blev vellykket. Far sagde altid, at de nærmest voksede, når han kom med det fine seletøj med sølvbeslag. Han snakkede med dem, og fortalte dem, at nu skulle de tage sig rigtig godt ud, for nu skulle de vises frem, så folk kunne se, hvordan heste kunne se ud, når de blev plejet rigtigt. Min far og bedstefar handlede med heste, og noget, der gik dem meget på, var, når de stødte på vanrøgtede heste. Min far sagde altid, at en mand der behandlede sine dyr dårligt sikkert gjorde lige så med sin familie, og en sådan person turde han ikke betro noget som helst.

Jeg husker, at vi en dag skulle besøge min mor på sygehuset. Jeg skulle følges med min 7 år ældre storebror Bendt. Han gad ikke rigtig have mig med, med det resultat, at han nærmest slæbte mig bagefter sig ned gennem hovedgaden. Jeg havde lige været syg af kighoste og hostede stadigt meget. Jeg kunne næsten ikke få vejret. Jeg stoppede op og sagde til ham, mens jeg trampede i jorden: "Gå bare, jeg kan godt finde vejen, og jeg gider aldrig følges med dig mere". Så drejede jeg om på hælen og gik den anden vej. Jeg mødte en ældre dame, som fulgte mig til sygehuset. Da min mor så mig, blev hun meget glad, men jeg måtte redegøre for, hvorfor jeg ikke var kommet sammen med min bror. Jeg kan huske, jeg sagde til hende, at jeg aldrig ville følges med mine brødre mere, for jeg gad ikke risikere, at min ene arm blev meget længere end den anden, fordi de altid hev i mig, for at jeg kunne følge med. Min mor kunne ikke lade være med at le, så efter den tid fulgtes jeg altid med min far. Det var også meget bedre at følges med far, for han købte altid en stang flødekarameller til Kristian og mig.

En dag kom to tyske soldater til vores ejendom. De ville købe æg. Min far prøvede at forklare med armfagter, at bageren i Kibæk fik alle æggene, så han havde ingen, de kunne købe. Den ene tysker blev ved med at gestulere op imod hønsehuset, men min far blev ved med at afvise ham med at sige på gebrokkent tysk, at vi ingen æg havde. Den anden af tyskerne lagde en hånd på fars skulder for at hjælpe med at overtale ham. Det skulle han aldrig have gjort. Dax sprang på ham og bed ham i håndleddet. Han truede af far, sagde en masse på tysk, som vi ikke forstod og forsvandt sammen med sin kammesjuk. Vi frygtede i flere dage, at der skulle komme repressalier….
Et par dage efter denne episode skete der noget mærkeligt. Min lillebror Kristian og jeg legede ude i haven, da der pludselig nærmede sig et kæmpestort fly. Flyet fløj så lavt, at det kastede skygge på græsplænen, og det føltes, som om det strøg lige over tagryggen. Kort tid efter hørte vi et kæmpebrag. Flyet var styrtet ned ikke langt fra vores ejendom ved en grusgrav. Jeg har hørt, at propellen fra den i dag står på Skarrild Kirkegård, som et mindesmærke. Det var så vidt jeg ved et engelsk bombefly, der var blevet skudt ned. Med min livlige fantasi troede jeg straks, at det var tyskerne, der havde villet flyve ind i vores ejendom, men så bare havde ramt ved siden af.
Hvor underligt det måske lyder, var jeg meget genert som lille over for fremmede. Jeg husker engang, hvor vi skulle besøge vores familie i Brohus ved Hodsager. Det var lige efter min fem årsfødselsdag. Vi legede i haven, der strakte sig ned til åen. Jeg var iført min nye fine kongeblå fløjlskjole, og i håret havde jeg en meget flot rød og hvid dobbeltsløjfe.
Vi havde en spand med vand, som vi skulle putte de hundestejler i, som vi fangede. Der kom uventet besøg. Manden kom hen til mig og begyndte at udspørge mig om alt muligt. Jeg blev så genert, at jeg ikke vidste, hvor jeg skulle gøre af mig selv, så jeg stak hovedet ned i vandspanden. Farverne på min nye sløjfe var åbenbart ikke ægte, for farven løb ned af mit ansigt og ned på min fine kjole. De lo alle af mig undtagen min mor, som alt, mens hun trøstede mig skældte mig ud, fordi jeg havde ødelagt mit tøj. Den dag besluttede jeg, at nu var jeg færdig med at være genert, jeg ville ikke være til grin mere. Efter den tid skulle der meget til at slå mig ud af fodslag, og mine forældre kunne næsten ikke kende mig. Jeg henvendte mig nu selv til folk og gav min mening til kende. Når jeg siden i mit arbejde med børn har mødt nogle, der var meget generte, så har jeg fortalt dem denne historie og sagt til dem: Husk I er lige så gode som andre, I skal ikke lade andre "styre" over jer, pga.. jeres generthed. Hvis I selv prøver at være åbne, vil I blive modtaget meget bedre....mange børn er i tidens løb blevet mobbet, netop fordi de var for generte til at sige imod eller fra.

Min sløjfe gemmer jeg stadig, den blev symbolet på en sejr ikke mindst over mig selv. 

Mæslingeepidemi.
Jeg husker også, at der udbrød mæslingeepidemi. Alle os unger blev syge. For at holde styr på os blev vi anbragt i mors og fars soveværelse. Gardinerne blev rullet ned for at lyset ikke skulle skade vores øjne. Der blev passet på os. Mæslinger var en frygtet sygdom. Mange børn døde af lungebetændelse, som var en frygtet følgesvend til mange børnesygdomme. Efterhånden som vi blev raskere var der daglige pudekampe i værelset, indtil min mor mente, at hvis de store var friske nok til det, så var de nok også friske nok til at stå op og komme i tøjet. Min lillebror og jeg var alene tilbage i fred og ro.

Det skete da, at de andre også kom til skade. Det var mest småskrammer og sår, der skulle syes eller sættes klemmer i. I vinteren 1947 brækkede jeg kravebenet på isen. Min mor var på ferie i Næstved hos min ældste søster. Jeg turde ikke fortælle min far det, for så var jeg bange for, at jeg ikke fik lov at komme med de store ned på isen igen. Det kom til at gå, som jeg havde frygtet, ikke mere skøjten den vinter. Først næste dag opdagede han det, da han skulle hjælpe mig i tøjet. Jeg kunne ikke løfte højre arm. Han blev helt forskrækket og fik ringet efter lægen. Jeg fik plastret min arm fast til kroppen, og det skulle nu sidde der i 6 lange uger. Far ringede over til min mor, som besluttede at afkorte sin hårdt tiltrængte ferie. Jeg skulle begynde i skolen til april, så det var et meget dårligt tidspunkt, det skete, men jeg lærte meget hurtigt at bruge venstre hånd til alt. Dengang kom degnen på besøg et stykke tid, før man skulle starte. Man fik udleveret en ABC og en tavle med griffel. Det var så meningen, at man skulle øve sig i at skrive bogstaver osv.. Inden jeg fik min højre arm fri, havde jeg lært at skrive med venstre hånd.
Da plasteret skulle af, skulle lægen komme. Jeg vidste, hvor ondt det gjorde bare at få et lille plaster af, så jeg kunne godt regne ud, hvor træls det måtte være at skulle have flået alt plasteret af arm og krop. I god tid før lægen skulle komme, forsvandt jeg som dug for solen. Jeg gemte mig ude i brændeskuret mellem tørvene, så han måtte gå med uforrettet sag. Anden gang var jeg ikke så heldig, for da kom han uanmeldt. Jeg havde ret, det gjorde sindssygt ondt at få plasteret hevet af...jeg kunne overhovedet ikke bruge armen til noget, slet ikke til at skrive, så da jeg startede kort tid efter i skolen, måtte læreren herse med mig for at få mig til at skrive med højre hånd. Jeg kunne skrive de nydeligste bogstaver med venstre, men der hjalp ingen kære mor, det var bare forfra.

Kakkelovne og komfurer har de fleste af min årgang også stiftet et "brændende" bekendtskab med. Det var næsten umuligt ikke at få brændt fingrene af og til. Man kogte vand i en indbygget beholder på komfuret. På de fleste komfurer var denne beholder længst inde på komfuret, dvs.., man skulle række over komfuret for at øse vand i den og af den. Når man ikke er ret høj, kan man nemt komme til at strejfe komfuret med armen. Vores komfur skulle altid være skinnende blankpudset. Det blev pudset med smergellærred. Det var ikke let at undgå, at fingrene gled af smergellærredet, så den uge, hvor det var min tur til at pudse, måtte jeg altid have plaster på finger enderne.
I vores "fine" stue havde vi et pragteksemplar af en kamin. Den stod i det ene hjørne. Den var ca. 1.60 høj og lavet af sort marmor. Den havde glaslåge med sølvbeslag. Man kunne se ilden, der skinnede gennem glasset og ramte beslagene. Det var fortryllende.  Lyset fra flammerne fik marmoret til at changere i flere forskellige farvetoner. Jeg kunne sidde i lang tid og iagttage dette fænomen, mens jeg lod tankerne løbe. Jeg kan huske, at jeg ofte tænkte på, hvor heldig jeg var med at kunne bo sådan et dejligt sted.

Jeg havde værelse sammen med 3 af mine brødre oppe på loftet. Det var et kæmpestort værelse, men det kunne blive utroligt koldt om vinteren, selvom skorstenen fra køkkenet gik op gennem værelset. Om aftenen puttede min mor nogle mursten ind i ovnen. Når vi skulle i seng, havde hun lagt en mursten indpakket i avispapir op i hver af vores senge for at varme sengene op. Jeg kan endnu huske fornemmelsen af sætte fødderne på den meget varme sten.
I min seng, var der ikke en rigtig madras, men halm. Det blev udskiftet to gange om året. Jeg husker den dejlige fornemmelse af at blive puttet ned i en "ny" duftende seng, hvor man sank ned, indtil sengen havde formet sig efter kroppen. Den tunge dyne fyldt med hønsedun og fjer gav en god varme, når man puttede sig ned under den.

Om vinteren var der ikke så travlt. Dyrene skulle selvfølgelig fodres, markredskaberne gøres klar til foråret, men det var alligevel den tid, hvor der skulle samles kræfter. Min mor fik hver vinter "bevilliget" et par uges ferie, hvor hun kunne besøge familien på Fyn og Sjælland. Hun tog som regel en af os med. Det var for det meste den yngste, eller de yngste, som endnu ikke var startet i skolen, og som kunne rejse gratis med toget. Jeg kan huske den vinter, hvor jeg blev 4 år. Jeg havde fået lov til at komme med til Fyn, nærmere bestemt Ringe, hvor min onkel og faster boede. Vi sagde altid, at vores onkel var ringer i Ringe, og det var ikke så ringe endda. Min fætter var 6 år ældre end mig. Vi skulle ned på søen for at løbe på skøjter, men jeg kom til at fryse. Han gad ikke følge mig hjem, så han spillede på min stolthed og sagde: Sådan en stor pige kan da sagtens selv finde hjem. Ja, sagde jeg bare og begav mig på vej i helt ukendt land. Jeg kunne ikke finde hjem, jeg husker, at jeg kom til et sted med en masse hække og kæder, og jeg gik rundt og rundt. Til sidst var det næsten blevet helt mørkt. Jeg græd og viste ikke, hvad jeg skulle gøre. Da kom der en gammel krumbøjet kone helt klædt i sort med stort sort tørklæde godt ned i panden. Hun brugte en stok. Jeg blev forfærdelig bange, jeg kunne se, at det var heksen fra Hans og Grethe, som min far havde udmalet meget tydelig for os. Da hun sagde til mig, at jeg kunne gå med hende hjem og få en småkage og noget varmt at drikke, indtil vi fandt ud af, hvor jeg boede, så blev jeg så bange, at jeg skreg i vilden sky. Jeg kunne se mig selv siddende i hendes bur, mens hun fedede mig op med småkager. Jeg strittede imod, men da jeg kunne se, at det var håbløst, fik jeg knækket en lille gren af. "Heksen" så det og spurgte, hvad jeg skulle bruge den til. Jeg var tavs som graven, men pludselig gik der en prås op for hende. Hun spurgte: "Tror du, at jeg er en heks?"  "Ja", sagde jeg. Hun slog en latter op, som næsten gjorde mig endnu mere bange, for hun havde næsten ingen tænder i munden. Jeg tænkte: Det bliver ikke nemt for hende at spise mig uden tænder. Det viste sig, at vi befandt os på kirkegården. Heksen var en sød gammel dame, der passede kirken. Da jeg kun kendte fornavne på min onkel og faster, var det ikke så lige en sag og finde ud af, hvor jeg hørte til, men så kom jeg pludselig i tanker om, at min tante om sommeren havde et ishus, og så blev det straks lettere, for det var det eneste ishus i Ringe på det tidspunkt.

Alt endte lykkeligt, men familien har tit moret sig over denne historie, men for mig var det på det tidspunkt et mareridt. Min fantasi fejlede ikke noget, og min far forstod at pirke til den. Han er den bedste fortæller, jeg nogensinde har oplevet.

Mine forældres sølvbryllup d. 11. oktober 1944.
I 1944 havde min far og mor sølvbryllup. Min mor havde spinket og sparet på sukker m.m., som var rationeret.  Festen blev holdt i Kibæk. Der blev ikke på dagen sparet på noget som helst. Der var rigtig mange mennesker med. Man benyttede under krigen alle muligheder for at kun samles. Min lillebror var kun 1/2 år og jeg var 3 1/2 år, men jeg kan huske flere detaljer fra festen, selvom jeg blev puttet i seng i et af værelserne, mine forældre havde lejet.
Jeg kan især huske den pynt, der var i salen og på bordene. Den var lavet af brede snoede rød-og hvide crepepapirbånd, der hang som guirlander rundt på alle væggene og som flotte bånd i midten af alle bordene. De danske farver. Jeg kan huske, at der blev spillet levende musik og sunget sange. Jeg kan huske, at jeg under spisningen sad ved siden af mureren, der havde arbejdet på ejendommen, og jeg kan huske at jeg fik alle hans melboller fra hans suppe...jeg elskede melboller, det gør jeg faktisk stadigt.

Min søster Astrids bryllup Langfredag, d. 4. april 1947

Min søster Astrid blev gift lige efter 2. Verdenskrig. Hendes kjole blev syet af en silke faldskærm. Hun blev gift med en københavner, hvilket han blev drillet meget med. Han havde det ikke så nemt. Han havde aldrig været uden for stenbroen før, og pludselig skulle han giftes med en pige fra "det mørke Jylland", hvor alle talte en dialekt, han næsten ikke forstod et ord af, men med årene faldt han til i familien. Festen blev holdt hjemme på ejendommen. Soveværelset blev ryddet, der blev sat bænke og borde op i det store rum. 

Jeg husker ikke meget fra festen, men det var en katastrofe for mig, at jeg kom til at tabe en meget fin underkop, som min mor havde arvet. Jeg græd mig i søvn den aften. Festen varede flere dage, for da jeg fyldte 6. år d. 7. april var der stadigt bænke og borde i soveværelset. Det var ikke ualmindeligt, at man ved både bryllup og konfirmation var nødt til at invitere gæster i flere hold.

Jeg kan huske at Ejgils familie: Far, mor og søster var kommet fra København. Ejgils søster forvildede sig ud i køkkenet og faldt ned i kælderen, så der var stor ståhej.
Jeg kom til at holde meget af min nye svoger, og som barn var jeg hver sommer på ferie hos ham og Astrid i København. Jeg kan takke ham for, at jeg fik set så mange slotte, museer og steder i hovedstaden.

Bendts konfirmation d. 4. april 1948 i Assing Kirk.

Igen blev det tid til fest. Soveværelset blev ryddet, borde og bænke stillet op, og der blev kokkereret i flere dage. Bendt var gået ud af skolen 1. april, så han var på udkik efter et arbejde. Han havde et problem. Han var født med en hjertefejl. Lægen på Herning Sygehus fortalte mine forældre, at han skulle have et nemt arbejde, F.eks. kunne han blive skrædder. Det havde han nu ikke lyst til. Han fik arbejde på en gård i Skarrild, indtil vi flyttede til Holstebro. Her fik han først en by plads hos en købmand i Grønnegade. Han fik derefter en læreplads hos en maler i Struer. Hjertefejlen forhindrede ham ikke i at blive en dygtig bokser.
Han opnåede at blive jysk mester i bantamvægt.
Når jeg husker tilbage på min tidligste barndom er der ting, der har bidt sig fast i forbindelse med det tøj, der blev brugt. I vintertiden skulle man være klædt varmt på, så det var først en undertrøje, dernæst en hjemmestrikket ulden undertrøje og så et såkaldt livstykke. På livstykket var der syet knapper til at fæstne strømpebåndene på. Strømpebåndene var lavet af elastik med flere knaphuller, så man kunne stramme og løsne båndene. I den anden ende var der et spænde, der kunne sættes på de lange uldne strømper, som kradsede som død og kritte.
Derover var der for mit vedkommende en kjole og en strikket trøje. Af fodtøj husker jeg, at det til daglig var træsko. Gummistøvler kunne man ikke få under krigen, så det var om vinteren fedtlæderstøvler. Til fin brug havde vi sko, men da de blev brugt så sjældent, nåede jeg altid at vokse ud af dem, inden de var slidte. Om sommeren løb vi med bare fødder.

Det var forfærdeligt. Min mor, vores trygge ståsted, vores bedste ven, vores allestedsnærværende, blev syg. Vi troede ikke, det nogensinde kunne overgå hende. Vi kunne ikke huske, hun havde været sengeliggende med undtagelse af, når hun skulle føde, og det varede sjælden længe. Hun blev indlagt på Herning Sygehus. Hun havde fået en tarmsygdom. Hun var indlagt i flere måneder, før de fik nogenlunde skik på sygdommen. Hun måtte dog døje med tilbageslag flere gange senere i livet. Hun fik besked på, at hun skulle drosle ned på arbejdet, hvis ikke sygdommen skulle bryde ud igen. Under hele hendes sygdom, havde mine voksne søstre på skift været kaldt hjem for at klare husholdning og min lillebror og mig. Vi savnede mor. Vi fik kun lov at besøge hende 1 gang hver om ugen. Min far måtte kun komme med en af os af gangen. Jeg kan huske den store græsplæne med et kastanjetræ og den overdækkede gang foran sygehuset, hvor nogle patienter, der var oppegående kunne sidde i skygge.  Vi sad der i løbet af sommeren, hvor min mor var blevet oppegående nogle timer hver dag. Jeg kan huske, at vi lavede dyr af kastanjerne, og at min mor fortalte, at hun savnede os, men at vi måtte prøve at være "store" og hjælpe far, for han havde det også svært. Alt var ikke så sjovt mere. Vi plejede mange gange i løbet af dagen at fare ind til vores mor, og fortælle hende om dit og dat. Jeg kan huske, at jeg engang i begyndelsen af hendes fravær stormede ind for at fortælle hende om en lille nyfødt kalv, og så var hun der ikke, jeg kan huske, at jeg stoppede op i køkkenet, og den grufulde sandhed gik op for mig, min mor var der ikke...jeg græd og var utrøstelig. Min storesøster Astrid prøvede at trøste mig, men jeg kan huske, at jeg græd mig i søvn. Livets alvor var gået op for mig. Da min mor kom hjem igen, løb jeg i starten ind hele tiden, for at sikre mig, at hun stadigvæk var der.
Noget af det bedste, jeg vidste, var at komme med mor til Kibæk. Hun havde en lille jumpe og med den og hesten Prins, kørte hun til købmand en gang om ugen med æg. Der var kun 2 hjul under vognen, så det gik rapt, når først vi nåede frem til vejen, der gik fra bomhuset til Kibæk. At komme ind til købmanden var som et eventyr. Der hang gryder og potter og alle slags redskaber ned fra loftet. Hylder var fyldt med ting og sager, som nemt kunne pirre en lille piges nysgerrighed. Min mor betalte, det hun skulle bruge til husholdningen med æg.

Min mor blev 87 år, så vi fik heldigvis lov til at beholde hende i lang tid. Hun var et arbejdsomt, ærligt, retfærdigt, intelligent og elskeligt menneske, som jeg respekterede af hele mit hjerte, og hun har altid været mit forbillede. Min mor var som sagt et elskeligt menneske, men hun kunne også være bestemt, og hun kunne styre os alle sammen ved bare et blik. Hun var kun ti år, da hun mistede sin mor. Hun havde været vant til at tage sig af sine yngre søskende. Hendes far immigrerede til USA i 1911, og min mor måtte så ud som tjenestepige. Hendes værge blev hendes moster og onkel i Søndergaard i Tved.

Min mor ville gå gennem ild og vand for sin store familie, og hun havde hele sit liv et varmt hjerte for de mennesker, der havde et svært liv.

Hverdagen på landet i 40érne og begyndelsen af 50érne.

Høsten

Når der skulle høstes, var vi alle med. Vi havde en slåmaskine, hvor der skulle påsættes et sejl. Jeg kan huske, at det blev spændt på med læderremme. Min far kørte slåmaskinen, min mor og de ældste rev aksene sammen og bandt neg, og de yngste satte negene i rader. Der skulle være enten seks eller otte neg i raderne. Når vi blev trætte, søgte vi ind under raderne og tog en lille lur. Når kornet skulle køres hjem, fik vi børn lov til at sidde oppe på toppen af læsset. Det var en dejlig fornemmelse at sidde der højt hævet over hele marken, mens vognen med duvende bevægelser blev kørt hjem.
Om aftenen blev vi alle læsset på hestevognen, og så kørte vi ned til vores eng. Her badede vi i åen og fik skyllet støvet af os. Her lærte min far os alle at svømme, fra vi var helt små. Vi havde fået en kæmpe planke af far. Den sejlede vi på, mens vi legede, at vi var sørøvere på Atlanterhavet, når vi sejlede ind til den modsatte bred, bordede vi den og indtog den. Vi skiftedes til at være sørøvere og fjender. Det hold, der vandt, havde lov til at smide det andet hold i vandet.
En sommer, hvor Jytte og Erik var på ferie, sejlede Jytte og jeg rundt på planken, da en kæmpestor snog pludselig kom ud af et hul i åbrinken. Den svømmede med hævet hoved lige imod os. Vi blev så bange, at vi skyndte os i land. Planken forsvandt hastigt med strømmen ned ad åen. Vi prøvede at finde den, men pist væk var den.

Det var et stort fremskridt, da selvbinderen kom frem. Min far købte straks én. Jeg kan huske min store forundring over, at maskinen selv kunne finde ud af at slå sejlgarnet om negene og bagefter skære garnet over, så negene faldt ned på jorden. Sikke en lettelse, især for min mor. Hun kunne nu spares for en stor del af markarbejdet. Hun havde også rigeligt at se til derhjemme. Det var mest mine ældste brødre, der udførte markarbejdet.

Høstfest.

Når hele høsten var i hus, holdt vi høstfest i laden. Der blev hængt sækkelærred op, så det dannede et stort rum. Der blev pyntet med grønne grene og blomster. Vi fik dejlig mad, og alle naboerne var med. Der blev spillet op til dans, og de unge holdt ud helt til morgenmalkningen. Jeg husker mest, at der blev bagt dyngevis af vafler. Jeg elsker stadig vafler bagt som min mor gjorde: Med fløde.

Min far bibeholdt sin tilknytning til Søby, og senere gik han i kompagniskab med en entreprenør fra Holstebro og åbnede et kulleje i Troldhede. Han prøvede på alle måder at modernisere ejendommen. Han fik også som en af de første på egnen malkemaskine. Selve landbruget interesserede ham ikke så meget, men han så det som et gode, at han ved det kunne skaffe brød på bordet hver dag. Han have en evne til at kunne finde vand, kul og grus. I det hele taget at kunne aflæse naturen. Når vi kørte i hestevognen fortalte han om de ting, han ligesom kunne se. Han sagde bl.a. en dag, hvor vi kørte omkring Linde. Her kan man garanteret finde grus. Nogle dage senere aftalte han med bonden, der ejede marken, at han kunne få brydningsret for en bestemt pris, som han aldrig indviede os i. Han indkøbte og lejede diverse maskiner, og som han havde forudsagt var der masse af grus. Han fik leverancen til en masse vejarbejder i Holstebro området.

Tørvegravning

Om sommeren skulle der også graves tørv. Som tidligere fortalt havde vi en eng, der lå ved åen omkring 1 km. fra ejendommen. Jorden lå mellem en gård beboet af Kr. Bakkels og hans familie og en lille ejendom beboet af Peder Ole og hans familie. Vi legede med børnene fra de to steder om sommeren. På engen græssede ungkreaturerne hele sommeren. Vi havde et par tørvegrave, hvor der hvert år blev skåret tørv til vinteren. Min far og min ældste bror skar tørvene med en special "skovl". Tørven kom op som en stor blok. Den blev så skåret i tynde "skiver" og lagt på et kæmpe bræt, jeg tror faktisk, at det var en af ladeportsdørene, der blev brugt. Så slæbte hestene brættet op på brinken. Her læssede vi børn tørvene af. De blev lagt i rækker, så solen kunne tørre dem. Det var et stort og varmt arbejde. Solen skinnede ned på skrænten, og der kunne blive uhyggeligt varmt. Når varmen blev for meget, stormede vi ned til åen for at få en kold dukkert. Tørsten blev slukket med mors hjemmelavede sodavand, som hang i en stor beholder i en af tørvegravene, her var vandet nemlig iskoldt. De voksne fik hjemmelavet øl.
Efter nogle dage blev tørvene vendt om på den anden side. Når tørvene var tørre, blev de "kringlet" op i en stak. Det foregik på den måde, at man startede med at lave en rundkreds af tørv. Så lagde man tørv ovenpå lidt forskudt. Sådan blev man ved, indtil stakken blev lukket i toppen. Man havde så fået lavet en slags kegle. Nu kunne regnen ikke så godt trænge ind i tørvene. Efter et stykke tid var tørvene svundet i størrelse, og de var nu helt tørre, så man kunne køre dem hjem i brændehuset. Min far vidste helt nøjagtig, hvor mange tørv, der skulle skæres hvert år, for at vi havde brændsel nok til vinteren. Der blev fyret i komfuret hele året rundt, men i stuerne blev der kun fyret ved højtider og festligheder og her brugte man kul. Det var under krigen, og man var nødt til at spare.
Når tørvegravningen var til ende, blev det fejret med mors gode øl til de voksne og sodavand til os børn. Jeg kan huske, at en sådan sidste dag dukkede Astrids forlovede Ejgil pludselig op hjemme hos os. Han var kommet fra København med toget og ville overraske sin forlovede. Det må siges, at det blev det også for alle.
 Mine voksne søskende var alle i mosen sammen med naboens sønner, Thomas og Svend, og de havde lige gjort kål på øl ankeret, så de var muntre og morede sig. Da de skulle hjem skulle Astrid sidde bag på Thomas cykel. Det gik ikke så godt, for da de var nået forbi skolen og skulle svinge, væltede de med cyklen ned i en grøft. Her blev de liggende.
Da Ejgil dukkede op, blev der sendt bud efter Astrid. Mor vidste godt, at de hyggede sig med det sidste øl. Astrid og Thomas blev fundet sovende i grøften. Hun blev vækket og smuglet ind ad den fine dør, mens Ejgil blev opholdt i køkkenet af min mor. Astrid fik sig klædt om, fik sig vasket og "spiste" næsten en tube tandpasta, så hun ikke lugtede af øl. Hun var i højt humør, hvilket af Ejgil blev tolket som stor glæde over at se sin forlovede, så det hele endte lykkeligt.

Tobaksdyrkning

Under krigen var det svært at få tobak. En af mine brødre var i lære som gartner. En dag kom han hjem med nogle tobaksplanter. De blev sat ude i haven. Efter de blev høstet, hængte drengene dem op på en tørresnor på loftet. De kæmpestore blade blev bundet sammen ved stænglen og så hængt ned over snoren. De var tilstrækkeligt tørre efter deres mening, når man kunne tage dem og smuldre dem mellem fingrene. Jeg kan huske, at mine brødre røg i smug af bladene. De havde nogle kridtpiber, som de gemte for mine forældre, men når vi kom i seng, pulsede de løs, og mange gange blev de dårlige af den halvt tørrede tobak. Jeg blev truet med al verdens ulykker, hvis jeg sladrede. Engang kom min bror hjem (han, der faktisk ejede tobakken). Han kunne se, at det var svundet gevaldigt i bladene, så han truede mig med, at jeg ville få en endefuld, hvis jeg ikke fortalte, hvem der havde taget tobakken. Jeg startede med at tude i vilden sky, for ligegyldigt hvad, ville jeg jo blive straffet. Da jeg fortalte ham det, trøstede han mig og grinede og sagde, at det hele jo ikke var ment så alvorligt.

Jeg havde nogle utrolige søde brødre, der tog sig af mig på alle måder og slæbte mig med sig alle steder, uden at de fik besked på, at de skulle det. 

Kartoffelhøsten

Om efteråret skulle kartoflerne tages op. Det foregik på den måde, at min far eller min storebror Søren kørte med ploven, hvor ved kartoffeltoppene blev løsnet. Derefter kravlede alle og gravede/samlede kartoflerne op med hænderne. Jeg kan huske, at alle iførte sig gamle udtjente bukser til at kravle i. Når buksebenene blev slidt foran, vendte man bukserne, så lynlåsen kom til at sidde bagi, så kunne man slide den anden side også. Kartoflerne blev samlet i nogle store kurve. Når kurvene var fyldte, blev kartoflerne læsset op i hestevognen og kørt til den nyanlagte kartoffelkule. Min lillebror og jeg samlede de kartofler op, som var blevet tabt eller som dukkede op, når marken blev harvet. En af vores store favoritter var, når min far tændte bål, så han kunne brænde toppene. Så lagde vi kartofler ind i bålet, så de kunne blive stegt. Vi syntes alle, at det var en himmerigsmundfuld, og de varme kartofler gav varme til vores kolde hænder. Det var den tids grilning. Nogle af kartoflerne blev kørt på mejeriet, hvor de blev kogt til grisene. Jeg kommer altid til at tænke på den tid, når jeg kører forbi kartoffelkogeriet ved Karup.

Når alle kartofler var i kulen, blev der lagt halm over. Jeg synes at kunne huske, at der blev lagt halm, så jord, så halm og til sidst et tykt lag jord. Far satte nogle drænrør forskellige steder, så kulen kunne blive luftet.

Det var skik og brug, at man hjalp hinanden med kartoffelhøsten, så alle unge fra de forskellige gårde havde det sjovt sammen i den tid, det stod på. 

Roeoptagning

I november var det roerne, der stod på tur. Først skulle toppene hugges af med håndkraft, dernæst skulle roerne trækkes op og køres hjem. Det var hårdt arbejde at løfte de tunge roer op i vognen, men det var sjovt at sidde bagerst på vognen med benene dinglende ned, når læsset skulle køres hjem.

Hjemme huserede min mor. Hun skulle sørge for mad til alle folkene. Maden blev bragt ud til folkene i marken. Man tændte et bål af lyngtoppe, som man kunne gå hen til, når man trængte til at få lidt varme.

Jeg husker tydeligt de gode mellemmadder med hjemmelavet leverpostej, røget skinke, æg og ost, og dertil for børnenes vedkommende hjemmelavet saftevand i sodavandsflasker med patentpropper. De voksne fik kaffe i flasker omvundet med avispapir.

Markarbejdet om efteråret

Når roerne var i hus, skulle markarbejdet overstås inden vinter. Markarbejdet tog lang tid den gang. Gødningen fra stalden blev læsset med håndkraft, kørt ud på marken med hestevogn, læsset af i små dynger, som så igen blev spredt rundt med grebe. Derefter blev møget pløjet ned, og så skulle marken hvile til det blev forår. Min far begyndte i disse år at så vinterbyg. Han havde fundet ud af, at det på de magre jorde gav det bedste resultat. Det var skik hos os, at man færdiggjorde markerne til vinter i den rækkefølge, som afgrøderne kom i hus. Det var også i begyndelsen af efteråret, at far slog lyng. Det blev brugt som optænding i komfuret hele vinteren. Jeg kan huske den spruttende lyd, når mor tændte op i komfuret, så var det om at holde afstand, for den tørre lyng kunne sende gnister højt op i luften. Når lyngen var slået, afbrændte min far resten af hede arealet, så der næste forår spirede frisk lyng frem. Min mors får holdt til i hede området en stor del af året. Her fandt de det sparsomme græs.

Som jeg tidligere har fortalt, blev alt udnyttet.

Husarbejde

Min mor var en meget alsidig kvinde. Hun kunne få meget ud af stort set ingenting. Hun holdt nogle får, der gav uld til alle de trøjer, hun strikkede til os. Hun kunne væve, sy, bage, sylte, lave mad, reparere vores cykler, ja kort sagt: Hun var familiens altmuligmand.

Vi dyrkede alle slags grøntsager i vores store have, og vi var velforsynede med diverse frugtbuske og frugttræer. Min mor var en sand mester til al slags madlavning. Hun blev derfor brugt af mange naboer som kogekone. Min mor dyrkede også humle op af nogle lange stænger. Hun bryggede øl, der godt kunne slå benene væk under en voksen mand. Når der skulle graves tørv, kunne mændene nok trænge til noget for tørsten. Det var som regel både varmt og hårdt. Mors hjemmebryggede øl blev opbevaret i en store øl ankere. De blev sænket ned i tørvegraven for at blive holdt kolde. Den sidste dag blev ankeret tømt, og så kunne det ske, at folkene fik en lille "hummel" i øret.

Når tøjet blev slidt, blev det af det, der kunne genbruges syet om til en af os små. Der var ikke noget, der fik lov til at gå til spilde. Jeg kan huske, at jeg altid fik om syet tøj fra min niece, der var fem år ældre end mig eller min fra min kusine på Lolland. Under krigen syede mor altid for i drengenes lange bukser, fordi de kradsede. Det var som om tøjet indeholdt høvlspåner, hvad det vist også gjorde. Jeg husker også tydeligt de sorte hjemmestrikkede lange hoser. De stak og kradsede også, så man næsten ikke kunne gå. Vi hadede, når mor sagde, at de skulle vaskes, for så var det som at begynde forfra med at gå dem til.
Om vinteren gjaldt det om at være klædt varmt på under ydertøjet. Jeg kan huske, at jeg foruden en undertrøje også altid havde en hjemmestrikket uldundertrøje på.

Tærskning

Før jul skulle der tærskes korn, så der var nok til hen i januar måned. Vi havde en tærskemaskine i laden. Min ældste bror stod som regel ved maskinen og puttede negene i den. Nogle af de andre skulle så smide negene ned til ham fra staldloftet, hvor negene lå. Når de ville drille ham, smed de negene ned i hovedet på ham, og så gik den vilde jagt efter synderen gården rundt. Jeg kan huske, at jeg stortudede, fordi min ældste bror truede mig med smæk, hvis jeg ikke fortalte, hvor de andre havde gemt sig, og de andre truede mig med smæk, hvis jeg sladrede, så det var ikke nemt. Realiteten var, at jeg aldrig sladrede og aldrig fik smæk.

Mangelsygdomme i disse tider.

Der kom en dreng på vores ejendom. Han gik i skole med Svend Aage og Bendt. Han havde en stor fordybning under brystbenet. Hans ben var også skæve (hjulbenet). Min mor fortalte mig, at han havde haft Engelsk syge. Hun fortalte os, at vi skulle drikke meget mælk, gå med bar overkrop om sommeren og tage vores skefuld levertran hver morgen uden at kny. Hun havde kendt mange, hvis knogler blev bløde og skæve. Det ønskede vi ikke, så det var bare ned med den ulækre levertran, der blev opbevaret i en stor brun flaske. Hun fortalte også, at det, der var godt for os, også var godt for smågrisene, så dem gav hun også en skefuld.
Der var ikke skoletandlæge, så rigtig mange børn havde huller i tænderne, og der var mange der fik forlorne tænder allerede i ungdomsårene. 
Underernæring var også i disse år med mangel på mange ting en social sygdom, som jeg stiftede bekendtskab med på mine ferier i København, men jeg oplevede det også, da jeg var ude at tjene. Der var ikke alle steder råd til en alsidig kost.

Min far bliver syg...

Somrene i midten af fyrrerne var meget varme og tørre. Man havde ikke vandingsanlæg, så det var en katastrofe, hvis ens jord lå højt og samtidigt var sandjord. Jeg husker et par somre, hvor vores brønd løb tør for vand. Vi måtte hente alt drikkevand i åen til vores dyr. I starten fik vi vores eget drikkevand hos mejeriet. Når der skulle vaskes, foregik det ved åen. Vi kogte tøjet i en gammel gruekedel over et bål. Tøjet blev bagefter skrubbet på et vaskebræt og skyllet tre gange i åen. Det var et stort arbejde. Hen på sommeren blev det far for meget, at køre alt vandet hjem. Resolut som han var, bestemte han en aften, at nu kunne det være nok. Vi blev alle hevet op af sengene og fik besked på, at vi skulle være med til at drive alle dyrene ned på engen. Her kunne de selv sørge for vand, og der var græs nok til dem. Vore græsmarker hjemme var helt brune af solens hærgen. Vi måtte så hjælpe til med malkningen. Der blev malket 3 gange om dagen i sommertiden. Mælken blev hældt gennem en si ned i mælkejungen, som så blev hængt ned i en tørvegrav. Her kunne det fint holde sig frisk, til det skulle på mejeriet. Det var min storebror Søren, der var mælkekusk.
Det var et hårdt slag for mine forældre, at høsten stort set blev svedet af solen. Vi glædede os over, at min far kunne få penge hjem på anden måde, nemlig gennem kullene. Alt dette var i de år, hvor min moder var begyndt at skrante. Vi børn havde endnu ikke bemærket noget, men hun blev tyndere og tyndere. Min far fik sendt bud efter min ældste søster Karen og hendes familie. Min svoger Kristian havde ikke noget arbejde, og de havde 2 børn at forsørge, så han tog med kyshånd imod tilbuddet fra min far. Min far lovede ham arbejde ved tørvegravningen. Min søster skulle så hjælpe mor. Ordningen var en slags hjælp til selvhjælp. Min niece Jytte, der var 5 år ældre end mig og min nevø Erik, der er 3 år yngre, blev som søskende for mig. Vi legede og havde det rart og fattede ikke, den katastrofe, der hang over hovedet på os.

Man siger, at en ulykke sjælden kommer alene. Det kom til at passe i vores tilfælde. Min far begyndte at få vrøvl med sit hjerte. Han havde flere anfald, og han kunne ikke tåle at løfte noget. Han mistede ligesom sine kræfter. Han havde arbejdet hårdt både derhjemme og i kullejerne. Lægen mente, at hans hjerte var slidt op. Han skulle have ro, han måtte ikke arbejde så hårdt mere. Senere fik vi at vide, at han havde haft en blodprop. Han kom over det og levede helt til 1969, hvor han døde af kræft.
Jeg elskede min far. Han tog mig med i marken, og når jeg blev træt løftede han mig op på ryggen af Prins, hvor jeg har taget mange eftermiddags lure.

Vi diskuterede sagen meget derhjemme. Der skulle tages en beslutning. Min storebror Aksel var lige blevet udlært som gartner. Han foreslog, at vi solgte ejendommen, som jo havde givet underskud de sidste år. Vi skulle så købe et gartneri, som han skulle stå for. Far kunne så stå for torvesalg og salg fra hestevogn.
Tanken tiltalte min far. Han elskede at handle. Han kunne se fidusen i, at han kunne være med i driften uden at skulle udføre det hårde fysiske arbejde. Min mor ville få en lettere hverdag, vi ville stadig have tag over hovedet og ville stadig kunne være selvforsynende.
Beslutningen blev taget til stor sorg for alle os børn. Min far købte et gartneri i Holstebro på Tangsvej 31. Når jeg tænker tilbage på min barndom, synes tiden i Olling, som den bedste tid. Vi var mange sammen hver dag, vi havde det sjovt og godt sammen. Det var i krigsårene og de første efterkrigsår, hvor der var mangel på mange ting.
Jeg husker også mindre gode ting fra årene, men det må blive en hel anden historie. Min far har efter jeg blev voksen fortalt om mange af de ting, der foregik ude i Søby m.h.t. modstandskamp, og hvordan de altid prøvede at snyde de tyske patruljer….
Der var ingen tid til at kede sig, hverken for børn eller voksne. Der var meget arbejde, der skulle gøres. Vi var ikke ret gamle, før vi deltog i arbejdet. Jeg kan da huske, at jeg var med til at hakke både kartofler og roer, længe før jeg kom i skole. Jeg havde en roehakke, som min far havde kortet skaftet på, så det passede til mig. Jeg kan huske, at jeg foreslog min far, at han skulle så roerne på den korte led af markerne, for jeg hadede at hakke lange rækker. Selvom det kunne være lige meget, der var jo lige mange roer at hakke, så kunne man bedre se arbejdet skride frem, når rækkerne var korte.

Skolestart i Olling Skole

Jeg begyndte i skolen i Olling, da jeg var 6 år. Jeg kan huske, at jeg sagde til min mor, at hun ikke behøvede at følge mig derhen, jeg kunne godt selv finde vejen, for vi havde jo været til juletræsfest der flere gange. Jeg kom i klasse med min storebror, der var 3 år ældre. Jeg var den yngste i klassen, så jeg fik plads ved sidste bord i dørrækken lige op af kakkelovnen, som stod i det nederste højre hjørne af klasseværelset. Jeg kan huske nogle enkelte dage i foråret, hvor der blev fyret fra morgenen af. Da kunne der godt blive meget lunt på min plads. Der blev fyret med tørv, og jeg kan endnu huske tørvelugten, og undertiden kunne det svide lidt i øjnene, indtil der kom rigtig gang i kakkelovnen. Man sad efter alder, så de ældste elever sad i vinduesrækken. Skolen havde to klasser. De små og de store. Jeg var meget spændt. Jeg havde "arvet" min storebror Bendts penalhus af træ. Det var dobbelt og meget fint dekoreret. Han gik nemlig ud af skolen den dag, jeg begyndte. Jeg havde også arvet hans tornyster, der var lavet af rensdyrskind. Den var meget flot. Vi skulle fortælle degnen, hvad vi havde fået lært, siden han besøgte os, så jeg læste op af ABC´en. Han troede, jeg havde lært det hele udenad. Jeg blev så sat til at læse noget fra en avis, og da jeg også kunne det, blev jeg fredet. Vi sad jo alle rundt om spisebordet derhjemme, når der skulle læses lektier. Jeg havde fået det lært ved at høre de andre og skrive oveni deres gamle skrivehæfter. Det blev en dejlig tid, jeg kunne få lov til at lytte til, hvad de større børn skulle lære, og jeg fik lov til at læse en masse små frilæsningsbøger, som læreren havde. Jeg kan huske, at der var flere sværhedsgrader. De små hæfter var delt op i farver efter sværhedsgrad. De røde var de lette, så kom de gule og til sidst de grønne. Smart, på den måde opbyggede man ordforrådet. Jeg har selv brugt dem i min undervisning i de yngste klasser.

Vi blev alle udstyret med en lille tavle og en griffel. Vi øvede os på at skrive tal og bogstaver. Når læreren var tilfreds, fik vi et kladdehæfte. Jeg kan huske, at drengene spyttede en ordentlig klat på tavlen og så brugte trøjeærmene til at tørre rent med, men vi havde fået besked hjemmefra om at passe på vores skoletøj, så mor havde bundet en lille svamp på min tavle.
Jeg elskede at gå i skole. Vi havde foruden læsning, skrivning, bibelhistorie, regning og gymnastik. Gymnastikken foregik uden for om sommeren. Der blev stillet nogle bukke ud, som vi kunne springe over. Desuden var der udendørs ribbe og bomme, vi kunne balancere på. Vi smed træskoene og løb på bare fødder. Skolegården var ikke asfalteret, så der var godt støvet, så det var sommetider nogle sorte fødder, vi kom hjem med. I det hele taget løb jeg helst med bare fødder hele sommeren. Når det skulle gå tjep, tog vi træskoene på hænderne og benede afsted på bare fødder over stok og sten. Hen på sommeren var man blevet så hårdhudet, at man kunne løbe på stubmarkerne uden at fortrække en mine.
Religionsundervisningen foregik på den måde, at vi først fik fortalt noget fra bibelhistoriebogen, dernæst skulle vi øve på et salmevers, og til sidst i timen blev vi stillet op nederst i klassen efter størrelse. Så skulle vi synge til lærerens violinspil, særlig inspirerende kan man ikke sige det var. Det var udelukkende salmer, vi sang.
Når de ældste havde danmarkshistorie kunne jeg ikke lade være med at lytte med. Så sang vi historiske viser, såsom: I alle de riger og lande, Liden Kirsten, hun tjener udi kongens gård, Liden Kirsten og Prins Buris, Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg.

Læreren var en rigtig god fortæller. Jeg kunne for mit indre blik se de ting og episoder, han fortalte om. Jeg kan huske historien om dronning Dagmar, der lå syg på sit slot i Ribe. Jeg kunne se hele historien for mig som et teater stykke, og jeg kunne forestille mig den tristhed, der rådede på stedet, jeg kunne se dronningen ligge på sit dødsleje, og jeg kunne næsten høre og Kong Valdemars vilde ridt igennem landet for at komme hjem til hende.

Min fantasi fejlede ikke noget, og når jeg kom hjem fra skole fortalte jeg mine forældre om, hvad jeg havde hørt og oplevet, og jeg kan huske, at de nogle gange morede sig over mig, når jeg satte mine egne replikker på historien for at gøre den endnu mere spændende.

Det eneste dårlige, jeg husker fra Olling skole, var vaccinationsdagene. Vi skulle både vaccineres for kopper og difteritis. For mig syntes nålen, vi skulle stikkes med kæmpestor. Jeg kan huske, at lægen var en gammel brysk herre, der ikke viste nåde på nogen måde. Da jeg nåede frem i rækken, sagde han: Knap kjolen op i nakken. Så skete det, jeg syntes, han nærmest hakkede nålen ind til knoglen. Ondt som bare pokker gjorde det. Jeg havde en kæmpe bule i nakken i lang tid efter, så efter den tid var læger ikke noget, man gik frivillig til. Jeg kan huske en episode kort efter vaccinationen. Min ældste bror, der kunne være noget hidsig kom til skade med sin storetå. Det skete på den måde, at han ikke kunne starte vores lastbil. Han havde prøvet længe med håndsvinget, men intet hjalp. Han blev så tosset, at han lossede foden ind i kofangeren. Kofangere den gang var lavet af jern, og de lod sig ikke sådan flytte. Resultat: En flækket, brækket storetå. Der måtte sendes bud efter lægen. Der var lige kommet en ung flot læge til sognet. Da min søster Astrid så ham, udbrød hun: Jeg ville godt brække et ben for at få lov til at se ham i øjnene. Jeg forstod ikke et hak af det. Brække et ben for at få lov til at se en læge i øjnene. Læger havde store fede nåle. Jeg kendte kun til, at det gjorde ondt, de gange jeg havde stiftet bekendtskab med en læge.
Jeg husker ikke navnene på mange af mine skolekammerater fra Olling tiden, måske fordi vi ikke var så mange, der startede i skolen det år. Måske, fordi jeg kun gik i skolen fra april til oktober. Jeg tror ikke, der var nogle, der boede i nærheden af os, for alle mine legekammerater fra de andre ejendomme var lidt ældre end mig.
Jeg husker en helt speciel dag i skolen. Det var det mest forrygende uvejr. Det stormede, lynede, tordnede og regnen stod ned i stænger. Vi måtte tænde lyset for at se, hvad der stod i bøgerne, men pludselig lød der et kæmpebrag, lyset forsvandt og luften ligesom dirrede. Læreren forsvandt ud af klasseværelset for at finde ud af, hvorfor der intet lys var. Han kom tilbage og sagde, at de af os, der boede tættest på hellere måtte løbe hjem. Jeg kan huske, at jeg løb alt, hvad remmer og tøj kunne holde ind over markerne med træskoene på hænderne, alt mens tordenen bragede løs, og jeg kunne se lynene slå ned i nogle store træer hos vores nabo. Jeg nåede hjem. Der var stor ståhej, for lynet havde slået ned i telefonledninger. Der var sorte mærker på tapetet, og det yderste lag af ledningerne var smeltet. Heldigt, at der havde været nogen hjemme.
Min mor kunne ikke forstå, at vi havde fået besked om at begive os ud i det forfærdelige vejr.

Efteråret nærmede sig, og det trak op til flytning. Vi skulle forlade alt det, vi holdt af. Jeg fik lov til at tage mine duer med, og selvfølgelig skulle Dax også med, men det var svært at sige farvel til de øvrige dyr. Jeg kan huske, at jeg gik grædende rundt og sagde farvel til dem hver især. Især Musse og Prins var svære at sige farvel til.

De første skoleår på Danmarksgades skole i Holstebro og tiden på gartneriet.

Alt var forandret. Vi skulle vænne os til lige pludselig at bo i en by, hvor vi ikke kendte en levende sjæl. Min far havde fået bygget en splinterny bungalow til os. Der var kælder under med 2 værelser, fyrrum, vaskekælder, viktualierum og et rum, som vi brugte til kransebinding. Oven på var der en stor vinkelstue, en mindre stue med adgang til terrassen, køkken, badeværelse, soveværelse og spisekammer. Det var vild luksus. Der var radiatorer og dermed varme i alle rum. Vi havde et rigtigt badeværelse med badekar og varmt vand og træk og slip. Ingen toiletspande, der skulle tømmes. Ingen sidning bag køerne, når man skulle besørge både det ene og det andet. Intet avispapir til at tørre sig med, men rigtigt toiletpapir, selvom det ikke var af den kvalitet, som vi kender i dag.
Selve gartneriet var efter datidens målestok rimeligt stort. Der var et kæmpestort drivhus, hvor vi dyrkede tomater. Jeg kan huske, at i stedet for at udskifte jorden efter tomathøsten, så blev der ledt damp ned i jorden. Derved blev alt utøj slået ihjel. Jorden fik så gødning og blev forberedt til næste hold afgrøde. Der var varmerør i drivhuset, så det var en lun omgang, når der skulle nippes tomater, d.v.s. når de overflødige skud på stilkene blev fjernet. Jeg følte det som at gå i en jungle. Tomatplanterne var meget højere end mig. 

Vi havde 6 andre drivhuse. Det var her blomstergartneriet holdt til. Det var et stort arbejde. Man såede planterne, priklede dem ud i jord, dernæst i potter og til sidst blev de opstillet i bænke, til de havde den rigtige størrelse til at kunne blive solgt på auktion eller i forretning. Vi havde en del jord til gartneriet. En del af jorden blev brugt til dyrkning af jordbær, porrer, sellerier og den slags. en anden del blev brugt til dyrkning af "efterår/vinter" blomster, så som krysantemum og georginer. Vi dyrkede også specielle blomster, der stort set kun blev brugt til begravelser. Jeg husker især store hvide kallaer. Til alle højtider indkaldte far forstærkning af alle mine søskende. Så blev der lavet kranse, puder og buketter til kirkegården. Kransene blev bundet af halm, beklædt med gran, mos eller laurbærblade og pyntet med blomster. Vi lavede en hel samlebåndsløsning. Hver havde sit domæne, så vi fik hurtigt produceret store mængder af diverse ting. Mange kom til gartneriet for at købe kranse o.d.l., men de fleste blev solgt på torvet eller blomsterbutikken på Sønderlandsgade, eller når min far med hestevogn tog sine ture ud i området. Han havde ture 3 gange om ugen. Han nåede ca. 20 km. ud i alle retninger fra Holstebro, så det blev som regel sent, inden han var hjemme igen. Han ville altid komme hjem med tom vogn. Han elskede disse ture. Han fik snakket med mange mennesker samtidig med, at han kom hjem med en god dagløn. Vi elskede at være med ham, når vi havde ferie fra skolen. Vi fik lov til at sidde oppe på bukken hos ham og styre hesten. Vognen var indrettet med et lad, hvorpå der var lavet en stor kasse med døre. Kassen var så høj, at vi børn kunne stå oprejst derinde. Når noget skulle hentes frem fra det inderste af vognen, blev vi sendt ind efter det. Når vognen var ved at blive tømt for blomster og lignende, blev de tomme kasser anbragt oven på "kassen", hvor der var et slags rækværk, så de ikke kunne falde af. Vi fik så lov til at lege inde i vognen, mens vi kørte hjem. Hvis far syntes, vi larmede for meget, sagde han altid, at der uden på vognen stod. Sønderlands Gartneri: Blomster og uartige unger sælges. Han kunne oven i købet komme i tanker om at udråbe det med meget høj stemme. Så kan det nok være, der blev ro i et stykke tid.
Vi havde en stadeplads på Store Torv om lørdagen. Her solgte vi både grøntsager og blomster. Vores varer blev dels kørt derhen på trækvogn og med budcykler. Det var min far, der passede boden, og der var efterhånden mange stamkunder, som kom hver lørdag. Der var altid en af mine søskende med, så de kunne tage budcyklen og køre hjem efter ekstra varer, hvis det blev nødvendigt.

I et af drivhusene var der et stort fyr, som der blev fyret i hele vinteren. I det samme drivhus var der kæmpestore vindrueranker, der snoede sig hen under drivhustaget. Her oppe under taget lå også store varmerør. Vi kravlede op via en brønd på rørene og lå så deroppe og plukkede de lækreste vindruer. Klaserne blev solgt på torvet, så vi måtte ikke på må og få plukke løs, så der blev "huller" i klaserne, så det var bare om at finde en hel moden klase og så dele den.

Vores jord grænsede op til både Ringkøbingvej og Helgolandsgade. Det var et kæmpearbejde om vinteren at holde fortove og veje fri for sne og is. Om sommeren skulle man feje gade og fortov inden middag hver lørdag. Det blev så vores job, for far var jo på torvet. Der boede en betjent lidt længere henne på Ringkøbingvej. Hvis vi ikke var færdig til tiden, kom han ned i gartneriet og beklagede sig.

Vi havde en aftale med mine forældre. Hvis vi ikke smadrede drivhus glas eller mistbænkeglas, så fik vi en biografbillet til eftermiddagsforestillingen om søndagen. Vi skiftedes til at stå i kø søndag formiddag for at få en børnebillet. Det var på de tre første rækker. De kostede kun 50 øre stykket. Ve den arme stakkel, der kom til at smadre en rude....Jeg kan huske, at vi havde lavet en hule oppe i et kæmpestort træ, der rakte ind over tomathuset. Det skete et par gange, at vi tabte noget ned i drivhuset, så der røg en rude. Jeg forundres den dag i dag over, at vi i det hele taget fik lov til at klatre derop. Bare tanken om, hvad der kunne være sket, hvis en af os faldt ned i drivhuset...men vi passede meget på, for tænk hvor mange søndagsture i biffen, der ville ryge, hvis vi faldt ned..

Jeg har kun en gang smadret en rude, og det kom ikke en gang til at koste billetterne. Jeg var blevet sendt over på Sønderport station for at hente nogle fragtbreve. Som sædvanlig havde jeg min lillebror og min nevø på slæb. På vejen hjem skulle det gå stærkt, for far skulle nå at udfylde fragtbrevene og have afsendt varerne inden lukketid. Vi tog den i fuldt trav rundt om hjørnet ved et af drivhusene. Så skete ulykken. Min nevø, som var lidt foran mig, trådte forkert på foden, så han snublede. Jeg kunne se, at han ville ramle lige ind i drivhuset med hovedet først. Jeg smed mig ned foran ham og fik ham skubbet til side. Resultatet blev, at jeg smadrede ruden med min venstre albue. Det så ikke godt ud. Man kunne se helt ind til knoglen. Jeg kan huske, jeg prøvede at trykke den ca. 10 cm. lange flænge sammen. Det fik albuen til at ligne et koøje, hvilket vi grinede af, indtil alvoren gik op for os. Jeg blev nødt til at fortælle det. Det blødte slemt, så det kunne ikke skjules. Min første tanke var biografbilletterne... Vi løb ind til min far. Han glemte alt om forsendelsen og råbte på min mor. Det var altid hende, der skulle klare den slags krisehjælp. Der blev sendt bud efter lægen, som kom og satte 10 klemmer i såret. Han spurgte mig, om det ikke gjorde ondt, hvortil jeg svarede:" Jo, men det værste er, at vi nu ikke kommer i biograf." Det grinede han af og vendte sig om til min far og sagde: ”Synes du ikke Johan, at hun har fortjent at få en billet, det kunne jo have gået rivende galt, hvis Kalle havde ramlet hovedet ind i ruden i stedet for, nu slipper han med en forstuvet fod?" Min far tænkte sig om, så sagde han henvendt til mig: "Lad så gå denne ene gang, men lad det ikke blive en vane." Lægen steg flere grader i min agtelse efter denne optræden. Det blev ikke sidste gang, jeg kom til at stifte bekendtskab med ham.

Vi legede meget hjørnekikker. Det foregik på den måde, at hjørnerne på huset var en slags helle. Man skulle så løbe fra hjørne til hjørne uden at blive opdaget af den, som skulle tage os. Han/hun skulle løbe modsat vej som os andre. Hvis man blev set løbe mellem hjørnerne, skulle man "STÅ". Det var en lidt besværlig leg hos os og derfor også spændende, fordi vores hus var bygget på en skrænt. Når man løb på to af siderne, var man nødt til at lade sig nærmest kure ned ad skrænten. Der var ikke tid til forsigtighed, for så blev man taget. Der var plantet roser hele vejen rundt, så man skulle passe på ikke at blive stukket. En dag gled jeg ned af skrænten under legen lige ind i en rose. Jeg fik en torn ind i knæet. Jeg troede, jeg havde fået fjernet det hele, men et par dage efter blev mit knæ voldsomt tykt, og jeg fik høj feber. Jeg havde fået blodforgiftning. Lægen kom, der blev skåret i mit knæ for at betændelsen kunne komme ud. Jeg fik penicillin for første gang. Jeg var meget syg, så det varede noget, inden jeg kunne deltage i udendørslegene.

Når vi legede "Antonius, skulle vi også passe på, at bolden ikke røg i det store drivhus eller mistbænkene.
En anden leg, vi legede meget var: At spille pind. Det krævede bare to mursten eller store sten, 2 pinde, en på ca. 20-25 cm og en på 30-40 cm. Man var delt i 2 hold, lige mange spillere som skiftes til at være ”inde” eller ”ude i marken”. 
Spillet går ud på at skaffe så mange point til sit hold som muligt, og det hold med flest point, når legen stopper, har vundet.
Den lille pind lægges på tværs af de to sten. Den første i rækken til at slå, skal ramme den lille pind med den store, så den flyver af sted. De, der står i marken, skal nu forsøge at gribe pinden, og hvis det lykkes, er den, der kastede død og udgår. Lykkes det ikke, har udeholdet en chance til.
Den lange pind skal nu lægges på tværs af de to sten, og den, der står tættest på, hvor den lille pind lander, skal nu forsøge at nå hen til pinden. Man måtte tage tre skridt og en spytklat, så skulle man kaste den lille pind, så den vipper den lange pind ned fra de to sten. Lykkes det, er første mand på inde holdet død. Lykkes det ikke, tæller man, hvor mange pindelængder, der er fra stenene hen til det sted, hvor den lille pind landede, og for hver pindelængde gives der et point til inde holdet.
Når der er tre døde, skifter man bane, og når legen er slut, gør man op, hvilket hold, der har flest point.
Min mor var eminent til dette spil.
Kuglespil med marmorkugler var en anden yndet leg. Om aftenen legede vi med børnene på gaden. Det var som regel Spark til dåsen, en slags gemmeleg. Der var én, der skulle finde. Resten skulle gemme sig, men hvis man kunne nå dåsen før finderen, så kunne man befri både sig selv og resten af holdet, der var blevet fundet.
En anden yndet leg var pileleg. Dengang var der ikke mange asfalterede veje i Holstebro, så legen gik ud på, at der var to hold, et findehold og et pilehold. Pileholdet blev sendt afsted, og de skulle så med mellemrum tegne pile, der viste hvilken retning, man var løbet. Det gjaldt om at forvirre finderne, så det var lovligt ved krydsveje at løbe et lille stykke ned ad hver vej, så finderne måtte afsøge alle vejene indtil pilene slap op, så måtte man tilbage til krydset.  

Min far havde lejet et stykke jord på Galgemosevej. Jorden grænsede op til det sted, hvor ringvejen og kasernen i dag ligger. Når vi fortsatte ud af vejen, kom vi forbi en gård med et par ældre særlinge. Vi var lidt bange for dem, for de brød sig ikke synderlig meget om børn, måske fordi nogle drillede dem. De kørte stadig rundt med en stivvogn med stude for. Konen løb bagved vognen og drejede på et håndtag, som havde forbindelse med nogle bremseklodser på vognen. De var meget aparte klædt. Det var som om, konen var svøbt ind i en masse klude både sommer og vinter. Jeg har aldrig set hende uden skistøvler. De blev ledsaget af en haltende hund, der så ud til at have kendt bedre dage. Vi skulle passere deres gård, når vi skulle på opdagelse på Galgebakken, som området blev kaldt. Det var ligesom en stor ås med skov. Her fandtes de bedste ski- og kælkebakker i miles omkreds.

Om sommeren fangede vi hugorme. De lå på bakkeskrænten i hjulsporene og solede sig ved middagstid. Vi brugte en gaffelgren. I et snuptag satte vi gaffelen ned på hugormen, greb fat i halen, løftede hugormen op i luften, så kunne den ikke gøre fortræd. Vi havde nemlig fundet ud af, at den ikke kunne løfte hovedet, hvis der ikke var noget, den kunne sno sig omkring. Så blev den puttet ned i en gammel gummistøvle. Når vi havde fanget nogle stykker, afleverede vi dem hos Falck. De havde en ormegård. Hugormene blev "malket" for gift. Giften blev brugt til at lave serum af. "Malkningen" foregik på den måde, at man tog et reagensglas, hvorpå man satte et tyndt stykke gummi. Derpå tog man hugormen omkring nakken og kæbeleddet. Så pressede man munden op på den og pressede gifttænderne ned over gummilaget. Så troede hugormen, den havde bid, og giften løb ned i glasset. Vi kunne snildt tjene en ekstra biografbillet på den måde.

Vi legede meget ved Storåen. Vi byggede tømmerflåder og fiskede. Jeg havde lige læst: Huckleberry Finn, så mens vi sejlede, forestillede vi os, at vi var på Mississippi floden. Når vi skulle tjene lidt mønt, solgte vi de fisk, vi havde fanget, til en minkfarmer. Det var især brasen og skaller. Hvis vi fangede en ørred eller en laks, solgte vi den til slagteren. Jeg har tilbragt mange sommerdage siddende på Sønderlandsbroen med benene dinglende ud over brokanten. Vores fiskestang bestod af en hasselkæp med en murersnor som snøre. Vi brugte kroge, hvorpå vi satte enten en klat dej eller et stykke sammentygget franskbrød. Vi havde også gamle gummistøvler hængende under skrænten på åen. De blev røgtet meget tidligt om morgenen. Der var tit gevinst. Ålene gemte sig helt nede i foden af støvlen. Halede man støvlen hurtig ind, kunne man være heldig at være hurtigere end ålene. Når min mors silkestrømper ikke kunne opmaskes mere, fik vi dem. Vi fyldte hele foden op med regnorm og bandt en knude. Så bandt vi en snor i strømpen, og alt mens vi lå på åbredden, hev vi poserne op og ned i vandet. Når ålene bed efter ormene, hang deres tænder fast i maskerne, og så var det bare om at hive op i en fart. Jeg var også ofte med min far ude at stange ål om aftenen. Det foregik med et meget kraftigt lys fra en petromax lygte. Man kunne tydeligt se ålene i vandet, men derfra og så til at stange dem, der var langt. Vi har mange gange ligget i græsset og prøvet at "tæmme" en ål, der til sidst smuttede fra os og ned i vandet igen

Vi flyttede til Holstebro i oktober måned 1948. Jeg var startet i skolen til første april. I Holstebro startede skoleåret først til august. Jeg kom ind i første klasse. Jeg syntes, de var langt bagefter. De kunne ikke engang bogstaverne, og de sad og stavede de letteste ord. Jeg blev testet, og mine forældre fik at vide, at jeg hørte til i anden klasse på trods af min alder. Mine forældre syntes dog, at det ville være for stor en omvæltning for mig, og jeg tror, de var bange for, at jeg ville blive drillet p.g.a. min alder. Jeg blev i klassen og syntes, det var dejligt, for jeg fik lov til ligesom i Olling at passe mig selv i dansktimerne. Jeg kan huske, at jeg læste alle Rasmus fra Rodskov bøgerne. De var så spændende, at jeg glemte alt omkring mig. Her stødte jeg også på et nyt fænomen: Karakterbøger. Jeg kan huske, at vi den dag vi fik juleferie i første klasse, fik vores første karakterbog. Der var 4 karakterer. Jeg fik ug i dansk, regning og opførsel, men "kun" ug - i flid. Jeg vidste ærlig talt ikke, hvad det betød, men jeg kunne forstå, at det ikke var så ringe endda, for læreren lagde hånden på mit hovede og sagde: "Det er meget fint Birgit, bliv ved på samme måde." Jeg forstod ikke ret meget af det hele, for jeg syntes ikke, jeg havde gjort andet end at stille på skolen hver dag.

Det var lidt svært for mig at finde mig til rette i starten. Skolegården f.eks. med alle de mange børn. Der var ofte børn, der blev drillet, fordi de var fattige, ikke havde så pænt tøj eller bare boede i en forkert bydel. Jeg var ikke vant til den slags fra Olling, der kendte vi allesammen hinanden.
Jeg er dog aldrig blevet udsat for drilleri, selvom jeg i begyndelsen talte "rigtig" jysk. Jeg vandt respekt ved, at jeg kunne nogle ting, som de ikke kunne endnu. I pigegruppen var det ikke "in" at lege med drengene, det syntes jeg også var lidt mærkeligt, for i Olling legede vi alle med hinanden. Jeg elskede at spille kugle og hønsering med drengene. Pigerne var mere til sanglege, hoppe i sip og den slags. Jeg var mere til boldspil og tagfat. Jeg har i det hele taget altid godt kunnet lide drengenes kontante måde at klare uoverensstemmelser på, modsat pigernes intriger og deres mange klikedannelser. Jeg husker nogle drenge, som var frygtet af de fleste. De havde et tilnavn, som ikke var så flatterende her lige efter krigen. De blev kaldt deres navn + tysker. De var berygtede for, at de ikke gik af vejen for en rask slåskamp. De havde engang taget alle mine marmorkugler. Jeg sladrede til min storebror Bendt. Han kom hjem med kuglerne. Næste dag havde en af brødrene et kæmpestort sæbeøje. De generede mig aldrig siden.

Det var stadigvæk kort efter krigen, så der var knaphed med meget. Jeg kan huske, at man kunne købe nogle sko, der blev kaldt Greyhound sko. Man skulle have rationeringskort, så man kunne kun få nye sko et par gange om året. Disse sko var så gode, sagde firmaet, at de garanterede, at man kunne få et par nye, hvis man kunne slide hul på dem i løbet af 90 dage. Det lykkedes for mig 2 gange...Jeg kan huske, at jeg brændende ønskede mig et par gummistøvler. Det kunne ikke lade sig gøre i min størrelse, så jeg var parat til at få et par vaders, hvilket mine forældre ikke syntes var en god ide.

Jeg husker ikke så meget fra min første tid på Danmarksgades Skole. Skolen optog mig ikke særligt. Jeg kedede mig i mange timer og glædede mig til at komme hjem og lege. Jeg kan bedst huske vores første udflugt, der gik til Borbjerg Mølle. Her legede vi gemmeleg og tagfat, og på denne tur fik jeg min første kæreste. Han var rødhåret og havde masser af krøller. Han var den dygtigste dreng i klassen, og alle piger var vilde med ham. Jeg havde ikke skænket ham en tanke før på udflugten, hvor vi skulle lege tomands tagfat. Han spurgte mig, om vi skulle løbe sammen. Det viste sig, at vi kunne løbe fra dem allesammen, så han steg i min agtelse. Da han spurgte, om jeg ville være hans kæreste, spurgte jeg ham om, hvad det indebar. Han svarede, at jeg bare skulle holde ham i hånden og løbe sammen med ham, når vi legede tagfat. Det, syntes jeg, var i orden, og så var vi kærester de næste par år. Jeg kan huske, at han nogle gange blev sur over, at jeg legede med andre, men så sagde jeg til ham, at han jo bare kunne finde en anden kæreste, for jeg havde aldrig lovet ham, at jeg ikke ville lege med andre end ham.

I timerne tegnede jeg meget på forbedringer af vores tømmerflåde, hule eller våben. Jeg gik i klasse med en dreng, der boede i et hus ved åen. Huset var en barak fra krigens tid. Det var husvilde, der boede der. Tonny kom og gik i skolen, som det passede ham. En dag, vi fulgtes af hjem, smed han pludselig sit tornyster i åen. Han gad ikke slæbe på den mere. Næste dag i skolen fortalte han læreren, at hans bøger var blevet stjålet. Jeg vidste godt, at han nok ikke var det bedste forbillede for mig, men hold da fast, hvor var han skæg at lege sammen med. Han kunne finde på de mest afsindige ting. Vi byggede engang en hule på Bendix tømmergård, lige for næsen af opsynsmændene. Den lå helt oppe under taget af en deres store skure med træ. Mens Tonny lavede afledningsmanøvre med opsynsmændene, kravlede jeg op i hulen. Når de var blevet trætte af at jage ham, kom han op i hulen. Vi har fået mange slag kort deroppe og spist mange "illegale" blommer og æbler. En dag var det nær gået galt, for der opstod brand på tømmerpladsen. Det havde ikke noget med os at gøre. Det var i den anden ende af pladsen. Brandvæsenet kom, det myldrede med folk på pladsen, så det næsten var umuligt at komme ned fra hulen. Da vi var nede, fik en opsynsmand øje på Tonny. Han blev fanget og var til afhøring på politistationen, men de fandt heldigvis ud af, at han ikke havde noget med branden at gøre. Han nævnede aldrig med et ord til dem, at jeg havde været med på pladsen. Bagefter snakkede vi om, at vi nok hellere måtte finde et andet sted at bygge hule, for vi kunne jo have været indebrændt. Hele området med tømmer nedbrændte. Det viste sig senere, at det var en gnist fra en stor sav, der havde antændt nogle spåner.

Vores næste hule skulle også ligge et sted, som ikke kunne findes af enhver. Vi fandt et godt og farligt sted. Det var under den store jernbanebro ved Vesterbrogade. Man skulle være rigtig god til at klatre for at komme helt op i trekanten under broen. Broen krydsede Storåen, så hvis vi faldt ned, havnede vi i vandet et godt stykke under os. Her havde vi et udvalg af blade, som vi fornøjede os med. Her prøvede jeg at ryge for første gang. Tonny havde købt en pakke Eiffel, der var kun 3 cigaretter i pakken. Jeg tog et ordentlig sug. Jeg blev dårlig, skulle kaste op og blev svimmel. Den dag klarede jeg ikke turen ned på sædvanlig måde. Man skulle nærmest hænge i fingerspidserne for at nå rundt om søjlen, så man kunne glide ned af det skrå stykke på broen. Jeg havde ikke kræfterne og lod mig falde ned i åen. Det kolde vand fik frisket op på mig. Vi fik tændt et bål på bredden, for det gik ikke at komme hjem med vådt tøj, lugten fra bålet kunne også bortforklare røglugten. Det var en sorgens dag, da Tonny og familie flyttede fra Holstebro.

I skolen legede vi som før fortalt mest sanglege og hoppede i sip, men det kunne ikke bringe mit blod i kog. Jeg husker faktisk kun nogle få piger fra min klasse. Derimod husker jeg flere drenge, bl.a. én, som boede på møllen i anlægget. Her var også alletiders legeplads. De første år gik jeg på det, der blev kaldt: Den lille skole i Danmarksgade. Lille syntes jeg nu ikke, den var. Den havde flere etager. Øverst oppe under taget var der håndgerningslokale, husgerningslokaler og sanglokale. I denne skole gik man til og med 4 klasse, så blev man flyttet over på Den store skole. Skolegården var ikke asfalteret. Der lå nogle fliserækker, så man kunne komme nogenlunde tørskoet ind til bygningen, men ellers var det kun jord. Man kunne forme nogle huller med hænderne. Disse huller blev brugt til kuglespil. Man kastede på skift en kugle. Den, som ejede kuglen nærmest hullet, skulle så forsøge med en finger at puffe de andres kugler i hullet. Andre gange spillede vi til mur. Her vandt den, hvis kugle lå nærmest væggen. Lignende spil blev også spillet med hønseringe og de såkaldte s-ringe. Vi havde foruden marmorkugler også store flotte glaskugler.
Jeg kan også huske flere af børnene fra Tangsvej, for vi legede sammen på gaden om aftenen. Det var mest "Spark til dåsen", og om vinteren løb vi på skøjter på gaden og legede kædetagfat. Noget som fascinerede mig meget, og som kunne gøre, at jeg kom for sent i skole, var, når der om mandagen var grisemarked på Grisetorvet ved Enghaven. På det tidspunkt lå der en gammel købmandsgård ved Grisetorvet. Der var en masse mennesker der, og der foregik en masse ting, som optog mig. Jeg skulle passere for at komme med stien, der førte til skoletrappen. Det skete dog meget ofte, at jeg helt glemte tiden p.g.a. min nysgerrighed. På højre side af stien lå Bendix tømmerhandel og på venstre side et gartneri. I dag er det meste af området forvandlet til Enghavens parkeringsplads. Jeg fik forbud om at gå den vej til skole efter henvendelse fra min klasselærer. Jeg gik så i stedet ned forbi badmintonhallen ved Sønderlandsgade, over åen med en lille gangbro op til Vestergade, forbi Storetorv, op gennem Nørregade og til sidst Danmarksgade, men lige lidt hjalp det. Der var mange fristelse også på denne rute. Den første var badmintonhallen med det karakteristiske runde tag. Det tag skulle vi altid afprøve, vi skulle se, hvor højt op vi kunne kravle. Dernæst skulle vi prøve at balancere på gelænderet over åen. Når vi kom til Vestergade, var der en hesteslagter. Der skulle vi lige ind i gården for at trøste de heste, der stod klar til slagtning. Når vi kom til Storetorv, skulle vi lige en tur ind til bageren Karoline for at se, om hun havde gammelt wienerbrød fra foregående dag. Vi har spist tonsvis af hendes wienerbrød. Man kunne få en kæmpepose til 5 øre. Jeg har fået mange stykker ved at tage rundstykker med til folk i Nørregade. I Nørregade var der alle forretningerne. Jeg var især meget interesseret i en boghandel, der lå lige før Danmarksgade. Han havde de flotteste linealer og blyanter i mange farver. Penge havde jeg aldrig, men det kostede jo ikke at se. Som man kan se, var der masser af fristelser for en lille pige, og jeg kan ikke huske alle de gange, hvor jeg kom for sent og blev sat i skammekrogen, men det var det værd.

Om sommeren havde svømmebadet åbent fra kl. 14-16. Her samledes vi alle sammen og prøvede at overgå hinanden i vovemod fra vipperne. Jeg tror, vi alle har prøvet at få en maveplasker fra tremeteren. Vi dykkede efter sten og slog kolbøtter i vandet. Det var en herlig tid. De fleste af os blev også medlemmer af svømmeklubben. Der var nogle, der ikke havde råd til et kort til svømmebadet, dem hjalp vi over muren, der var rundt om hele området. Det var umuligt for bademesteren at holde øje med alle steder på en gang. Mine bedste legekammerater var mine brødre, børnene fra Tangsvej og ikke mindst min nevø Kalle.

Min bror Svend Aage blev konfirmeret d. 16. april 1950 i Holstebro Kirke. 

Jeg var 9 år, og jeg husker tiden i kirken med de mange konfirmander som frygtelig kedelig. Bagefter blev alle vi "små" fotograferet. Festen blev holdt hjemme. Det var meget hyggeligt, for så kunne vi komme ud at lege efter maden. Svend Aage fik plads som bydreng hos en slagter Fugl på Sønderlandsgade. Han valgte senere at få plads på landet.

Endnu engang måtte vi rykke teltpælene op...

Min mor har fortalt:
En dag fik vi et brev fra kommunen om, at de ønskede at ekspropriere en stor del af vores jord. Den jord, vi havde lejet ved Galgemosevej skulle også bruges. Der er senere blevet bygget Mælkekondensseringsfabrik og kaserne på jorden. Jorden ved gartneriet skulle bruges til det, der senere kom til at hedde Sønderparken. Vi solgte resten til en tømrervirksomhed. I dag er der kun vores hus tilbage, resten er villakvarter. Dengang syntes jeg, der var langt til centrum, men i dag ligger huset faktisk i centrum.

Min far vendte tilbage til sit tidligere arbejde som borer. Han gik i en slags kompagniskab med Kulcentralen og Winther Christensen. Vi skulle finde et midlertidigt sted at bo. Det blev i Skave.

Skave

Vi flyttede ind i et hus i udkanten af byen. Der var ingen skole, så vi skulle gå i skole i Trabjerg Skole. Det var en typisk landsbyskole med 2 klasser. Jeg var 9 år. Jeg syntes, der var frygtelig langt til skole. Jeg havde ingen cykel, så det var på gåben.
Jeg husker bedst vinteren 1950-51. Vi løb på ski til skole. Der var et kæmpe snefald, så hovedvejen Holstebro- Viborg blev lukket i flere dage. Vores vandrør frøs til, så vi måtte krydse de store snemængder på hovedvejen for at hente vand hos vores genboere. Jeg kan huske, hvordan min mor måtte kæmpe sig igennem sneen rundt om huset for at komme ned i fyrkælderen. Her opholdt vores hund sig med 6 hvalpe. Efter nogle dage lykkedes det sneplovene at få ryddet hovedvejen, med det resultat, at vores indkørsel blev yderligere fyldt op med sne. Der blev dannet var en høj vold ind til huset.
Vi måtte ikke forsømme skolen om så jord og himmel stod i eet, så vi kæmpede os igennem snemasserne, på tværs af marken, da vi ikke kunne se, hvor vejen var. Når vi nåede frem, var vi helt forfrosne og vindblæste. Det forhindrede os ikke i, at vi de næste frikvarterer lå i evig sneboldkamp med børnene fra Trabjerg. Vi byggede en snevold tværs over vejen ved skolen. Så fabrikerede alle de små snebolde. Når frikvarteret startede for alle bag deres volde, og så føg det med snebolde indtil ammunitionen holdt op. Det vindende hold var det hold, der holdt stand længst. Så blev fjendens vold jævnet. Vi sloges for livet, for det var ikke morsomt at være på det tabende hold...
Jeg kan huske, at vi frygtede gymnastiktimerne om vinteren. Gymnastiksalen var ikke opvarmet, så vi stod der med bare fødder og frøs næsten fast i gulvet, mens Lærer Skaaning med overfrakke, halstørklæde og pelshue dirigerede gymnastikken. Det var svært at få varmen i fødderne igen efter den omgang. Mange gange skulle man ned i fugtige sokker og støvler, så jeg husker det som om, jeg altid frøs om fødderne igennem hele vinteren. Vores strikkede vanter blev efter frikvartererne anbragt på radiatorerne, så efter kort tid lugtede klasseværelset af våd uld.
Trabjerg skole var en skole, jeg tænker tilbage på med glæde. Der var to dygtige lærere, der forstod at fange vores opmærksomhed og lære fra sig. Lærer Skaaning var en fortrinlig violinspiller. Her blev kimen lagt til, at jeg kom til at holde meget af de danske viser, sange og salmer.
Skaaning gik heller ikke af vejen for at spille til fester og bal i Skave Kro. Jeg husker det mest som det var folkedans, der blev danset.

Jeg gik kun i Trabjerg Skole fra november til april, hvor jeg kom ud at tjene, men alligevel føltes det, som om det var meget længere tid. Det var en god og næsten sorgløs tid, hvor vi børn og unge mødtes på engen bag kroen. Her frøs engen til, så der blev en fin skøjtebane.
Skolen blev nedlagt, da der blev bygget en ny stor skole i Skave, faktisk lige bag vores hus, men det var en del år efter mine forældre var flyttet fra Skave.

I min fritid hjalp jeg til på en nabogård i Skave. Min løn var mælk, kartofler og æg til familien. Jeg kan huske, at jeg fik lov til at køre traktoren frem, når der skulle samles roer. Jeg måtte stå op for at træde koblingen i bund. Jeg passede også nogle gange den mindste søn på gården. I dag er gården omdannet til en kæmpe genbrugsplads. Den lille dreng, jeg kørte tur med i barnevognen er i dag en kæmpestor mand, han er kendt som " Fluesmækkeren fra Skave". En herlig gut, som man altid kan lave en god handel med.

Min bror Knud Erik blev konfirmeret i Borbjerg Kirke d. 6. april 1952.

konfirmationen i kirken husker jeg mest, fordi min svoger Alfred med sin smukke sangstemme overdøvede både præsten, koret og kordegnen. 
Jeg husker også, at jeg under leg med min nevø Kalle og min lillebror, legede tagfat på vores murede havemur. Jeg skvattede ned og fik en kæmpe flænge i låret. 
Jeg skjulte det indtil aften, hvor jeg måtte gå til bekendelse. Min storebror Aksel ringede til lægen, som kom og satte 17 klemmer i såret. Jeg kom ikke tilbage i min plads i Ølby før 14 dage senere efter at klemmerne var taget af såret.

Min far arbejdede stadigvæk i brunkulslejrene, nu var det i Studsgård og Troldhede, hvor han var pumpemester. Jeg kan huske, at jeg var på besøg hos ham. Jeg skulle bringe mad og tøj ud til ham. Det var billigere med en barnebillet med toget.
Han havde opstillet et lille træskur, hvor han overnattede, når han ikke var hjemme hos os. Det var meget simpelt. Der var jordgulv, huset var ikke isoleret, der var kun en seng og en gammel æblekasse som bord. Der lå et par brædder på gulvet foran sengen, som man kunne balancere på, når man skulle i seng. Der var et gammelt kombineret komfur og kakkelovn med skorstenen stikkende ud af siden på skuret. Det var her far lavede mad og kogte kaffe. Han kunne kun en ret, det var brasede kartofler, stegt flæsk og spejlæg, så det fik vi de to dage, jeg var der.
Jeg kan huske, at det om aftenen den første dag blev forrygende stormvejr. Komfuret var næsten rødglødende og vi kunne se taget bevæge sig. Min far fandt en kæmpelang fladrem, som han spændte ned om sin seng og fastgjorde rundt om et af spærene og dernæst så tog han en lang pæl, som blev banket igennem remmen og ned i jorden. Han bedyrede mig, at det nok skulle holde. Det gjorde det, men vi kunne mærke at sengen rystede hele natten. Jeg vågnede op midt om natten. Min far var væk. Det regnede og stormede udenfor, så far havde måttet ned i den dybe kulgrav for at se til pumperne. Det var ikke ufarligt arbejde at stige ned ad de stejle skrænter til bunden af lejet.
En aften kom han u varslet hjem. Han var kommet til skade med sin ene storetå. Han havde høj feber. Der var gået betændelse i tåen. Der blev sendt bud efter lægen, der konstaterede, at der også var opstået blodforgiftning. Neglen blev hevet af, der blev skåret hul i tåen, så betændelsen fik frit løb. Såret skulle renses flere gange om dagen med saltvand. Jeg kan endnu se ham liggende i soveværelset med en kæmpeforbinding på foden. Såret blev drysset med et antibiotikapulver hver dag, og lægen kom på besøg for at skifte forbinding. Det tog en rum tid, før han var arbejdsdygtig igen. 
Min fars løn skulle udbetales af Kulcentralen i Holstebro. Det var et stort arbejde at få dem til at slippe slanterne hver uge. Jeg blev sendt med Feldborg Larsens bus hver fredag for at inkassere lønnen. Jeg ventede og ventede, man prøvede at ignorere mig, indtil jeg blev træt af det en dag. Da der var mange kunder i butikken, rejste jeg mig op og sagde med høj stemme: " I skal ikke handle med ham der, han vil prøve at snyde jer. Han har i lang tid prøvet at snyde min far for at få sin løn." Han prøvede at tysse på mig, men det lykkedes ikke. Jeg lagde min fars lønseddel på bordet foran ham, så han måtte i alles åsyn ryste op med pengene.
P.S. Han gik senere fallit, og det viste sig, at han havde begået underslæb. Det kom til at koste både min far og hans kompagnon mange penge, fordi de havde kautioneret for ham. 

Den værste periode i min barndom

Det gik ikke særlig godt for min far, han var ikke rask, så det var knapt med penge. Min storebror Svend Aage var blevet konfirmeret og tjente nu i Ølby. Han kom hjem og fortalte, at de på nabogården manglede en skolepige til at passe børn. Konen var blind på grund af grå stær. De havde brug for en barnepige. Min bror havde sagt, at han havde en lillesøster. Dagen efter stillede ægteparret. Min mor var meget betænkelig pga. min alder. Jeg vidste, at det ville være en stor lettelse, hvis der ikke var så mange munde at mætte derhjemme, det havde mine ældre brødre fortalt. Jeg sagde, at jeg da godt kunne klare pladsen. Jeg skulle starte d. 1. april 1951 lige før min 10-års fødselsdag. I den anledning fik jeg min første cykel. Det var en brugt rød pigecykel til 75 kr. Min løn skulle være 30 kr. om måneden plus kost og logi.

Ølby

Jeg drog af sted med mit tøj i en stor pakke på bagagebæreren. Jeg skulle følges med min bror. Vi cyklede ind over Borbjerg og Hjerm til Ølby. Det var en lang tur, men vi nåede frem i god behold. Jeg blev indkvarteret i et værelse ved bryggerset. Der var ingen varme. Der fandtes heller ikke toilet. Det var tilbage til grebningen i kostalden med fare for at blive klattet i nakken, mens man sad i hugstilling, det var farvel til toiletpapir. Her brugte man en tot halm til at tørre sig med. Det var noget af et kulturchok.

På ejendommen var der også et hønseri. Noget af mit arbejde bestod i at sortere æg, vaske æg, lægge æg på bakker, pakke æg i kasser og lægge æg i rugemaskine. Det var godt nok ikke det, jeg var hyret til. Meningen var, at jeg skulle tage mig af de to børn, men der var mere brug for mig i hønseriet.

En typisk arbejdsdag:

6.00 Hjælpe til ved morgenmalkning og fodring af dyrene

1. 7.00-7.45 lave morgenmad og hjælpe det ældste barn på 3 år i tøjet, bade det lille nyfødte barn, spise, rydde af bordet og vaske op
2. 8.00- 15.00: Skole
3. 15.15-20.00: Lave eftermiddagskaffe, passe børn, hjælpe til hønseriet, hjælpe med aftensmalkningen, lave aftensmad, vaske børnene og putte dem i seng.

Manden på gården havde dårligt hjerte, så det blev hurtigt overladt til mig både at bære de tunge mælkejunger ud til vejen og muge ud i stalden, før jeg skulle ind for at lave havregrød. Det var hårdt arbejde for en pige på 10 år. Konen i huset var konstant efter mig. Jeg kunne ikke gøre noget godt nok og blev altid sammenlignet med en tidligere pige, de havde haft. Hun var 14 år, så der var selvfølgelig en forskel.
Når det blev aften, var jeg ofte så træt, at jeg bare faldt omkuld på min seng. Lektielæsning blev der ikke noget af. Engang spurgte jeg stilfærdigt, om jeg måtte få lidt tid til at læse lektier. Konens svar var: Lektielæsning, det har sådan én som dig, da ikke brug for. 
Konen blev på et tidspunkt indlagt i 8 dage i Aarhus for at blive opereret for grå stær. I al den tid blev jeg holdt hjemme fra skole for at passe datteren på 3 år og sønnen på 6 uger. Ufattelig, at man turde overlade dette ansvar til en 10-årig.
Under gulvet i køkkenet var der en kælder. Man åbnede en lem i gulvet, så kunne man ad en trappe få adgang til en kælder fyldt med henkogte pærer, ærter og syltetøj m.m. Midt på gulvet stod der et stort sulekar. Når der blev slagtet gris, blev den parteret og lagt i dette sulekar med en mættet saltlage. Inden kødet blev lagt i lagen skulle man afprøve om et æg kunne flyde ovenpå. Hvis det kunne det, var lagen tilstrækkelig mættet.
Normalt var det konen, der hentede kød op. Hun havde en lang krog, hun kunne tage kødet op med, men en dag hvor hun var virkelig knotten over et eller andet, gik det det ud over mig. Hun beordrede mig ned i kælderen for at finde et stykke saltet flæsk. Jeg ville tage krogen, men hun beordrede mig til at stikke hele armen ned i karret. Bagefter var min arm helt rød og hævet i flere dage. Da manden så det, blev han meget vred, og skældte sin kone ud. Desværre for mig blev det hele meget værre. Det var ikke fordi, han ret tit blandede i konens opførsel, men jeg kunne tit se, at han ikke billigede den. Han var såmænd lige så bange for hende, som jeg var.

Nogle aftener tog jeg med min bror til håndbold og gymnastik. Lektier blev der ikke tid til. Jeg havde intet lys på værelset. Det var nu ikke sådan, at jeg savnede at læse lektier, det havde jeg såmænd heller ikke brugt meget tid på tidligere, man kunne klare sig langt ved blot at høre efter i timerne.
Det eneste gode ved skolen i Ølby var, når vi tog på ekskursion i slugten, der går helt ud til Kilen. Vores lærer var en rigtig god fortæller. Det nød jeg meget. Jeg fik da også strikket et par sokker med striber, men den ene var næsten dobbelt så stor som den anden. Håndgerning har aldrig været min stærke side. Ellers var skolen det sted, hvor jeg hvilede ud til resten af dagens strabadser.
Dog husker jeg med stor glæde skoleturen til København. Vi boede på Strandvejen 93. Det var indrettet som en slags vandrehjem for "Provinsbørn, der var på Ferieophold i København". Stedets formål var at give provins- og landsbybørn en mulighed for et ferieophold i hovedstaden. Besøget omfattede bl.a. en tur i Zoo, Tivoli, havnerundfart, nationalmuseet, Rundetårn, Christiansborg, Tuborg Bryggeriet, Amalienborg slotsplads, Rosenborg  og mange andre seværdigheder. På den tur nåede vi alle at få masser af vabler på fødderne, for alle ekskursioner foregik på gåben rundt i København.
Jeg nåede også en få en kæreste på den tur. Meget uskyldigt, jeg var 10 år, og han var 12 år og søn af en storbonde...det passede ikke de andre gårdmandsdøtre. Han var en rigtig sød, dygtig  og rar knægt, som ikke blev skånet for at arbejde hårdt derhjemme på gården.
Vi fulgtes ad på hele turen og morede os vældigt sammen, og han købte en ring til mig i en af boderne i Tivoli.
Familien, jeg var hos, var meget religiøs, så jeg skulle med i kirke de søndage, jeg ikke havde fri. Jeg satte mig nede bagved, og når kirkeklokken var færdig med at ringe til gudstjeneste, sneg jeg mig ud for at lege med børnene i Ølby. Jeg vidste nøjagtig, hvor længe præsten var om sin prædiken, så når tiden nærmede sig, sneg jeg mig tilbage på min plads. Jeg mødte engang præsten i Ølby. Han standsede mig og fortalte, at han godt havde set mig snige mig bort. Han spurgte, hvad jeg brugte tiden til. Jeg svarede, at jeg legede, og at det var den eneste tid på ugen, hvor jeg kunne det. Jeg tror, han syntes, det var synd for mig, for han svarede: "Det synes jeg er fornuftigt, bliv du bare ved med det".

Jeg havde fri hver anden søndag over middag. Min bror og jeg startede turen på cykel hjem til Skave efter middagsmad og oprydning. Vi kunne lige være hjemme til eftermiddagskaffe. Jeg var som regel for træt til at lege, jeg skulle jo også have kræfter til turen tilbage efter spisetid. Vi var så tilbage i Ølby ved 22-tiden. Jeg længtes forfærdeligt hjem. Der var ingen kærlighed at få, hvor jeg var, kun arbejde fra morgen til aften. Da der var gået nogle uger, blev det bedre med hjemveen. Jeg fandt ud af, at det ikke hjalp mig, så nu skulle det være slut. Efter denne beslutning gad jeg ikke cykle hjem, når jeg havde fri. Jeg brugte i stedet tiden til at besøge mine skolekammerater og lege med dem. Min mor forstod, at der var noget galt, men jeg ville ikke fortælle noget, hun skulle ikke bekymre sig om mig, jeg skulle nok klare mig. Min brors konfirmation nærmede sig. Den faldt på en søndag, hvor jeg ikke havde fri. Jeg havde belavet mig på ikke at kunne komme med, men så blev det min mor for meget. Hun ringede til husbonden og sagde, at jeg skulle have fri både lørdag og søndag, da en af mine brødre skulle konfirmeres. Det fik jeg, men hævnen kom. Ingen fridage de næste 3 uger.

Tiden derefter blev hård. Det var tid til, at der skulle sættes en ny udrugning af kyllinger i gang.
Jeg havde været sløj hele ugen, men jeg fik at vide, at det bare skulle arbejdes væk. Jeg sorterede æg en aften helt til klokken to om natten. Da vi skulle til at gå i seng, besvimede jeg. Jeg havde over 40 i feber. Dette skete om torsdagen, om fredagen var jeg i skole, men jeg kan ikke huske, hverken hvordan jeg kom dertil eller hjem. Lørdag cyklede vi hjem. Jeg faldt omkuld, da vi kom ind af døren hjemme i Skave. Mor fik sendt bud efter lægen. Jeg havde en slem lungebetændelse og halsbetændelse og var underernæret. Jeg fik penicillin. Jeg var syg over en måned. Gårdmanden ringede flere gange, for at spørge, om jeg dog ikke snart kom, man kunne da ikke være syg så længe, det var vel bare noget pjat med mig. Min mor blev vred og ringede til lægen og fortalte ham det.

Lægen havde en alvorlig snak med gårdfolkene i Ølby. Han henvendte sig også til skolen. Jeg havde forsømt ulovligt mange gange pga. at jeg skulle hjælpe til på gården. Gårdmanden havde flere gange måttet betale mult for at holde mig hjemme. Lægen fik at vide, at jeg trods det, klarede mig fint i skolen. Gårdmanden fik at vide, at jeg skulle behandles bedre og ikke udnyttes til at udføre arbejde, jeg ikke var lejet til. Hvis lægen fik nys om, at det ikke blev bedre, ville han melde gårdmanden til børneværnet. Jeg skal her lige indføre, at der på gården også var en dreng, der var et par år ældre end mig. Han kom fra et børnehjem. Gårdmanden fik penge for at have ham. Det var en skændsel, som han blev behandlet. Han var ikke så velbegavet, havde ingen familie til at tale sin sag. Han gik ikke i skole, så bondemanden syntes ikke, han behøvede pænt tøj. Jeg græmmes den dag i dag over behandlingen af ham. Jeg husker, at min bror og jeg tog ham med hjem til Skave et par gange. Min mor vaskede og reparerede hans tøj. Undertiden gav hun os en pose med aflagt pænt tøj med til ham. Min mor fortalte os, at vi skulle være gode ved ham og hjælpe ham. Min bror, der var utrolig kærlig og rar, tog nogle gange et voldsomt skænderi med gårdmanden over hans behandling af både ham og mig. Jeg kan huske, at han slyngede i hovedet på gårdmanden:" De missionske er altid de mest nærige og værste til at udnytte folk, du skulle skamme dig over at holde min søster hjemme fra skolen bare for at spare penge til hjælp". Med den salut gik han ud af stuen.

Næste gang jeg blev holdt hjemme, gik jeg til præsten og fortalte hvorfor, jeg ikke havde været i skole. Jeg havde hjulpet med at sortere kyllinger til langt ud på natten. Præsten var formand for skolekommissionen. Jeg fortalte ham alt om, hvordan drengen blev behandlet. 2 dage senere blev drengen afhentet. Han kom i pleje hos et ældre ægtepar, og jeg hørte siden, at han artede sig vel, og at det i det hele taget gik godt for ham.

Det hjalp nu ikke ret meget med formaningerne, sommeren stod for døren og med den høhøst. Det var en travl tid. Min mor havde bestemt, at hun ville komme uanmeldt, for med egne øjne at se, at jeg nu havde det bedre, men hun blev skuffet, for jeg fik ikke tid til at være sammen med hende før kl. 9 om aftenen. Jeg var så træt, at jeg ikke engang kunne spise en is.....Hun besluttede så, at jeg skulle hjem, men det sagde jeg nej til, for jeg var lejet til november, og sådan blev det.

Min far havde altid over for os børn pointeret, at hvis man indgik en kontrakt, så skulle man holde den. Den filosofi kom til at koste ham mange penge. Han havde nemlig kautioneret for en vis person på kulcentralen, som ikke overholdt sine forpligtelser. Min far mistede ved det stort set alt, han ejede.

Min tid i Ølby står for mig som den værste tid i mit liv til dato. Det var en nedværdigende tid. Jeg følte mig i den grad udnyttet. Jeg følte, at gårdfolkene kunne skalte og valte med mit liv og helbred, som de fandt bedst, og til den usle betaling af 1 krone pr. dag. Heldigvis mødte jeg også mine kammeraters forældre, og de viste mig, at ikke alle tjenestefolk blev behandlet som os. Jeg kan dog sige, at når jeg har set de værelser og kamre, som min bror blev budt også senere, så var der ikke meget at råbe hurra for.

Jeg havde et idyllisk og romantisk indtryk af livet på landet, før jeg kom til Ølby, men det blev der lavet om på....

Hvad har jeg så lært af alt dette?
Svaret er, at man skal behandle alle ordentligt og være med til at tage vare på de, der ikke selv kan. Det er kommet til at betyde alt for mit senere virke og liv.

Tilbage i Holstebro 

I oktober 1952 flyttede familien til Holstebro. Mine forældre havde fået en lejlighed i det nyligt færdigbyggede Nordkap. Jeg nåede at besøge mine forældre en enkelt søndag inden november. Jeg kan huske, at jeg syntes, at lejligheden var meget lille i forhold til, hvad vi før havde haft. Der var en stue, et soveværelse, et værelse, et køkken, entré og et badeværelse.
I kælderen var der 2 rum pr. lejlighed. Det var også her vaskeriet, tørrerummet og cykelkælderen fandtes. 

Jeg blev sendt hen i ismejeriet for at hente morgenbrød. Her så jeg et skilt i vinduet om, at de søgte en hjælpepige, der kunne komme tidlig op om morgenen. Hun skulle bringe mælk og morgenbrød ud om morgenen og hjælpe til i forretningen fra klokken 4 om eftermiddagen til lukketid. Lønnen bestod i 2 liter mælk om dagen, 4 rundstykker og et franskbrød hver dag og desuden 30 kr. om ugen. Jeg troede ikke mine egne øjne. Jeg stillede mig op i køen, og da det blev min tur, spurgte jeg, om de havde fået en hjælpepige, ellers ville jeg gerne have jobbet, men jeg kunne først begynde til d. 1. november, for jeg var ude at tjene. Jeg fortalte, hvad jeg lavede. Da de havde hørt det, fik jeg straks pladsen. Jeg var ellevild. Jeg for hjem og fortalte mine forældre det. Jeg kan huske, at jeg spurgte, om jeg måtte komme hjem og bo igen, for nu havde jeg fundet arbejde. Min mor gav mig et stort knus og sagde, at der var ikke noget, de ønskede mere, end at jeg kom hjem. Jeg satte en seddel op i de andre opgange i den bygning, hvor mine forældre boede. Jeg tilbød mig som barnepige om aftenen. Hvis man var interesseret, kunne man henvende sig til mine forældre. På den måde, fik jeg 3 barnepigepladser. Det var som regel lørdag aften, jeg passede børn. Manden, det ene sted, var prokurist ved Amtsbladet. Han gav mig lovning på en avisplads til 1. december. Jeg kunne tjene 10 kr. om ugen ved at køre med aviser. Jeg var glad. Aldrig mere skulle jeg ud at tjene. Jeg var ligeglad med, hvor meget jeg skulle arbejde, bare jeg kunne blive hjemme. Jeg kunne tjene meget mere om ugen, end jeg havde fået om måneden.

november oprandt....

Endelig oprandt 1. november. Husbonden ville gerne hyre mig for det næste år, men jeg nød at sige nej. Han tilbød mig 75 kr. om måneden, men jeg fortalte ham, at jeg kunne tjene meget mere der, hvor jeg havde fået plads, og at han ikke kunne byde mig en løn, som ville kunne få mig til at blive.

Det varede ikke ret længe, før min løn i ismejeriet steg til 50 kr. om ugen, fordi jeg blev hyret til at gøre rent efter lukketid. Jeg afleverede pengene hjemme, de kunne betale huslejen. Jeg beholdt selv de drikkepenge, jeg fik, og de kunne nemt dække mit behov. Jeg var glad og syntes, at livet var dejligt, selvom jeg skulle møde klokken 5.30 i ismejeriet.

Om vinteren var det et koldt og hårdt arbejde at slæbe rundt med mælkerammer, der var fyldt med mælkeflasker. Jeg var som regel færdig med at udbringe mælk kl. 6.30, så skulle der pakkes morgenbrød, hvoraf en stor del også skulle bringes ud. Kl. ca. 7.30 var jeg klar til at smutte hjem med morgenbrød til os selv, og så var det ellers om at få pakket skoletasken og af sted.

Jeg begyndte i Danmarksgade Skole igen. Jeg kom i 4. klasse. Jeg havde ikke besvær med at følge med. Man kan sige meget om datidens landsbyskoler, men man fik virkelig lært noget, selvom man kun gik i skole hver anden dag. Jeg var faktisk langt forud for mine nye klassekammerater, der havde gået i skole hver dag.

Kort tid efter jul fik vi besøg af min klasselærer. Jeg troede, at jeg havde gjort noget galt. Han kom, fordi han ville overtale mine forældre til at lade mig gå op til en prøve for at komme i Mellemskolen fra 4. klasse. Han syntes, at jeg var så godt med, at jeg sagtens kunne springe over 5. klasse. For at være ærlig, så vidste jeg ikke, hvad Mellemskolen var. Jeg kan huske, at jeg sammen med en dreng fik skiftet regnebogen ud til en for 5. klasse resten af året, den var pærenem, den havde jeg regnet i Ølby. Der fik vi lov til at regne løs. Når en bog var færdig, fik vi en ny uanset, hvilken klasse vi gik i. Jeg elskede regning og de udfordringer, der var i faget. Jeg var til prøven og bestod med ug i både dansk og regning.

Jeg skulle så starte i en ny klasse efter sommerferien. Det generede mig ikke særligt, jeg havde jo prøvet at skifte skole 3 gange før, det var ikke noget særligt, jeg fandt hurtigt nye kammerater.

Mellemskolen

Jeg mødte nu en hel ny "type" kammerater. De fleste kom fra velbjergede hjem, men det var aldrig noget, jeg mærkede til. Jeg fik de bedste kammerater, man kan tænke sig. Jeg blev blå spejder med liv og sjæl. Jeg havde optaget min svømning og var blevet helt habil. Jeg deltog med gode resultater i mange stævner. Vores store forbillede var Jens Jørgen Thorsen. Han var lige blevet jysk mester i crawl. Det var, som om han fløj hen over vandet. Han kunne lave de flotteste spring fra vippen, og så var han sjov. Han har mange gange til stævner lavet "kanonslag", som vi kaldte det, når man sprang ud fra vippen i nærmest hugstilling, lige ned foran byens spidser, så de blev oversprøjtet med vand.

Om vinteren gjorde vi gymnastik i svømmeklubben for at holde os i form. Jeg øvede mig meget på et spring fra vippen, hvor man skulle starte med at stå på hænder. Inden vinteren var forbi, kunne jeg gå hele gymnastiksalen rundt på hænder. Min far sagde om mig, at jeg næsten gik bedre på hænder end på mine ben, for det skulle skrives på hanebjælken, hvis jeg ikke havde plaster på knæene. Jeg begyndte også at spille håndbold igen. Mine aftener var fuld besatte, som det ses. En kammerat fik mig med til orienteringsløb, og det blev jeg ret bidt af. Jeg var en rigtig sports pige, min fortid sammen med drengene fornægtede sig ikke. Jeg kunne tyre en fodbold lige så godt som dem, og i det hele taget holdt jeg mig ikke tilbage.

Søndagene var de dage, hvor man virkelig levede og legede. Vi kunne tage af sted ud til Sir Lyngbjerg Bakker en hel dag. Vi havde madpakker med, og så legede vi ellers sporleg og røvere og soldater lige til aften. Om vinteren stod vi på ski derude. Det var dage.

Over for Nordkap på den anden side af Struervej boede der en gammel mand. Han havde en lille ejendom. Han var syg. Han havde kræft i underlæben. Han gik altid med et stort bind, der var bundet ned under hagen. Vi var lidt bange for ham, for han så ikke godt ud. Vi legede meget på hans mark. Det er der, hvor Nørreparken i dag ligger. Vi byggede huler i hans hegn og sloges med ungerne fra Ringparken. Vores våben var bue, pil og spyd, som vi havde lavet af pilegrene fra pileskoven, der lå i området. Det fik en brat ende. En søndag, hvor min bror, nevø og jeg kom fra biografen, holdt der brandbiler med blinkende lygter på marken. Nogle havde sat ild til vores hytter, så hele hegnet nedbrændte. Jeg ved ikke, om man nogensinde fandt synderne.

Manden ville ikke længere give os lov til at lege på marken, så vi måtte finde et nyt sted. Ved Nordkap er der en ubebygget trekant. Der gravede vi huler under jorden og afstivede med brædder, vi "fandt" rundt om på byggepladserne i byen. Det var en hel labyrint af gange. Det fik også en ende, fordi en lille unge var kravlet ind i en af gangene, mens vi var i skole. Herved opdagede forældrene, hvad vi havde lavet, så vi måtte jævne det hele.

Vi tænkte ikke så meget på, at noget kunne være farligt. Jeg kan huske, at vi legede tagfat på en af nybygningerne ved Nordkap. Der var stillads, som vi kravlede op på. De mest modige fortsatte helt op på lægterne på det ikke færdige tag. Man kunne kigge helt ned i kælderen. Man havde en mægtig udsigt deroppe fra, man kunne faktisk se helt ned til kirken. På byggepladsen stod der en motor, som man brugte til at hejse mørtel og deslige op på stilladset til murerne med. Vi havde fundet ud af, at vi kunne starte den med et søm. Vi legede meget med den og hejste alverdens ting op og ned. En dag fik en af vennerne den skøre ide, at han ville prøve at blive hejst op. Han fik fat i krogen. Maskinen blev sat i gang, og opad gik det for fulde hammer. Pludselig råbte han: "Jeg kan ikke holde mig fast længere, hejs mig ned". Men ak og ve, kablet havde sat sig fast helt oppe. Min nevø og jeg løb alt, hvad vi kunne op af stigen til øverste afsats på stilladset. Undervejs op havde vi fundet et stykke jern, som blev brugt til at støbe i betonen. Jernet havde ligesom en krog i den ene ende. Mens jeg holdt fast i stolpen og min nevø, hang han næsten vandret i luften og fik med jernstangen kablet løst, så vennen kunne hejses ned. Det lyder vist ikke underligt, når jeg fortæller, at vi aldrig legede der mere.

I halvtredserne var der skov næsten hele vejen rundt om Holstebro. Vi legede meget i skoven ved Hornshøj og i skovene, der strakte sig fra Skivevej til Ringkøbingvej. Vi lavede madpakker og drog af sted søndag formiddag. Vi havde huler flere steder. Vi klatrede i de store træer, og nogle af os havde fundet et system, vi kunne bruge, når vi skulle ned i en fart. Vi lod os simpelthen falde fra afsats til afsats i de store grantræer. Grenene tog farten af faldet og gav langsomt efter og bøjede sig ned til næste afsats. Man skulle lige gøre sig klart, hvor langt grenene gik ned mod jorden, ellers kunne man godt slå sig, når man faldt det sidste stykke. Min veninde og jeg lavede denne stunt under et natløb med spejderne. Det var meningen, at spejderne så skulle behandle os for vore kvæstelser, men da vi drattede ned med høje skrig foran dem i mørket, stak de af skrigende i vilden sky. Natløbet stoppede, fordi de alle løb tilbage til lejren. Efter den tid fik vi at vide, at det nok ikke skulle foregå så livagtigt. En søndag gik det galt ude i Sønder Plantage. En af vores venner røg ud over afsatsen temmelig højt oppe på træet og landede i skovbunden. Han var bevidstløs. Vi lavede en båre af nogle grene som blev stukket ind gennem ærmerne af to jakker. Her blev han anbragt. Båren blev anbragt på cykelstyrene af to cykler. På den måde fik vi ham hjem. Der blev ringet til lægen. Han havde fået en slem hjernerystelse, men der var ikke brækket noget, hvor mærkeligt det end lyder. Efter denne episode fik denne leg også en ende.

Da man byggede Nørreparken, dengang kaldt for minkfarmen pga.. husenes udseende, fandt vi ud af, at man kunne komme ned i krybekælderen i den ene ende af det lange rækkehus. Man kunne så bevæge sig under alle lejlighederne og endda komme ind i lejlighederne via en lem i spisekammeret. Alle rørledningerne gik hernede. Der kunne undertiden stå 15 til 20 cm. vand i kælderen, men så stagede vi os frem i nogle murbaljer. Vi legede, at vi var opdagelsesrejsende. Mad manglede vi aldrig, for de udvalgte jægere samlede lidt hist og her i spisekamrene, som vi kom forbi. Vi tænkte ikke på, at det ikke var rigtigt at gøre, vi levede os ind i eventyrverdenen, og vi spiste, hvad vi fandt undervejs for at overleve.

Vi var mange jævnaldrende børn i Nordkap på det tidspunkt. Vi kedede os aldrig. Jeg kan huske, at vi improviserede vores tagfat lege, som vi kaldte "ta". Engang havde en dreng ved navn Gunnar, den samme, som faldt ned fra træet og fik hjernerystelse, fået en luftbøsse i fødselsdagsgave. Den kunne skyde med pile, kartofler, rønnebær og selvfølgelig hagl. Det skulle udnyttes, så den, der skulle "Ta", blev udstyret med bøssen og nogle pile. Man skulle så sigte efter bagdelen på den, man ville ramme, og der var ingen tvivl om, hvem der blev taget, for der lød altid et AUUU.

Skoleskift

Jeg prøvede flere skoleskift i min barndom, uden jeg synes, det var den store katastrofe. Jeg fandt mig hurtigt til rette på de nye skoler og fandt hurtigt nye kammerater. Jeg mener, at forældre ikke skal være så bange for, at deres poder ikke falder til et nyt sted. Børn indordner sig lynhurtigt til nye forhold. Måske kan det endda være sundt at få nye græsgange og møde nye mennesker.

Jeg prøvede først at gå i en lille bitte landsbyskole med 3 årgange i klassen og skolegang hver anden dag. Der var mange udfordringer, for vi så jo op til de ældre elever i klassen og lærte fra dem.

Dernæst kom jeg i en meget stor byskole, hvor man gik i skole hver dag, og hvor man var årgangsdelt. Jeg var glad for skolen, men jeg følte ikke, der var så mange udfordringer de første år.

Vi flyttede til Skave, og jeg begyndte igen i en landsbyskole. Jeg elskede skolegangen i Trabjerg Skole, selv om den blev kortvarig. Her var nærhed og medleven. Vi skulle ikke alle følges ad rent faglig, men fik udfordringer, der passede til os hver især. Vi havde meget dygtige og engagerede lærere. Jeg fandt mange gode venner, som jeg også legede meget med i min fritid. Det var om efteråret, vi flyttede til Skave. 

Så kom jeg til endnu en landsbyskole, som dog var større end de to andre, nemlig Ølby Skole ved Struer. Jeg husker ikke så meget fra denne skole. Jeg var altid træt, fordi jeg var oppe tidligt for at hjælpe til med morgenmalkningen. Jeg husker dog med glæde de ture, vi tog langs Kilen for at botanisere. Vores lærer var en glimrende fortæller, og han var fantastisk til at spille på violin. For første gang i min skoletid oplevede jeg at have sang som skolefag og synge korsang. Et andet fag, som ikke ligefrem var mit yndlingsfag, var håndgerning. Jeg fik lært at strikke, men mine to sokker med striber var ikke ligefrem noget at vise frem. Der skulle nemlig være lige mange striber på sokkerne med det resultat, at den ene blev flere centimeter længere end den anden. En ting, jeg husker med speciel glæde, er en tur til København, som hele skolen tog på. Vi boede på et stort palæagtigt hus på Strandvejen 93. Her kunne provinsbørn få ophold under besøget i hovedstaden. Vi var i tivoli og besøgte bryggeriet Tuborg, og vi var også på kanalrundfart og meget mere. Det var den største oplevelse, jeg nogensinde havde i min skoletid. Jeg har altid været glad for at gå i skole, men i Ølby var det for mig et fristed, her kunne jeg hvile ud før dagens øvrige strabadser. Lektier fik jeg aldrig tid til at lave, men man kunne klare sig langt, hvis man hørte godt efter i timerne og var lidt hurtig til at komme igang med opgaverne. Jeg kan faktisk ikke huske, at jeg nogensinde har skulle lave skriftligt arbejde derhjemme, det nåede jeg altid i skolen. Jeg blev ofte "tvunget" til at forsømme, fordi jeg skulle hjælpe til med at sortere æg, kyllinger eller være med i markarbejdet. Man kunne betale sig fra disse forsømmelser ved at betale en mult, som det kaldtes. Det var nærmest et symbolsk beløb.

Mellemskolen

Jeg mødte nu en hel ny "type" kammerater. De fleste kom fra velbjergede hjem, men det var aldrig noget, jeg mærkede til. Jeg fik de bedste kammerater, man kan tænke sig. Jeg elskede at gå i Mellemskolen, her blev der stillet krav, man lærte virkelig noget, en ny verden åbnede sig for mig, vi blev præsenteret for litteratur, som jeg slugte fra den ene ende til den anden. Vi fik fysik, som sammen med matematik og engelsk hurtigt blev mine yndlingsfag. Disse fag fik også stor betydning for mit senere valg af erhverv. Jeg elskede at eksperimentere i fysiklokalet.

En dag fandt jeg et stykke karbid. Jeg blev sat til at skulle finde ud af stoffets egenskaber. Jeg vidste, at det havde været brugt til karbidlamper, fordi det havde en stor brændegenskab. Jeg opdagede også, at når man tilførte væde i form af vand eller spyt, så udviklede der sig en forfærdelig stank. Desuden bruste det voldsomt op. Det skulle udnyttes. Vi skulle have vores mest forhadte lærer, der var så kedelig, at man var nødt til at få noget til at ske, hvis ikke man skulle falde i søvn. Alle fik et lille bitte stykke af mit karbid. Når tiden var inde, hvor vi ikke kunne klare mere, skulle alle på tælling åbne deres låg til blækhuset, der var nedsænket i et hul i skolebordet. På et tegn skulle alle putte deres stykke karbid ned i deres blækhus. Virkningen var enorm. Der udviklede sig en stank uden lige, så alle vinduer måtte lukkes op, blækket bruste op og flød ud over bordene og ned på gulvet. Læreren var helt rundt på gulvet og forstod ikke, hvad der skete. Han styrtede ud af døren og op på kontoret efter inspektøren. Vi fik travlt med at rydde op og sad som små søde børn på vores pladser, da de vendte tilbage. Det kostede os alle en eftersidningstime, men det var det værd. I dag kan jeg da godt have ondt af vores lærer, men han var altså utrolig kedelig, og han gik heller ikke af vejen for at stikke os en på hovedet, hvis vi kom for sent eller ikke kunne svare rigtig på hans spørgsmål. Han var velkendt på skolen, som ham med galocherne. Dem brugte han både sommer og vinter for ikke at slide på skoene, det var vel en rest fra krigens dage, hvor det var svært at få sko.

Engang kom min bedste veninde og jeg til at sidde efter tre dage i træk, fordi vi ikke kunne holde op med at grine. Vi havde også førnævnte lærer til religion. Vi havde altid salmevers for til hans timer, og ve den stakkels synder, der ikke kunne lire verset af i en rasende fart. Det gik ikke rask nok for os den dag, så vi skulle blive efter skoletid for at blive hørt igen. Vi fik besked på at stille os ved siden af hinanden foran ham og så fremsige verset i kor. Men ak og ve.. pludselig fik vi begge øje på en stor gul ulækker "bussemand", der bevægede sig op og ned fra hans næse, når han trak vejret. Det var mere, end vi kunne klare, så vi knækkede begge sammen af grin, og lige meget hvad han sagde, så grinede vi bare helt hysterisk, for jo vredere han blev, jo hurtigere for "bussemanden" op og ned fra næsen. Han forlangte at få at vide, hvad vi grinede af, men det turde vi ikke fortælle. Resultatet blev en dundrende ørefigen til os hver, så vi måtte forlade lokalet med en knaldrød svidende kind, men dog stadig boblende af grin. Dagen efter blev vi kaldt på kontoret, hvor inspektøren forlangte at få en forklaring. Det fik han, og selv om han prøvede at være brysk, kunne vi begge se, at han prøvede at skjule et smil med den ene hånd. Vi tog straffen med ophøjet ro, så de dage blev der tid til at læse lektier.

Der var nogle fag, jeg ikke var så vild med, det var især husgerning og håndgerning. Husgerning havde jeg faktisk fået nok af, jeg havde lavet mad, mens jeg var ude at tjene, jeg lavede mad derhjemme, fordi min mor kom meget sent hjem fra arbejde 3 dage om ugen. Jeg har aldrig forstået, at husgerningslærerinden kunne hidse sig op over, hvordan vi vred en karklud op, så længe den blev vredet op. Jeg gik i klasse med nogle piger, der kom fra hjem, hvor man havde hushjælp til alt. De havde ikke en gnist forstand på at lave mad. Jeg husker især én, som kunne lave de mærkeligste ting. En dag skulle vi lave paneret flæsk. Vi havde fået besked på at lægge karkluden under spækbrættet, før vi bankede flæsket for ikke at larme så meget. Alle gjorde, som der blev sagt med undtagelse af førnævnte. Hun tog spækbrættet og lagde karkluden oven på og dernæst flæsket på karkluden og bankede så lystigt løs. Da vi sagde til hende, at det var ulækkert, sagde hun, at hun troede, at det var fordi, spækbrættet ikke skulle blive fedtet.......Jeg husker disse timer som meget omstændelige, hvis jeg gjorde sådan i hverdagen, ville jeg aldrig nå at få maden færdig til spisetid.

Om vinteren måtte vi ikke cykle hjem til middag for at spise. Vi boede for langt fra skolen. Der var skolebespisning med varm mad. Det var en god og sund kost, der blev serveret. De dage, hvor der blev serveret blodpølse, var der dog ikke så stor rift om maden. Vi måtte ikke forlade lokalet, før vi havde spist op. Vi fik maden øst op, så portionens størrelse var vi ikke herre over. Jeg kan endnu føle den klistrede fornemmelse, når man stak hånden i lommen sådan en dag. Når kogekonen vendte ryggen til, forsvandt nogle af skiverne ned i lommen med sirup og deslige. Vi turde ikke smide maden i skraldespanden, for det var blevet opdaget før, og synderne blev kaldt på kontoret og smagte spanskrøret. Det var lige efter krigen, så man smed ikke ustraffet god mad væk. Som et kuriosum kan jeg fortælle, at ænderne i anlægget heller ikke brød sig om blodpølsen.

Når vi var færdige med at spise, blev et nyt hold lukket ind. Der var, så vist jeg husker, to spisesale. En for de små og en for de ældre elever. Jeg kan huske, at man stod i række for at komme ind, hvad enten det var godt vejr eller snestorm.Når spisningen var forbi, var der som regel lang tid tilbage af den godt en times middagspause. Det var koldt bare at skulle gå rundt i skolegården. Vi måtte ikke opholde os inden døre, og vi måtte heller ikke forlade skolen uden tilladelse. Gårdvagten kunne dog ikke holde øje med os alle, så når han bevægede sig om i en af de andre gårde, strøg vi af sted i rasende fart hen ad Danmarksgade med retning mod anlægget. Her har vi tilbragt mange dejlige timer på alle årstider. Når der var sne, gled vi på vores bukseender eller stående ned ad bakkerne ved Møllesøen. Vi sprøjtede vand på bakken, så den blev iset til. Det har kostet mange bukseender i tidens løb, for det var svært at holde balancen, når man for ned over ujævnhederne på bakken, men hvor var det sjovt. Når isen var ved at bryde op på søen, hoppede vi fra isflage til isflage. Det kostede af og til en kold tur i søen. Der var ikke mange dage om vinteren, hvor jeg ikke kom i skole efter pausen med våde sokker. I det hele taget forekommer det mig, at jeg altid frøs om tæerne, fordi mine skistøvler og sokker var våde. Når jeg skulle ud med aviser, fik jeg som regel varmen igen, når jeg løb godt til. Hver aften blev mine skistøvler stoppet ud med avispapir og sat på radiatoren om natten for at være tørre til morgendagens strabadser. Om morgenen blev de gnedet med fedtelædersmørelse, inden jeg skulle ud med mælk og morgenbrød. Min mor forstod ikke, hvordan de kunne blive så våde hver dag. Jeg må indrømme, at hun først fik realiteterne at vide, da jeg var blevet voksen.

Skoleinspektøren boede på den anden side af anlægget. Når han skulle hjem til middag, gik han gennem anlægget. Vi havde altid en udkiksmand til at varsko os om ham. Hvis han genkendte os, blev vi kaldt på kontoret og afstraffet med enten en lussing, eftersidning eller spanskrør. Han turde dog ikke forfølge os ud på isen, når den ikke var sikker, så der styrtede vi ud, når vi fik øje på ham, hvis det var for sent til at kunne gemme os.

Resten af året legede vi ved "Tyrens mave", som vi kaldte et sumpområde. Vi havde spændt et langt reb op i et træ. Vi sprang fra en højere liggende sti ud i rebet, og svingede os til et bestemt sted i sumpen, nemlig "Tyrens mave". Det var et område, som virkede som en trampolin. Når vi havnede på dette område, kunne vi springe videre i sikkerhed på den anden side af sumpen. Hvis vi ramte ved siden af, havnede vi i sump til midt på lårene, og mange har i tidens løb mistet deres gummistøvler her. Det var hver gang en udfordring, og det kildede dejligt i maven. Andre gange legede vi ved tomten af den gamle løve grav. Engang var der en slags zoologisk have i anlægget. Min mor kan huske den, fra da hun var barn. Tomten lå på bakken, hvor en del af kirkegården nu ligger..

Vi legede også meget ved friluftsteateret, som vi kaldte det. Her var der som nu bænkerader som i et auditorium. Vi legede tagfat. Man måtte ikke ramme jorden, så ind imellem kostede det nogle hudafskrabninger på skinnebenene, når man gled på bænkekanten.

Vi legede også en leg langs Lægårdbæk, der løber gennem hele anlægget. Bækken var smallest nær Østervang og bredest nær Viborgvej. Vi var mange børn, der deltog i starten af legen, men få, der kunne gennemføre. Legen gik ud på, at vi skulle springe over bækken. Når alle havde sprunget, løb vi lidt længere frem på bredden og sprang så over på den anden side igen. Hvis man faldt i vandet, var man ude af legen. Den, der ikke var faldet i vandet, blev mester.

Oppe på bakken lå skolehaverne. Man kunne blive skrevet op til et lille stykke jord. Det kostede ikke noget. Man fik udleveret frø, og der var et skur med redskaber, man kunne benytte. Der var en lærer, som førte tilsyn, og ham kunne man også spørge til råds. Man skulle møde op en gang om ugen, og man blev krydset af. Hvis man ikke passede sin have, blev den givet til en anden. Før man gik hjem, skulle haven godkendes. Jeg havde en have hvert år og var vældig stolt, når jeg bragte afgrøderne hjem.

Skolen betød utrolig meget for mig, jeg var ikke særlig flittig, det var der ikke tid til, men jeg sugede kundskaber til mig.

I 4. mellem henvendte inspektøren sig til mine forældre for at få deres tilladelse til at melde mig til gymnasiet. Der var på det tidspunkt intet gymnasium i Holstebro. Man skulle rejse til Struer. Det kostede penge. Man skulle også selv betale bøger. Skolen ville søge om friplads, men mine forældre sagde, at det kunne der ikke blive tale om, det kunne vi ikke få råd til. Inspektøren fortalte, at jeg var den eneste fra klassen, der blev anbefalet, men lige meget hjalp det. Min far var stadig svag og kunne ikke arbejde på fuld kraft. Hvis jeg skulle på gymnasiet, ville jeg ikke kunne beholde mine fritidsjobs. Familien kunne ikke undvære min hjælp. Jeg var selvfølgelig ked af det, men jeg forstod godt mine forældre. Ingen af mine søskende havde læst videre. Inspektøren overtalte dem så til, at jeg i det mindste måtte fortsætte i realklassen, så så situationen måske anderledes ud efter dette skoleår.

Jeg startede i realklassen, men allerede i efteråret skete der noget, der kom til at vende op og ned på alting. Jeg væltede på min cykel og slog mit højre knæ meget. Jeg blev røntgenfotograferet, og man fandt, at det var held i uheld, for billedet viste, at lårknoglen lige over knæet kun hang sammen i et område på 2 cm på bagsiden af knoglen. Der var dannet en cyste (en væskefyldt huling) på 14 cm. Jeg havde længe haft ondt i benet, når jeg løb eller sprang højdespring og deslige, men vores læge havde sagt, at det var vokseværk. Jeg skulle indlægges omgående og opereres. Mine forældre blev indkaldt til samtale, hvor de fik at vide, at jeg muligvis skulle have benet amputeret. Man kunne ikke sige, om det var ond- eller godartet. Der blev tilkaldt en ortopæd fra Aarhus, der skulle finde ud af, hvordan man fik fyldt hullet ud, hvis det viste sig at være godartet. Han fortalte så, at han i en artikel i Lægetidsskriftet havde læst om en tilsvarende operation, hvor man efter at have renset hullet op havde brugt en speciel gips art til at fylde hullet med. Knoglevævet var så med tiden vokset ud over gipsen og erstattet den. HAN FORTALTE OGSÅ MINE FORÆLDRE, AT JEG NOK ALDRIG VILLE KUNNE KOMME TIL AT GÅ. Heldigvis kom han til at tage fejl, jeg kom endda også til både at spille håndbold, fodbold og badminton efter nogle år, men det krævede en lang og træls genoptræning. Benet har i årene givet mig en del plager. Knæet blev ved med at hæve op og smertede ved gang.

Det blev en meget langvarig indlæggelse. Jeg lå på sygehuset fra oktober til juni, hvor jeg fik et stativ på benet. Jeg hang i en bøjle, for jeg måtte stadig ikke støtte på benet. Jeg fik dispensation til at gå til realeksamen og bestod med et så godt resultat, at det udløste skolens præmie for bedste eksamen. Jeg var stolt som en pave. Jeg havde selv klaret skærene, der var ikke noget, der hed sygehusundervisning den gang. Jeg havde vist, at jeg var værdig til skolens anbefaling til gymnasiet. Jeg vidste, at det stadig ikke var muligt for mig, men jeg havde bestemt mig for, hvad jeg så ville. Jeg ville være lærer. Jeg passede først min nevø nogle måneder, dernæst fik jeg plads på Polilitikontoret i Holstebro, hvor jeg også fik tilbudt læreplads, men det var ikke noget for mig. Jeg tog til England en tid for at lære mere sprog. Under alt dette forberedte jeg mig på optagelsesprøve på et seminarium, når jeg blev gammel nok. Jeg søgte om dispensation p.g.a. min alder og fik det. Jeg fik også at vide, at jeg p.g.a. min gode eksamen kunne gå op i fuldt pensum i 3 mundtlige og skriftlige fag på seminariet. Jeg kunne spare et år, hvis jeg gjorde det. Jeg satsede. Jeg meldte mig til optagelsesprøve på Vordingborg Seminarium. Jeg havde ikke stor tiltro til, at jeg skulle bestå, for der var 120 til prøve til 30 pladser. Stor var min glæde, da jeg ca. 14 dage senere fik at vide, at jeg var optaget.

Min ældste søster Karen og hendes mand tilbød mig, at jeg kunne bo hos dem i starten. Jeg var jo kun 17 år og havde stadig stativ på benet. Mine forældre var bekymrede over at sende mig til Sjælland. Jeg boede i Næstved i ca. et år, så fandt jeg et værelse i Vordingborg.

Ferie

For mine forældre var der ikke rigtig noget, der hed ferie, før de blev pensioneret. Det kunne blive til en enkelt fridag ud over søndagen, men ellers var det arbejde fra morgen til aften. Jeg har dog aldrig hørt dem beklage sig. Min mor havde altid noget i hænderne. Når hun satte sig til rette i sin lænestol om aftenen, var det altid med et strikketøj eller andet nyttigt. Min far slog sig på sine gamle dage på kolonihavedrift. Han satte en ære i at dyrke de største gulerødder, kartofler og porrer, og han havde af og til noget i avisen. Jeg husker engang, hvor han dyrkede en kartoffel, der næsten vejede 1 kg. Min far og mor havde mad nok til flere dage af den.

Somme tider rejste han nogle dage til Holbæk for at ordne have hos min søster og svoger og for fiske ål i Holbæk Fjord. Fiskeri havde altid været hans store hobby. Han kunne gå til Struer og tilbage igen for at stange ål på isen på Kilen. Han gad ikke tage på udenlandsrejser, han sagde altid, at der var så smukt i Danmark, at han var sikker på, at der ikke var dejligere andre steder. Han var alle dage et friluftsmenneske, som ikke kunne forestille sig, at sidde flere dage i en bus. Da vi boede i Feldborg, kom han tit på besøg af flere dages varighed. Så ordnede han vores have, sov til middag under granerne og nød tilværelsen.

Min mor fik "fri" til bl.a. at tage med en af mine søstre og hendes familie på camping på Bornholm og i Italien. Min far døde på Holstebro Sygehus d. 21.2. 1969.
Da min far døde, overtalte vi min mor til at tage mod et tilbud fra pastor Hvass fra Nørrelandskirken i Holstebro. Han arrangerede hvert år en pensionistrejse til udlandet. Min mor nåede at deltage 11 gange. Hun var også sammen med os i både England, Skotland og Paris, så hun nåede at få set sig omkring på sine gamle dage. Hun døde på Holstebro Sygehus d. 15.5. 1987.

Sommerferie.

Da vi var flyttet tilbage til Holstebro i halvtredserne, fandtes der noget, som hed fribilletter til DSB. Alle skoleelever kunne få udstedt en sådan fribillet til brug i skolernes sommerferie. Det var bare om at udnytte den. Jeg havde på det tidspunkt en farbror i Fredericia, en faster i Ringe på Fyn, en moster på Lolland, en søster i Næstved og en søster i København. Desuden lå der en spejderlejr, som jeg benyttede meget, ved Snekkersten i Nordsjælland. Man kunne få en påtegning på sin billet, så man kunne gøre ophold forskellige steder på rejsen. Man kunne så købe en tillægsbillet, når man fraveg ruten. Min billet lød altid på Holstebro- Helsingør via Fredericia. Jeg fik min billet påtegnet i Fredericia, Middelfart, Odense, Slagelse og København. Jeg havde jo flere jobs, hvor jeg fik udbetalt feriepenge, så ferien blev nydt i fulde drag. Feriebilletten gjorde, at de fleste børn kunne komme på ferie i skoleferien, uden at det belastede forældrenes pengepung, og at mange børn ikke skulle tulle rundt alene i den lange ferie. Jeg kan ikke huske, hvornår ordningen ophørte, men det var i hvert fald efter min alm. skolegang. Jeg havde som regel min lillebror, nevø og 2 niecer med på slæb, men dem afleverede jeg hos mine ældre søskende. Det var noget mere omstændeligt at rejse på den tid, for man skulle skifte tog flere gange undervejs. Man skulle også slæbe sig selv + bagage ombord på Storebæltsfærgen. Der var mange rejsende, så det kunne være svært at få en siddeplads, især når man var barn. Det var god opdragelse, at børn rejste sig op for voksne, og det selv om, det drejede sig om en rejse på 10-12 timer. Jeg har utallige gange balanceret på min kuffert hele vejen fra Jylland til København. Man kørte med damplokomotiv, så når man nåede vejs ende kunne man være helt grimet i hovedet af støv og sod. Mange gange stod vi på gangbroerne mellem to togvogne. De var ikke overdækkede, så man kunne se sporene forsvinde under sig og følge vognenes duven. Der kunne være stormomsust, men det var sjovere end at opholde sig i de trange gange. Det sjoveste var at stå på bagperronen ( d.v.s. der hvor man gik ind i den bagerste vogn ). Her kunne man se hele landskabet, man lige var kørt igennem, og det føltes næsten som at sidde i bagerste vogn af en rutschebane.

Vi havde altid madpakker med os, når vi rejste. Nogle gange prøvede vi at smide mellemlægspapiret ud af et vindue under farten. Det var sjovt at følge papirets tur langs vognstammen. Engang smed jeg et sådant stykke papir, der havde ligget mellem to æggemadder af sted. Det fløj let og elegant langs vognene, men pludselig blev et vindue åbnet længere henne. En mand stak hovedet ud. Papiret blev som suget imod det åbentstående vindue. Skræk og ve, det landede lige i panden på manden og klistrede sig fast. Vi var lynhurtige til at få lukket vores vindue og gøre os "usynlige" ved at fordele os ned gennem vognene, så da manden rød i hovedet af raseri kom stormende igennem gangene, kunne han ikke finde ud af, hvem der havde smidt papiret, og vi sad selvfølgelig fromme som lam og læste i vores Anders And blade. Jeg husker disse ture som både trælse, men også morsomme, fordi vi kunne finde på de særeste ting, som at kravle op på hylderne til kufferterne. Disse hylder var lavet af tovværk og mindede om hængekøjer. Vi var ikke så store dengang, så vi kunne ligge udstrakt og hvile os, indtil togbetjenten opdagede os. Min skræk var, at en af de "små" skulle blive væk i menneskemylderet enten på færgen, eller når vi skiftede tog. Jeg fandt så på at trække en snor gennem håndtaget af kufferten og så binde snoren om deres ene håndled. På den måde fik jeg dem "frelst" gennem rejsen. Jeg var 11 år og skulle holde styr på 4 yngre, hvoraf de 2 endnu ikke var startet i skolen. Heldigvis var det da kun få gange, de to mindste var med, for mine søskende på Sjælland syntes ikke, det var så morsomt at få 5 feriebørn på samme tid, de havde jo selv børn at tage vare på.

Det var altid dejligt at komme på ferie hos min farbror i Fredericia. Jeg var altid alene der. Jeg har en fætter, der er 2 år ældre end mig. Vi havde det rigtigt skægt sammen. Vi var de bedste venner i verden. Vi havde samme form for humor og fantasi, og vi kedede os aldrig sammen. Vi legede meget i skovene rundt om byen. Jeg holdt ferie der, helt til jeg blev voksen. Jeg besøgte også altid min faster i Fåborg alene. Der var altid stille og roligt, og jeg nød dagene der med læsning og cykelture i området.

Hos min søster og svoger i Næstved skete der ting og sager. Vi legede med børnene fra området i Herlufholmskoven. Her blev der klatret i træer og snittet autografer højt oppe i træerne. Vi lejede kanoer og robåde på Susåen. Vi vovede os også ned til havnen. Her var der en mand, som blev kaldt Orlando. Han udlejede robåde, men de havde ry for at være nogle utætte pramme, som var livsfarlige at sejle i. Dem skulle vi prøve. Vi skillingede sammen og gik ombord 6-8 mand stærk. Vi roede ud gennem havnen og ud i kanalen mod Karrebæksminde. Det med utætheden passede godt nok. Vi måtte øse vand ud hele tiden, og alligevel nåede vandet op over vore fødder. Vi tog os ikke i agt for, at vi sejlede med strømmen, så da vi ville vende om (vi havde lejet båden i 1 time), tog det pludselig meget længere tid at komme tilbage, faktisk kom vi 3 timer for sent. Vi sneg os i land, og vi viste os ikke i havnen mere den sommer, for vi have ingen penge til at betale for den ekstra tid. Vi var ømme i ryg og arme og havde fået adskillige vabler af at ro tilbage mod den stærke strøm. Vi fortalte ikke noget om det til min søster, for inderst inde var vi godt klar over, at hun nok ikke syntes, det var så god en ide at ro rundt i havnen. Et par år senere kom min nevø (der er 3 år yngre end mig) til at fortale sig. Han ville ned at sejle sammen med nogle venner. Han spurgte sin mor, men fik at vide, at det kunne der ikke være tale om, det var alt for farligt. Han blev hidsig over forbuddet, og det for ud af munden på ham:" Hvorfor måtte vi så godt sejle dernede, dengang Birgit, Kalle og Kristian var på ferie?" Vi sad i saksen. Min søster ringede for at høre, hvad det var for noget. Vi måtte gå til bekendelse.

Når vi var i Næstved, fik jeg altid lov til at tage nogle dage ned til min moster på Lolland. Jeg elskede hende, hun havde lune og humor, så man kedede sig aldrig i hendes selskab. Jeg blev ved med at komme der jævnligt, mens jeg læste og boede på Sjælland. Min kusine og jeg løb på rulleskøjter og gik på stylter, og vi havde det sjovt sammen på trods af aldersforskellen. Hun har sikkert tit været træt af at have mig på slæb, men hun viste det aldrig. Jeg holdt utrolig meget af at være der. Min onkel var en rigtig stor og varmhjertet mand.

Hos min søster i København skete der også en masse. Min svoger slæbte os rundt på alle mulige museer, slotte og udstillinger. Dengang syntes vi ikke, det altid det var sjovt, men i dag er jeg glad for det. Jeg fik lyst til at læse mere om alt det, han viste os. Han var indfødt københavner og havde det lidt svært med at falde ind i vores jordbundne jyske familie. Mine ældre søskende "drillede" ham lidt med hans fine manerer og udtryk, men når vi besøgte ham i København, så var han på hjemmebane, og så fik den ikke for lidt. Han var ved militæret, og vi børn følte undertiden, at han dirigerede rundt med os, som om vi var en flok soldater. Alt skulle foregå nøjagtig på de tidspunkter, han havde planlagt. Hvis vi kom for sent, blev vi straffet med at skulle tage opvasken alene, blive hjemme mens de andre tog på tur og den slags. Hvis vi ønskede at blive hjemme, hvis vi ikke alle måtte komme med, så blev vi nærmest slæbt med. Jeg husker en episode, hvor min bror og nevø havde leget tagfat rundt i lejligheden. Det måtte man ikke, for det var forbudt at komme i den fine stue til daglig. Deres straf blev, at de ikke måtte komme med i tivoli om aftenen. Jeg sagde, at så gad jeg heller ikke, for der var ikke meget skægt i at være der uden dem. Jeg fik til svar, at det bestemte jeg ikke selv, så jeg blev slæbt med, men da jeg ikke gad prøve noget derinde, tog vi tidligt hjem. Da han fortalte min far om episoden, fik han ikke meget medhold. Min far sagde:" Husk de er ikke soldater, men børn.."

Han forbedrede sig med årene og blev mildere stemt over for børn. Faktisk holdt jeg meget af ham og kom der meget, specielt efter de flyttede til Holbæk. De boede tæt på fjorden, hvor vi badede og fangede rejer og ål. Både min søster og svoger er desværre begge døde nu. Deres børn bor stadig i Holbæk området, men vi har desværre ikke så megen kontakt til dem mere.

Jeg rejste som regel derfra og til Helsingør. Jeg arbejdede flere somre på en gård, der hed Jægergården, den ejedes af Det Danske Pigespejderkorps. Her plukkede jeg jordbær, kirsebær og hindbær, og desuden var jeg med til at gøre grøntsager klar til auktion. Jeg arbejdede kun fra klokken 6 om morgenen til klokken 12. Resten af dagen deltog jeg i lejrarrangementer og kurser. Opholdet blev betalt med arbejde, og så fik vi lidt lommepenge. Der blev bl.a. arrangeret ture til Sverige. Jeg elskede at være på Jægergården, der oste langt væk af internationalt samvær. Der kom spejdere fra hele verden. Der blev knyttet mange venskaber på kryds og tværs af landegrænser.

Feriedage og weekender og andre festlige dage

Vi har altid været utrolig glade for at besøge min mors familie i Aulum. Min mors moster og onkel ejede Søndergaard i Tved. Her har jeg tilbragt mange dejlige feriedage. Gården blev senere overtaget af min mors kusine og hendes mand. Feriedagene fortsatte hos dem. De havde 4 børn, hvoraf de ældste var nogenlunde på min alder. Mine brødre og jeg cyklede mange søndage til Aulum fra Holstebro for at lege med vores slægtninge. Det var ret vildt. Vi kravlede rundt på taget af laden, lavede huler på halmloftet, gyngede vildt på de store gynger i laden. Utroligt vi aldrig kom til skade. Min mors kusines mand var altid med på legen. Han skulle fange os. Vi blev for sjovt puttet i en sæk og ført til "fængslet". Når vi alle var fanget, blev vi sat for en krigsret, hvor han var dommeren. Vi kunne dømmes til de mærkværdigste ting, som at vi skulle cykle til Aulum 3 søndage i træk, eller spise mindst 10 æbleskiver hver, samle 3 kg. æbler eller pumpe 10 spandefuld vand til køerne. Hans fantasi var ligeså udviklet som vores. Vi elskede ham. Han havde lune som få. Han var en stor stout mand med en forståelse af børn, som er givet de få.

Da jeg blev lidt ældre, elskede jeg at smutte ned til min mors anden kusine, som boede i aftægtshuset til Søndergaard. De havde to børn, som også var jævnaldrende med mig. De havde en masse bøger bl.a. Susi bøgerne. Jeg elskede at læse, og her var der læsestof, som ikke fandtes på biblioteket. Det var seriebøger, som var så spændende, at man dårligt kunne stoppe, før hele bogen var læst. Min mors kusine bagte de bedste kyssekager i verden, og hun bagte ekstra portion, når hun vidste, vi kom på besøg. Min mor betragtede Søndergaard som sit andet hjem. Da hendes far rejste til Amerika, blev hendes moster og onkel værge for hende. Hendes moster, som vi alle kaldte bedste, var som en mor for hende, og hendes kusiner og fætre som en slags søskende. Vi har tilbragt mange dejlige timer i Søndergaard sammen med vores familie. Søndergaard ejes i dag af den yngste søn, så den er stadig i familiens eje, selvom der ikke er dyr på den som i de gode gamle dage.

Når jeg var færdig med at løbe med "Socialdemokraten" tidlig søndag morgen samtidig med udbringning af morgenbrød, så havde jeg fri resten af dagen. Om vinteren, hvis der var sne, tog vi skiene på og løb over markerne ud til Sir Lyngbjerg. Her er der nogle rigtige gode skibakker. Vi havde madpakker og varm solbærsaft med. Vi kom som regel først hjem igen, når det var ved at blive mørk. Vi kunne være 15- 20 halvstore børn. Vi havde det rigtig skægt, og vi var virkelig gode kammerater, der hjalp hinanden, hvis en eller anden kom i nød.

Andre gange om vinteren boede vi nærmest i Lystanlægget i Holstebro. Vi kørte på kælk, stod på ski på den store bakke, hvor en stor del af sygehuset nu ligger. Mølledammen har været vidne til mange store "kunstløbere". Noget af det sjoveste var, når vi legede kædetagfat på skøjter. Sådan en kæde kunne blive på 20- 25 meter lang, når vi holdt hinanden i hånden og bugtede os hen over isen. Mest spændende var det, når isen knagede under vægten af os, eller når forløberen førte kæden helt ud til kanten af vågerne, der var lavet til ænderne. Nogle gange fik de bagerste en våd sok. Det var skægt at være den sidste i "ormen", for man fik en kæmpe svingtur, når "ormen" skiftede retning.

Vi var nogle stykker, der foruden almindelige skøjter også var de lykkelige ejere af et par fjordskøjter. De blev bundet på støvlerne med læderremme. Selve klingen sad i et stykke træ. Vi brugte dem til at løbe på Kilen i Struer. Man kunne ikke så godt bruge almindelige skøjter der, dels p.g.a. at der var dannet "bølger" på isen, og dels fordi isen var blødere i overfladen og dermed ikke så glat. Fjordskøjter var rundslebne modsat almindelige skøjter, der skulle hulslibes, så der blev to skarpe kanter på meden. Når vi tog på medefiskeri på Kilen, var skøjterne uundværlige. Vi lavede et hul i isen, her igennem sænkede vi en kort fiskesnøre med krog og orm på ned. Vi stod så og hev snøren op og ned i hullet, så snøren ikke frøs fast. Vi lavede nogle gange flere huller, så vi løb rundt mellem hullerne hele tiden for at løsne snørerne. Vi kunne også bedre holde varmen på den måde. De voksne stod næsten frosset fast til isen, men vores motto var: Jo flere huller i isen desto flere muligheder for fangst. Vi kom altid hjem med masser af fisk, som vi solgte til interesserede i Nordkap.

Dengang blev vejene ikke ryddet for sne. Nogle steder blev der strøet grus, men ikke salt som i dag. Vi brugte vores fjordskøjter på vejen. Vi løb på skøjter til Struer og hjem igen uden at kny, jo det var dage, hvor forældre ikke kørte deres børn rundt. Hvis vi ville være med til noget, måtte vi gå eller cykle. Det var en naturlig ting. Jeg kendte ikke mange, der selv havde bil, og vi var jo også så dejlig fri for de voksnes indblanding i, hvad vi lavede.

Når vi skulle i skole om vinteren, var det også med skøjter på, og det bedste var, når vi ned ad Struervej kunne hægte os fast til ladet af en lastbil eller stigen bagpå en rutebil, huj-hej hvor det så gik, indtil chaufføren fandt ud af det.

Når vi nåede ned til Nørreport ved baneoverskæringen, skulle vi tit vente på toget fra Herning. Bommene var nede. På undersiden af bommene var der nogle jernstænger, der gik ned til en underbom. Hele dette stel kunne bevæges lidt til siderne. Vi stod op på den nederste og gyngede frem og tilbage. Når ledvogteren med håndkraft skulle hejse bommene op, kunne han ikke p.g.a. 15- 20 unger. Han var et meget hidsigt gemyt, hvilket jeg godt forstår i dag, så han stormede hen mod os og truede af os, så vi sprang for livet. Når han så var på plads og skulle til at hejse bommen op igen, stod vi der igen. Det kunne gentage sig 2- 3 gange hver morgen. Når vi så kunne se, at nu var vi ved at komme for sent, lod vi ham hejse bommen, og af sted gik det over stok og sten, mens han ikke kunne forfølge os. Hvis jeg kom alene til overskæringen senere på dagen, kiggede jeg op mod tårnet for at se, om han opholdt sig der, hvis han var der, kørte jeg hellere hjem via Stationsvej og Gammel Struervej. Respekt havde man vel...

Da jeg var barn i Holstebro var der en stor rundkørsel ved Nørreport. Når man kom fra Struervej, var der på venstre side en række lave bygninger, der var bygget sammen til det, som man kaldte bazar-bygningen. Alt dette blev revet ned for at give plads til stort kryds, men er det ikke lidt morsomt, nu er det igen lavet om...på den modsatte side var der en stor bygning, som blev kaldt Vulcan. Her var der biludstilling. Der var flat tag på bygningen. Der kravlede vi tit op og sad og dinglede med benene ud i fri luft og fulgte med i det, der skete nede på gaden f.eks. når der blev afholdt Børnehjælpsdage, så var der et kæmpeoptog med pyntede hestevogne og lastbiler med f.eks. kunstfærdige udstillinger fra H.C. Andersens eventyr. Jeg har engang selv været Tommeliden. Jeg skulle balancere på et kæmpestort kunstigt åkandeblad. Hele optoget sluttede i Anlægget, hvor der var gøgl og optræden. Der var et specielt telt, hvor det kun var børn, der opførte sketcher, sang, akrobatik og deslige. Det hed Børnematinéen. Her kunne man afprøve sine kunstneriske evner for et publikum.

Under boligblokkene i Nordkap var der de dejligste lange gange. I dag er der sat en masse branddøre op, men dengang kunne man se i hele blokkens længe. Her tilbragte vi mange aftener og dage, når det regnede. Ud for hver opgang var der på den ene side små afdelinger med et pulterrum til hver lejlighed i opgangen. På den anden side af gangen, var der pulterrum hele vejen ned. Mange af disse var ikke aflåste. Her legede vi tagfat og gemmeleg i mørket. Det var både uhyggeligt og spændende. Man kunne gemme sig oppe på de store rør under loftet. Der var kun lys i gangen, når nogen trykkede på en kontakt. Lyset gik ud af sig selv efter meget kort tid. Vi måtte ikke lege i gangen for viceværten, så derfor brugte vi kun lyset nødtvungent. Lige uden for dørene i begge ender af gangen, var der lys. Viceværten fandt aldrig ud af, hvorfor han ikke kunne fange os, når han opdagede, at vi var i kælderen. Men vi kunne se ham, når han var ved at låse sig ind. Vi havde altid vagt på, og når råbet: Vicer lød, løb vi alle til nærmeste opgang og fordelte os i en fart. Jeg ved, der var nogle, der ringede til ham, hvis vi larmede for meget, men man skal lige huske på, at der var rigtig mange børn i Nordkap i relativ små lejligheder, så hvis man skulle udfolde sig, var der ikke plads inden for hjemmets fire vægge. Vi boede i vores lille 2 et halvt værelses lejlighed på et tidspunkt: mine forældre, 2 ældre brødre, min lillebror og så mig, så der var ikke meget privatliv. Det tænkte vi nu ikke så meget på, for sådan var det jo også i stort set alle de andre lejligheder. Der var stor boligmangel, så det var svært bare at få et værelse for sig selv, når man blev gammel nok til det. Selv gifte folk havde svært ved at finde et sted at bo, hvis ikke kvinden var gravid. Vi flyttede rundt i kældrene i de forskellige blokke, så alle fik lidt glæde af os....

Engang havde vi i kælderen under Nordkap 20 lavet en hel koloni af alliker, som vi havde fanget som unger. De blev meget tamme, og de kunne faktisk lære at gøre nogle ting, som f.eks. at samle tændstikker op af en æske, men selvfølgelig blev det opdaget, og så måtte vi bringe fuglene ud i min fars lejede have. Her kunne de opholde sig inde i et skur, hvis de ønskede det, men de kunne også flyve ud. Kort tid efter forsvandt de. Så fandt vi et stykke jord, som vi ikke troede var nogens ejendom, så der lavede vi en kaninfarm. Vi havde over 120 kaniner tilsammen. Pludselig en dag, var der en mand, der gjorde krav på jorden, så vi måtte sælge vore kaniner, det var hårdt.

Om sommeren cyklede vi tit til Breumdal for at bade. Her mødte vi mange børn fra Struer, og de blev vores gode venner. Vi lå tit i telt på stranden weekenden over. Det ville børn i dag nok ikke få lov til, men der var ikke så mange kriminelle dengang. Når vi blev sultne, blev vi inviteret hjem til vore Struer venner. En del af dem boede i Bjerggade også en pige, som senere blev gift med min storebror. 

Jeg har også tilbragt mange weekender ved Krogsdal ved Nørre Felding. Her havde De Blå Pigespejdere en lejrplads ved åen. Hvilket liv, vi havde her. Vi lå i telt og lavede mad over bål. Mange gange fangede vi selv de fisk, vi skulle have. Der var masser af ørreder i åen. Vi lavede små spyd, som vi blev helt gode til at bruge. Det er ikke så let en sag at fange en fisk på den måde, fordi når man kigger ned i vandet forskydes billedet lidt, så man skulle faktisk sigte lidt ved siden af, hvor man troede fisken stod. De søgte næsten altid ind under brinken. Der er ikke en bedre spise, end en fisk man selv har fanget.

Når vi skulle vaske op, smed vi alt service (bliktallerkenerne+ krus) ud i åen. Så trak vi stak om, hvem der skulle hoppe bagefter og vaske op. Vi brugte sand fra å bunden til at gnide fedtet af med, og så smed vi tallerkenerne op til dem, der skulle tørre af. Den der ikke greb, skulle stå for opvasken næste gang. Min tid som spejder var en lykkelig tid med mange gode venner. To gange årligt var vi til spejderbal. Vi holdt en fest og inviterede De Gule Drengespejdere, og så gjorde de gengæld. Mange var altid meget spændte på, hvem der bød dem op til polonæse. Jeg dansede i flere år med den samme, det aftalte vi fra gang til gang, så det var til at komme over. Det interesserede ikke mig så meget, hvem det var, bare han kunne finde ud af, hvornår man skulle gøre dit og dat og ellers var en frisk fyr.

Ungdomstiden.

For mig begynder mit rigtige voksne liv den dag, jeg flyttede helt for mig selv. Jeg havde i cirka 1 år boet hos min ældste søster og svoger. Min nevø, der er 3 år yngre end mig, boede der også. Han var som en bror for mig. Han var i snedkerlære. Hans kammerater blev også mine. Han var ivrig F.D.F. erne, og han inviterede mig med, når der skulle foregå noget særligt. Han kaldte mig altid moster, hvilket jeg jo også var, men det ville hans kammerater ikke tro på i starten, så de sagde til ham, at hvis jeg var hans moster, så ville de også tro på storken, så det blev de så nødt til. Han blev meget drillet med, at han havde fået pige på osv..

 Vordingborg tiden...

Jeg fyldte 18 år og kunne nu gøre, som det passede mig. Jeg var træt af at rejse frem og tilbage til Vordingborg hver dag. Jeg skulle med toget allerede 6.30, og det var svært at deltage i det sociale liv på seminariet. Jeg havde været meget glad for tiden hos min familie, men jeg syntes ikke, jeg kunne blive ved med at lægge beslag på min nevøs værelse eller deres gæstfrihed. Så jeg begyndte allerede før sommerferien at kigge efter et værelse.

I august 1960 fik jeg et værelse i Vordingborg. Det var hos en oversygeplejerske fra Oringe Statshospital. (Det sås også, alt, der omgav hende, var hvidt). Engang fik vi lov at låne hendes sommerhus ved Orre strand. Vi kunne kende det med det samme, for alt var hvidt både ude og inde. Vi boede tre logerende på 1. sal i villaen. Hun var enke med en teenagesøn, der snoede hende om sin lillefinger. Han spillede klarinet i et jazzband, så de holdt øve time i huset både dag og nat. Det var svært at få ro til at studere, så enden på det hele blev, at en af de andre logerende (som var blevet en rigtig god veninde) og jeg flyttede på kollegium ved Vordingborg Seminarium. Kollegiet hed "Hvidebo". Det var et kollegium kun for piger, hvorfor ved jeg ikke, men det var vel et levn fra gamle dage om, at kønnene skulle holdes adskilte. Det var forbudt at have besøg af mandlige gæster efter klokken 8 om aftenen og øvrige efter klokken 10. Der var kantine i kælderen for alle elever på seminariet, så man kunne købe sin mad der, hvis man havde råd. Det havde jeg ikke ret tit, men vi spiste vores medbragte mad dernede. Der var kun ét fælles køkken til alle beboerne, så det var svært at tilkæmpe sig en plads der, og desuden var det hyggeligere at have selskab til maden. Der var altid en fast gruppe på en 10- 12 af begge køn, der mødtes der.

Jeg havde et meget stort værelse, som var beliggende lige over inspektørens stue. Det blev samlingssted for mange af de andre, da deres værelser var meget små. Hvis vi larmede for meget, kom han stormende op og fortalte os med store armbevægelser, at det kun var mig, der havde lejet værelset. Han havde en søn, som også gik på seminariet et par klasser over mig. Han havde inviteret mig i biografen et par gange. Han blev et godt kort på hånden, for vi fandt ud af, at når bare vi inviterede ham med, så kunne vi feste og larme lige så meget, vi ønskede. Vi havde det sjovt, og vi smuglede drenge ind og ud af både døre og vinduer efter klokken 8.

Tiden på seminariet var god og lærerig både kundskabsmæssigt og på det sociale område. Vi havde mange dygtige og flinke lærere. I byen var der mange unge, så der foregik meget. Seminariet ejede nogle små sejlskibe, der tilbragte vi megen tid i løbet af sommeren og efteråret. Vi var stort set alle bidt af jazz og var medlemmer af diverse jazzklubber i hele Sydsjælland. Der kom mange fine bands til byen både danske og udenlandske. Der var altid fuldt hus til koncerterne, og vi morede os storartet. Drikkeri var der ikke meget af, det havde vi ikke råd til dengang. En af mine gode venner havde en trehjulet bil, hvor man gik ud gennem forenden af bilen, den kørte vi rundt i til jazzkoncerter over hele Sydsjælland. Engang væddede han med en anden deltager om, om bilen kunne køre på den nye cykelsti mellem Slagelse og Næstved. Det kunne den. Klokken ét om natten kørte vi på cykelsti hele den lange vej, med hjertet oppe i halsen af skræk for, at vi skulle møde en politibil. Heldigvis var alle andre gået i seng. Min bekendt vandt sine 100 kr., men efter den tur var vi ikke så meget for at køre med ham.

Der var ikke automatisk S.U. til unge under uddannelse, så man måtte klare sig med det, man kunne tjene ved siden af studierne og i ferien. Nogle fik nok økonomisk hjælp hjemmefra, men der var mange som mig, der måtte klare skærene selv. Vi brugte meget at gå ture i skoven øst for byen. Skoven lå helt ud til vandet. Vi lavede bål og stegte pølser og lavede snobrød og sad og sang og hyggede os. Jeg nåede også at være med på en 3 ugers tur til Bornholm, hvor vi boede på Bornholms Højskole inde midt i Almindinge Skov. Vi travede hele øen rundt + vadede rundt i flere dage i Læså for at lede efter skifferlag. Vi fandt også skiffer, granit, gnejs og alverdens kryb og kravl, bl.a. så vi den sorte hugorm, som her i landet kun kendes på Bornholm, og ligeledes så vi også løvfrøen. På alle de fotografier, jeg har derovre fra, er der altid én eller anden, der står og roder i et vandhul eller deslige. Det blev en uforglemmelig tur for mig, selv om det også var noget af en prøvelse at stavre hele Bornholm rundt med stativ på det ene ben og forhøjet træsko på det andet.

Kort tid efter denne tur, som foregik i efteråret 61, fik jeg besked på, at jeg skulle indlægges på Ortopædisk Hospital i København. Mit ben ville ikke rigtig hele op. Jeg blev indlagt og blev sat på en skrap kur med et kalkpræparat. Jeg var indlagt helt til februar, hvor jeg så småt måtte begynde at tage stativet af. Jeg havde bedt om at kunne påbegynde genoptræningen på daghospitalet i stedet for at være fast indlagt. Jeg fik lov at sove hos min søster og svoger i Valby. Jeg meldte mig som cykelvikar, d.v.s. at man kunne få en time eller to på flere forskellige skoler på en dag. Jeg skulle passe træningen, så jeg kunne ikke tage fast vikararbejde. Jeg fik samtidigt et brev fra seminariet om, at jeg ikke kunne gå til eksamen p.g.a. min indlæggelse, jeg havde overskredet 30 dages reglen. Jeg fik at vide, at de meget gerne ville se mig i klassen resten af året, når jeg blev udskrevet. Det kunne jeg ikke se noget formål med. Jeg kunne lige så godt tjene nogle penge til brug for det næste år. Da genoptræningen var slut, tog jeg hjem til Holstebro, hvor jeg fik mit gamle job på politikontoret tilbage. Her arbejdede jeg, til jeg skulle starte på Haslev Seminarium, hvor jeg havde søgt overflyttelse til, da det lå nærmere København, hvor jeg skulle gå til kontrol på Ortopædisk Hospital de kommende år.

Haslev tiden...

Jeg fik et værelse i kælderen hos en pensioneret enkemand. Der var to værelser i kælderen med fælles indgang + badeværelse. Der boede en ung håndværkersvend i værelset ved siden af, men han var der næsten aldrig, han ophold sig mest hos sin kæreste, så jeg rådede stort set over kælderen. Jeg fik lov til at stille en kogeplade op i kældergangen. Jeg brugte en gammel æblekasse af træ som bord. Jeg blev hurtigt ekspert i alle tænkelige og utænkelige sammenkogte retter, som kunne tilberedes i én gryde. Mit budget var på 300kr. om måneden, heri husleje på 85 kr., så der var ikke meget at slå til side med. En af mine billige hofretter var kartoffelmos med stegte løg + et smørhul med sirup. Det smagte himmelsk og var billigt, da jeg måtte tage kartofler og løg i haven. Jeg var også kendt hos slagteren som hende, der købte 10 cm. medisterpølse. Det kunne række til 2 dage. Opvasken foregik på badeværelset. Jeg tror, jeg havde et af de mindste værelser i byen. Der var kun plads til en sovebriks, en kombineret kommode med skriveplade, et sofabord, der måtte stå skråt ud fra væggen for at kunne være der plus en lænestol. Jeg tror, værelset var mellem 6 til 8 kvadratmeter, men ikke desto mindre kom der tit 6- 7 venner på besøg hos mig. Jeg havde som tidligere nævnt egen indgang, og ingen blandede sig i, hvad jeg foretog mig. Vi var en gruppe, der havde langt hjem, så vi kom som regel kun hjem til Jul og sommerferie. Vi lavede næsten altid noget sammen i weekenderne.

Da jeg skulle møde den første dag på Haslev Seminarium, havde jeg kriller i maven. Jeg husker det som en meget varm sommerdag. Alle klasser skulle stille op til fotografering på hovedtrappen til seminariet. Jeg gik på kontoret for at få at vide, hvilken klasse jeg skulle i og for få at få mit skema. Jeg fik at vide, at jeg skulle skynde mig ned, så jeg kunne komme med på fotografiet. Jeg kan endnu føle de andres nysgerrige stirren på mig. Hvad lavede jeg der i deres klasse? Efter fotograferingen kom forstanderen og ønskede mig velkommen og sagde, at jeg skulle følge med ham, så ville han vise mig ind i det klasseværelse, hvor min nye klasse var. Timen var begyndt. Klassen havde fysik. Der var en ledig plads ved siden af en nydelig ung mand. Ikke så værst tænkte jeg og satte mig. Han var meget behjælpelig. Han hed Poul. Ham har jeg nu været gift med siden 1964 !!!!

Klassen skulle til Bornholm kort tid efter, så det var en kærkommen lejlighed til at lære dem alle bedre at kende. Jeg blev hurtigt accepteret og befandt mig som blommen i et æg. Jeg blev forelsket på Bornholmerturen, som så mange er blevet både før og efter mig. Det var ikke min første forelskelse, dem havde jeg såmænd haft en del af i min tid, men ingen, der havde holdt så længe, som denne kom til. Det skyldtes mest, at han var en rigtig sød og rar fyr, og jeg kunne ikke få mig selv til at gøre det forbi. Han var brændende socialdemokrat, og fik mig med til møder i Frit Forum, som er en ungdomsafdeling af Socialdemokratiet. Han prøvede virkelig at påvirke mig politisk, men jeg husker hans store skuffelse, da vi engang skulle skrive en stil om levevilkårene i Danmark. Han spurgte, om han måtte læse min, hvilket jeg ikke havde noget imod. Da han var færdig, smed han den arrig over til mig med ordene: Det er jo en rigtig god borgerlig stil. Hvad vidste jeg om det, jeg havde jo bare skrevet min mening om emnet. Jeg havde aldrig interesseret mig særlig meget for politik, det havde jeg ikke rigtig tid til. Med min opvækst under knappe kår, mente jeg jo selv, at jeg jo nok hældede til Socialdemokratiet, men modsat ham, har jeg altid ment, at man selv har et ansvar for sit liv, og ikke kan give samfundet skylden for alt, der ikke lige går efter ens hoved. Han var flere år ældre end mig. Han ville forloves, vise mig frem for sine forældre og også gerne giftes, men det var jeg slet ikke parat til. Jeg ville nyde min ungdom, gøre min uddannelse færdig og ikke være afhængig af nogen. Vi blev efter ca. 2 år enige om at forblive venner og stoppe. Det forblev vi, og han fandt en sød pige fra klassen, som han giftede sig med. Jeg ønskede dem af et godt hjerte tillykke, og inderst inde glædede jeg mig over, at det endte på denne måde...

Tiden på seminariet var en rigtig god tid, selvom den også var hård. Jeg blev nødt til at tage arbejde. Min reserve var opbrugt. Jeg fik arbejde på et fjerkræslagteri i Ringsted. Jeg tog toget hver eftermiddag klokken 15.30 og arbejdede fra klokken 16.00 til 23.00. Så var det hjem og læse lektier et par timer. Det var et koldt arbejde, og jeg synes, at jeg kan huske, at jeg frøs konstant både dag og nat i den periode, jeg arbejdede der.

Durup tiden...

I begyndelsen af 3. klasse skulle vi på græs, som det blev kaldt. Jeg havde søgt om at komme til Jylland. Jeg fik først anvist en plads på Durup Centralskole i Salling. Jeg fik et værelse på kroen. Det blev en herlig tid. Kroen fungerede også som pensionat. Der var ca. 20-25 mennesker, der spiste der fast hver dag. Mange af dem var unge mennesker på alder med mig selv. Jeg blev klasselærer for en 3. real. De fleste af eleverne var kun nogle få år yngre end jeg selv. Vi havde det rigtigt godt sammen. Jeg tjente en masse penge. Jeg hjalp til på kroen i weekenderne, når der var bal. Jeg har smurt hundredvis af stykker højt belagt smørrebrød i de måneder, jeg boede på kroen. Jeg skulle ikke betale husleje og kost på kroen, fordi jeg hjalp med at lave aftensmad til alle pensionærerne om aftenen. Det var et rigtigt fedt job. Det eneste negative ved det hele var, at jukeboksen stod lige under mit værelse, så det larmede helt vildt til omkring midnat hver aften. Jeg fik nok og fandt et værelse ude i byen, men blev ved med at hjælpe til på kroen. Jeg fik også et andet job. Jeg kørte lillebil, som det kaldtes. Det var en ældre mand, der havde bevillingen, men han ville gerne have en afløser om aftenen. Det blev mig. Jeg lå i fast rutefart mellem Durup og Skive hver aften i biograftiden. Pengene, jeg tjente, blev lagt til side til det sidste år, så jeg kunne slippe for at tage arbejde det år.

Skjern tiden...

Min vikarstilling i Durup blev besat med en fast lærer i november måned, så jeg blev anvist plads på Skjern Byskole. Det var noget af en omvæltning. Det var en kæmpestor skole med flere spor. Byen var noget anderledes end Durup, hvor alle kendte alle. Jeg kom til at bo hos en gammel pensioneret missionsk ugift lærerinde. Det var der ikke meget skægt i. Hun holdt vagt ved døren om aftenen for at sikre sig, at jeg ikke havde herrebesøg, det var nemlig fuldstændig forbudt. Ak ja, det var tider....hvor moralen blev vogtet. Jeg var glad for tiden med ungerne på skolen, og jeg lærte utrolig meget. Måske burde kommende lærere af i dag også smides ud i sådanne udfordringer, som vi blev p.g.a. den store lærermangel. Vi lærte at stå på egne ben og tackle de besværligheder, vi kom ud for. Vi kunne gøre vores erfaringer velvidende, at hvis det ikke helt gik, som det skulle, så skulle vi ikke have vores daglige gang på stedet i lang tid. Man fandt også ud af, om det var det rigtige job, man havde valgt. Jeg blev i hvert fald bestyrket i, at jeg havde valgt rigtigt. Jeg nød samværet med eleverne, og jeg nød at proppe lærdom i hovedet på dem, og jeg nød at få lov til at bruge min medfødte fantasi.

Tilbage til Haslev...

Nå, men intet varer evigt, så vi skulle tilbage til seminariet. Det var dejligt at se de andre igen. Jeg var godt rustet til resten af tiden. Jeg nød tiden med mine venner, og vi havde det sjovt sammen. Der var en af dem, der havde anskaffet en rigtig stor brugt Opel Kaptajn. Han kom fra Thy. Vi blev enige om at vi kunne komme hjem til Jylland lidt tiere, hvis vi splejsede om benzin og færgebillet. Vi var 8 fra forskellige steder på ruten. Vi maste os sammen, og så blev folk sat af undervejs. Den første i Slagelse, en i Korsør, en i Odense, en i Fredericia, en i Simmelkjær, jeg blev sat af i Holstebro, og de to sidste var fra Sennels. Det kom til at koste os 25 kr. hver for sådan en tur. Alle steder, vi nåede frem, var der noget at spise, så vi manglede ikke noget, når vi nåede frem.

Der var mange traditioner på seminariet. En af dem var, at vi når vi kom tilbage efter sommerferien gik i fakkeltog igennem byen og endte ude i skoven. Man rykkede op i graderne, så man kom længere frem i positionen. Hver klasse havde sin egen påklædning, som blev brugt gennem hele seminarietiden under denne vandring. Vores klasse havde hvide anorakker. Det sidste år blev man rykket helt frem og fik uddelt en sort "DULLE" af formanden for elevforeningen. Det var en hædersbevisning, som kun afgangselever havde lov til at bære. "Dullen" skulle bæres synligt hver dag, og alle andre elever skulle udvise respekt for bæreren. Seminariets våbenmærke er en fakkel, der symboliserer oplysning. Den årlige vandring skulle symbolisere, at livet er som en evig vandring, og at man skal igennem megen læring og udfordringer, før man er ved vejs ende. Jeg ved ikke, om denne tradition stadig er bevaret.

Om weekenden mødtes vi i en stor flok hos hinanden. Vi startede næsten altid aftenen med at gå "Jorden" rundt. Det var en tur, der startede øst for byen, og som så gik gennem skovene, der strakte sig rundt om det meste af byen. Vi lavede bål og stegte pølser og drak varm cacao. Vi sang og fortalte anekdoter rundt om bålet, og hyggede os med hinanden. Det blev som regel langt ud på natten, inden vi nåede hjem igen. Hvis det regnede eller var koldt, holdt vi til i kælderen hos forældrene til en af vores kammerater, der boede i Haslev. Så lavede vi sammenskudsgilde med det, hver især kunne medbringe. Det var ikke meget, men sammenlagt blev det et festligt måltid.

Om sommeren gik vi som regel, hvis vejret tillod det "Verden" rundt. Det var en rigtig lang tur, der ud over "Jorden" rundt gik helt ud til et traktørsted, der hedder Villa Galina. Turen gik igennem Bregentved og Gisselfeld skovene. Når vi kom til Villa Galina tidligt søndag morgen, fik vi kaffe og rundstykker før turen hjem til en tiltrængt søndagslur. Disse ture mindes jeg med stor glæde. Vi passede på hinanden, trøstede hinanden og hjalp hinanden gennem tykt og tyndt. Vi var en flok på 15- 20 personer fra flere årgange.

Jeg gik på et indremissionsk seminarium. Det kunne selvfølgelig mærkes i det daglige med morgenandagt og strenge regler for, hvad man måtte. To kærester måtte f.eks. ikke holde hinanden i hånden på seminariets grund, og det var bortvisningsgrund, hvis en pige blev gravid uden at være gift, så der var mange, der blev gift under studierne for ikke at risikere det. Der måtte heller ikke nydes alkohol på skolens grund heller ikke til fester. Vores dimissionsfest var den første, hvor der blev tilladt en enkelt øl til maden. Vi havde nemlig været i Sønderjylland sammen med rektor, og han syntes, vi havde opført os eksemplarisk, modsat tidligere hold, hvor flere var blevet sendt hjem p.g.a. lemfældig omgang med spiritus, som det blev kaldt. Det var nu ikke, fordi vi havde ligget på den lade side på turen, men vi havde bare været bedre til at skjule det, så han aldrig opdagede vores eskapader.

Det var på denne tur på et værtshus i Flensburg, jeg faldt med et brag for Poul. Han overvandt sin generthed efter et par flasker vin, og vi har holdt sammen lige siden. Det var i efteråret 1963. Han friede til mig en uge senere, og da havde han ikke drukket. Jeg ved ikke, hvad der skete med mig. Væk var mine ønsker om at være fri og uafhængig. Jeg sagde ja, og vi forlovede os. Jeg tror faktisk nok, mine svigerforældre blev meget overraskede, for Poul havde af gode grunde ikke talt om mig derhjemme. Min familie blev ikke særlig overrasket, for jeg havde flere gange omtalt en Poul, men hvad de ikke vidste var, at det ikke havde været denne Poul. Poul havde også været med til sammen med 4 andre at fejre min fødselsdag hos min søster og svoger i Næstved, så de havde mødt ham, men dengang var vi ikke kærester. Jeg har indtil denne stund ladet dem blive i troen. Poul vidste jo god besked med sin forgænger af samme navn, for vi gik alle i samme klasse, og de var faktisk været gode venner gennem hele seminarietiden.

Vi bestemte, at vi skulle giftes pinselørdag d. 16.5. 1964 i Holstebro Kirke. Det var nemlig det eneste tidspunkt, hvor mine svigerforældre havde lukket deres ismejeri i 2 dage i træk. Vi kendte ikke eksamensplanen. Det viste sig, at vi skulle op til eksamen om fredagen før, og Poul skulle op igen om tirsdagen efter. Det var ikke så smart.

Vi købte en gammel brugt bil for at nå det hele. Den nåede at blive kasseret 2 gange, så kun fordi den motorsagkyndige kunne se vores problem og var en særdeles flink mand, indvilligede han i at tage den til syn fredag eftermiddag. Vi nåede hjem og alt var vel. Mine forældre og søskende havde forberedt alt, vi havde en dejlig fest sammen med familierne og de nærmeste venner.

Dagen efter vores bryllup var vi Herrup for at tale med skolekommisionsformanden. Jeg var blevet indkaldt til samtale. Jeg husker endnu, at vi aftenen før i nattens mulm og mørke havde smidt alle dåserne, der havde været bundet på bilen om i mellemrummet mellem forsæderne og bagsæderne. Vi havde glemt alt om dem, så da skolekommisionsformanden steg ind i vores bil, trådte han lige ind i alle dåserne. Vi måtte så fortælle ham, at vi var blevet gift dagen før, hvilket passede ham fint, for nu var det jo et helt anstændigt forhold, vi havde, og han var sikker på, at det ville glæde resten af skolekommissionen, og han var nu helt sikker på, at jeg ville få stillingen, hvis jeg ønskede det.

 Bilen vi købte var en grøn Ford Anglia med hvidt tag, så vi kaldte den aldrig andet end "Det grønne lyn". Den kostede os mange bekymringer. Vi var altid nødt til at medbringe diverse slanger, for pludselig kunne kølerslangen revne, så dampen stod ud af bilen, eller slangen til motorblokken røg sig en tur. Nogle gange smed den bare motorolie ud over hele blokken, så der væltede røg og os ud fra motorhjælmen. Engang måtte vi holde på Ringvejen ved Holstebro, hvor den var løbet tør for vand. Det var lige ved bækken ved Lægårdsvej. Poul måtte hente vand i bækken i en gummistøvle. Selvfølgelig havde nogle af vores bekendte også valgt den rute, så da vi nåede hjem til Feldborg, hvor vi boede på det tidspunkt, så var historien løbet i forvejen. En anden gang smed den olie ud, lige da vi var ankommet til parkeringspladsen ved Zoologisk Have i København. Vi havde to af mine nevøer med. De for ud af bilen og råbte glædestrålende: Brand, brand, ring efter brandvæsenet. Det var svært at få dem dysset ned igen og få folk til at gå videre..

Den havde også en anden irriterende opførsel. Startkransen kunne pludselig sætte sig fast, så den ikke kunne starte ved hjælp af selvstarteren, så måtte den skubbes i gang. Det skete en gang ude i et af de største kryds ved søerne i København, så vi strandede midt i krydset. To betjente måtte skubbe os ud på den anden side. Grunden til, at den så let gik i stå, var, at den ikke var synkroniseret i 1. gear. D.v.s. man skulle give mellem gas, som det blev kaldt, det var ikke så lige til, hvis du kom fra 2. gear og skulle skifte ned i 1. gear. Af og til hoppede bilen af sted, som om den var en kænguru. Ak, ja jeg kan ikke sige, at det var en sorgens dag, den dag den blev skiftet ud.

Poul skulle aftjene sin værnepligt i Karup, så jeg havde søgt 5 stillinger som lærer i området. Jeg tog simpelthen en passer og satte det ene ben i Karup på kortet, og så tog jeg den afstand, der svarede til 40- 50 km. og tegnede en cirkel. Alle ledige stillinger inden for dette område blev søgt. Jeg blev opstillet som nr. 1 til alle stillinger, selvom jeg endnu ikke var færdig på seminariet. 2. Pinsedag var vi ude at se på stillingen i Herrup. Det var det sted, der var nærmest Karup. Jeg blev antaget pr. 1. august med løn fra 1. juli, da jeg fortalte, at jeg havde 4 andre jobs på hånden. Der var tjenestebolig ved skolen, så alt tegnede sig lyst og godt for os. Nu skulle de resterende eksamener bare overstås. Vi havde fået lov til at bo i Pouls gamle værelse på 1. sal i hans forældres hus. Der hørte et lille køkken til. Både Poul og jeg arbejdede i Køge i sommerferien for at få lidt penge mellem hænderne, inden vi skulle flytte til Jylland. Lejligheden i Herrup skulle gøres i stand, så vi kunne ikke flytte ind før d. 15. juli. Vi kunne ikke hurtigt nok komme af sted for at få vores eget. Mine svigerforældre har siden sagt, at det var en sorgens dag, for de havde på fornemmelsen, at Poul ville blive i Jylland, hvilket indtil data har holdt stik. Jeg har flere gange spurgt ham, om han gerne vil til Sjælland igen, men det vil han ikke. Han taler meget om Køge, men når jeg spørger ham, om vi skal flytte dertil, siger han nej. For mig betyder stedet ikke så meget, for jeg har prøvet at bo mange steder, og har befundet mig godt alle steder, for mig er det eneste, der betyder noget, at vi har det godt alle sammen med det valgte sted, så hvem ved, hvor vi ender....

Arbejdslivet

Herrup

Vi flyttede til Jylland i midten af juli måned 1964. Jeg havde fået job på Herrup Skole, der ligger i Vinderup Kommune, tæt på hovedvejen mellem Holstebro og Viborg. Det er et meget smukt og kuperet område. Der er blevet udvundet kalk og grus i hele området, så landskabet har taget form efter udgravningerne. Der er store slugter og mange bakker, og området skråner fra landsbyen ned mod et eng- og moseområde. Ikke langt fra byen ligger Stubbergårds sø. Her har vi tilbragt mange timer med at fiske, bade og sejle i kano. I landsbyen var der i 1964 et velfungerende mejeri, hvor jeg hver dag hentede mælk i en lille mælkespand. Her kunne man også købe frisk kærnet smør, som endnu ikke var pakket. Man fik en lille klat på et stykke madpapir. Der var også en slagter og en rigtig gammeldags købmand, som havde stort set alt, hvis man kiggede godt efter. Hans varer stod ikke kun på hylderne, men hang også ned fra loftet over alt. Det var en hel opdagelsesrejse at handle der. Købmanden vidste præcist, hvor alt var. Det han ikke havde, kunne han skaffe. Her var en af mine første handler at bestille et køleskab på afbetaling. Penge havde vi ikke nogen af, så jeg betalte af på køleskabet i et halvt år. Købmanden og hans kone blev nogle af vore gode venner. Vi spillede whist sammen med dem. Vi kunne starte med aftensmad en lørdag aften og så hygge os og spille kort hele natten, alt mens vi diskuterede verdenssituationen.
Vi ejede ikke meget jordisk gods, to sovebrikse, et lille sofabord, et lille ovalt spisebord, to stole, et par reoler, et karlekammerskab som vi havde fundet i garagen hos Pouls forældre, det havde vi malet i almuefarver, og det fungerede fint som dækketøjsskab, og så havde vi fået foræret overdelen til en buffet af Pouls morfar og mormor.
Jeg havde i begyndelsen af sommerferien arbejdet i et firma i Køge, som solgte sengetøj og møbler. Min løn blev brugt til at købe to senge, to springmadrasser og sengetøj. Med disse ejendele + lidt fælles kogegrej holdt vi vores indtog i tjenestemandsboligen, der lå i en bygning ved siden af skolen. Bygningen indeholdt to boliger i to etager. I den anden bolig boede førstelæreren. Det var ham, der havde fået tildelt hele haven, men vi havde den jo lige uden for vinduerne. Vores have lå et lille stykke fra skolen ved sportspladsen. Her dyrkede vi stort set kun grøntsager og kartofler.

På skolen var der en forskolelærerinde, førstelæreren og to mandlige lærere og mig. Det var en syvklasset skole. Jeg blev klasselærer for en 6. klasse, hvor der var 36 elever. De boede på 1. sal i skolen, hvor man havde inddraget loftsrummet i den ene ende af skolen. Her havde man lavet et klasseværelse, der var enormt langt, men smalt. Det var det eneste rum, der kunne huse så mange elever. Lyset kom ind fra to små vinduer i gavlen + et par tagvinduer.

Den første dag oprandt. Jeg var spændt og havde sommerfugle i maven. Jeg vidste, at det var en problemklasse, jeg skulle overtage. Min forgænger var blevet indlagt med nervesammenbrud. Hun kom vist aldrig i arbejde igen. Vi skulle starte dagen med morgensang. Her opstod min første prøvelse. Aldrig så snart var vi begyndt at synge, eller rettere sagt var jeg begyndt at synge, før nogle af drengene uden videre gik ned og kiggede ud af vinduerne. Jeg stoppede og bad dem gå på plads, hvortil en af dem svarede, at de plejede aldrig at synge morgensang, og det gad de ikke, så det kunne jeg lige så godt finde mig i. Jeg bad ham komme op til mig. Han var et ordentlig brød, højere end mig, men jeg stod på forhøjningen og havde dermed øjenkontakt med ham. Jeg kiggede ham lige ind i øjnene og sagde igen: "Gå ned på din plads og find din salmebog frem." Han kiggede indædt tilbage og svarede:"Gu´vil jeg ej". Jeg tænkte lynhurtigt, hvad nu, skal han ødelægge alt for dig, eller skal du prøve at overtage magten her og nu, eller vil du også ende med et nervesammenbrud. Jeg besluttede, at det ville jeg ikke, koste hvad der skulle til. Så før knægten nåede noget som helst ud over at kigge hoverende ned på sine kammersjukkere, svang jeg armen, og jeg ramte ham præcist lige på kinden (jeg gør lige opmærksom på, at det var tilladt dengang). Han kiggede på mig, drejede om på hælen, gik ned på sin plads, alt mens han hvislede ud mellem tænderne: "Hun slår sat´me hårdt". Han fandt sin salmebog frem, de øvrige fór tilbage på deres pladser, jeg startede med at synge, som om intet var hændt og siden den dag, havde vi det bare fantastisk sammen, for det var nemlig en rigtig dygtig og kvik klasse med en masse herlige unger. Det blev min første og eneste lussing i mere 36 år.

Om eftermiddagen ringende det på min dør. Uden for stod knægten fra før. Han stod genert foran mig. Pludselig sagde han: "Jeg vil gerne sige undskyld for min opførsel, det skal ikke ske igen, og så sælger jeg forresten dueunger. Jeg har tre med til dig, som du skal have, fordi du ikke sladrede til min far og mor, men for eftertiden koster de 10 kroner, men så er de også renset og plukket." Jeg sagde: ”Tak skal du have, men jeg vil da gerne betale for duerne, og så ved jeg jo godt, at du bare skulle afprøve mig, det har du nu gjort, og jeg håber, du har fundet ud af, at jeg ikke finder mig i hvad som helst." Jeg rakte hånden frem og spurgte ham. "Skal vi være venner?" Han stak næven frem og kiggede mig lige ind i øjnene og sagde: ”Du er sgú god nok". Jeg følte, at jeg i ham havde fået den bedste forbundsfælle, man kunne tænke sig. Det kom til at holde stik, hvis nogen af de andre elever bare prøvede at spille smarte, fik de et hvast blik fra min forbundsfælle, og straks rettede de ind. Herligt at have en sådan "ven" som nyudklækket lærer.

Jeg følte mig meget lettet og forstod at mine prøvelser nok var overstået, og det kom som ovenfor nævnt til at holde stik. Mit rygte løb i forvejen, så der var ikke problemer overhovedet med de øvrige klasser.

Jeg fik hurtigt kontakt med folk i byen og befandt mig som blommen i et æg. Nogle havde fundet ud af, at jeg var spejder, så kort tid efter blev jeg opfordret til at være med i Herrup Gruppen. Her kom jeg i kontakt med mange unge mennesker. Vi boede lige op af sportspladsen, så her mødte jeg også rigtig mange. Poul var startet som soldat i Karup, så jeg tilbragte mange aftener med at se håndbold og fodbold og møde andre mennesker.
Jeg havde lovet min søster Martha, at jeg ville passe hendes hund, mens de ferierede på Bornholm. Det var en eller anden afart af en terrier. Jeg blev virkelig sat på en prøve. Den stak af bare døren blev åbnet, og man kunne råbe sig hæs, uden at den reagerede. En aften havde jeg lukket den inde i cykelskuret, som var ret stort. Jeg havde anbragt dens kurv og mad der tillige. Jeg skulle til spejdermøde et par timer på skolen. Jeg blev imidlertid hentet af nogle fodboldspillere. Hunden havde gravet sig ud under skuret. Uden for skuret lå der en askedynge. Udgravningen var foregået lige durk gennem denne dynge. Derefter var den løbet op på sportsbanen. Her havde den standset hele fodboldkampen. Den havde erobret bolden, og den havde ikke i sinde at give den fra sig igen, så når de prøvede at tage bolden fra den, knurrede den af dem. Jeg kunne dårligt kende hunden. Den plejede at være nærmest hvid, men nu var den orangefarvet af asken. Jeg fik fat i den, og fik bolden vristet fra den, og så stod det ellers på bad, hvilket ikke passede den særligt meget.
Den nåede at bide alle 4 hjørner af vores gulvtæppe plus gnave knapperne af sofasæderne i de 14 dage, jeg skulle passe den. En dag skulle jeg besøge min ældste søster og svoger, som holdt ferie ved Vesterhavet. Jeg var nødt til at tage hunden med. Den startede besøget med at springe op på sofaen og dernæst op på det dækkede bord, hvor den lynhurtigt gjorde kål på både de lune frikadeller og leverpostejen. Min søster lukkede den ud på badeværelset, mens vi spiste resterne. Da hun senere ville lukke den ud, havde den flænset to badehåndklæder derude. Jeg var ikke videre stolt over situationen, men glædede mig over, at det ikke var min hund. På vejen hjem i bilen havde jeg nær mistet den. Jeg havde lukket vinduet i passagersiden ca. 15 cm. ned. Hunden havde ligget på bagsædet, men i et sving hørte jeg pludselig en mærkelig lyd. Jeg kiggede til siden, og der hang hunden med det meste af kroppen ud af vinduet. Jeg havde nær aldrig fået den hevet ind igen. Mens vi passede hunden skulle vi til Haderup for at mødes i kæmnerboligen med repræsentanter for kommunen. Selv her lykkedes det den at lave ulykker. Der var en stor murstensbygget blomsterkumme i stuen. Pludselig for det rundt i stuen med jord og sten. Hunden var hoppet op i kummen og stod nu med bagenden ud mod stuen, alt mens den gravede i kummen. Jeg var meget glad og lettet den dag, den blev afhentet.

Jeg har tit tænkt på, hvad der ville have været sket, hvis jeg havde tabt magtkampen i 6. klasse. Var jeg så hoppet fra lærergerningen, ville min glæde ved arbejdet have været spoleret......men jeg kan sige med sikkerhed, at episoden lærte mig, at det er vigtigt, at man med det samme tør vise, hvem man er, og tør vise hvem der i sidste ende bestemmer.

Tiden i Herrup var en lærerig og dejlig tid, men alt får en ende. Der var ingen ledig stilling til Poul, da han blev færdig med soldatertjenesten. Vi gik derfor på udkig efter et arbejdssted, hvor der var plads til os begge.

De fem år på Feldborg Skole

Vi fandt hurtigt ud af, at vi begge gerne ville blive i omegnen. Vi så i bladet "Folkeskolen", at der blev søgt et lærerpar ved Feldborg Centralskole. Vi kørte ud forbi for at se på lokaliteterne, før vi ville søge. Det var en næsten ny skole. Det så rigtig godt ud. Vi gik ind i "Brugsen Fremad" for at høre lidt "landsbysladder". Det viste sig, at brugsuddeleren sad som medlem af skolekommissionen. Han viste os hen til førstelæreren. Vi fik en god snak med ham, og han fortalte os, hvor formanden for skolekommissionen boede. Vi tog turen ud til ham. Vi drak kaffe, og han opfordrede os meget til at søge stillingerne. Der var blot det problem, at stillingerne var opslået til besættelse fra d. 1. august 1965, og Poul blev først færdig som soldat til 1. oktober. Vi var lidt betænkelige, men pludselig sagde formanden, at han ville arbejde for, at jeg kunne ansættes til 1. august, og Poul kunne ansættes fra 1. oktober med løn fra 1. september. Det var et tilbud, der var værd at overveje. Vi havde de "rigtige" linjefag, som man havde brug for på skolen.

Skolen var som tidligere nævnt næsten ny. Der var 9 klasser. Der kom elever fra Haderup Skole til 8-9. klasse. Feldborg sendte så elever til realklasserne på Haderup Skole. På det tidspunkt var der flere skolebørn i Feldborg end i Haderup. Jeg husker, at vi både måtte tage biblioteket, forgangen til skolekøkkenet og et rum, der oprindelig var beregnet til rengøringsmidler i brug som undervisningslokaler. Der var ansat 10 lærere ved skolen.

Vi søgte og fik stillingerne. Jeg havde været ked af at skulle flytte fra Herrup. Jeg havde lært mange dejlige mennesker at kende, og jeg havde, som jeg nok har for vane rodet mig ind i en masse i fritiden. Nå, men det var jo vigtigt, at vi begge befandt os godt og havde et godt arbejde. Vi har altid ønsket at arbejde på den samme skole, det gjorde det hele nemmere med planlægning af tid og timer. Den første tid skulle vi bo i Haderup.

Jeg startede efter ferien. Sommerfuglene var tilbage i maven, hvordan var børnene, hvordan var mine nye kolleger, var førstelæreren til at arbejde sammen med. Jeg skulle være klasselærer for en 1. klasse. De var lige så forventningsfulde, som jeg var. Dengang var der ikke noget, der hed børnehaveklasse, så alt var nyt for dem. Poul havde vores bil "Det grønne lyn", så han kunne komme hjem hurtigt fra Flyvestation Karup, så jeg tog med skolebussen fra Haderup til Feldborg. Det var ikke så morsomt den første dag, for jeg blev grundigt nedstirret af de "store" elever fra 8-9 klasse.

Jeg blev vel modtaget på skolen. Alle mine bekymringer var væk. Det var dejlige børn, flinke og hjælpsomme kolleger og førstelæreren gav mig meget frie tøjler til at prøve nye undervisningsformer. Det skulle blive godt med to lønninger. Poul havde som soldat fået udleveret 27 kr. om ugen, det kunne der ikke holdes meget hus for. Vi havde heldigvis begge haft arbejde under studietiden, så vi havde stort set ingen gæld at slås med.

 Den gamle kæmnerbolig i Haderup....

Der var en lærerbolig i den gamle skole, men den var i dårlig forfatning, så kommunen ville bygge et nyt hus til os. De ville sørge for midlertidig indkvartering til os i den tidligere kæmnerbolig i Haderup, til huset blev færdigt. Vi kom faktisk til at bo både i kæmnerboligen og den gamle skole, før huset stod færdigt, men det var ventetiden værd.
Tiden i kæmnerboligen i Haderup var meget speciel. Vi oplevede både en enorm myreplage, og senere invaderede rotterne skrænten, som huset var bygget ind i + vores kælder. Myrerne havde lavet et bo i en indendørs blomsterkumme. En dag, da jeg kom hjem fra skole, myldrede det med myrer, der gik rundt i store cirkler i stuen. Sammen med en besøgende kollega, fik jeg fat i noget myrespray. Da vi var færdige med vores "drab", kunne vi feje 3 fejebakker fyldt med myrer op. En mørk aften hørte jeg pustlen og piben udenfor soveværelset. Jeg kiggede forsigtigt ud. Der var rotter på rækværket og jorden. Jeg havde smidt lidt brød ud til fuglene om aftenen, men dette havde åbenbart hidkaldt rotterne, som nu holdt en større fællesmiddag. Jeg turde ikke gå ned i kælderen, uden at jeg bankede hårdt på døren først og trampede i gulvet. Når jeg åbnede døren hørte jeg pustlen, og jeg så flere gange lange haler forsvinde bag tingene, der stod dernede. Efter den tid, lovede jeg mig selv, at jeg aldrig ville have et hus med kælder. Jeg fik ringet til kommunen, der kom og lagde gift ud. Huset havde stået tomt i næsten et år, før vi flyttede ind, troede de, men rotterne havde indtaget det som deres eget bo. Jeg boede alene i det store hus,d.v.s. jeg havde selvfølgelig selskab af en masse kryb og kravl + rotter. Der var foruden en kæmpestor pejsestue, 4 store værelse + 2 badeværelser og kælder under hele huset. Loftet fulgte taget, så der var kæmpe højt til kip. Mine medbeboere gjorde mig ikke mere tryg ved opholdet i huset om aftenen og morgenen. Det var i efteråret 1965, og jeg må indrømme, at jeg af flere årsager glædede mig til, når Poul havde orlov. Jeg var nærmest lykkelig, da jeg fik at vide, at vi blev nødt til at flytte til den gamle skole, da kommunen skulle bruge huset til andet formål. Jeg deltog ikke selv i flytningen, da jeg var blevet gravid. Der var opstået problemer med graviditeten, så jeg blev indlagt på sygehuset, men Poul fik god hjælp af min søster Martha og hendes mand.

Den gamle skole i Feldborg...
Vi kom til at bo i den ende af den gamle skole, som vendte ud mod hovedgaden. Her kunne vi følge med i, hvad der skete i byen. Huset var i to etager. I underetagen var der to stuer, køkken og entre, og på førstesalen var der et stort soveværelse, bad og et værelse, som ikke kunne bruges til noget, da gulvet var så råddent, at man stak benene igennem det, hvis man vovede sig derind.
I soveværelset var der et stort gennemgående skab langs den ene skråvæg. Herfra kom der næsten altid en puslende lyd. En nat vågnede jeg ved, at der var noget, der kradsede mig i ansigtet. Jeg skyndte at tænde lyset og så lige ind i øjnene af en mus. Vi blev lige forskrækkede. Jeg skreg som en vild, med det resultat, at musen løb tværs over sengen og forsvandt ind i det store klædeskab. Jeg sprang ud af sengen og lukkede døren til. Vi satte en fælde ind i skabet, men det varede flere dage, før den bed på. Det må for udenforstående have set sjovt ud, når jeg stod og bankede på skabet og så mindeligt bad musen om at gemme sig og blive i skabet. Tiden nærmede sig, da vi skulle flytte igen. Denne gang havde vi været så kloge ikke at pakke alle vore bøger ud, så kasserne stod parate til udrykningen.

Det nye et- plans hus...
Vi fik et dejligt et-plans hus, der faktisk blev indrettet efter vores ønsker. Vi købte grunden ved siden af, så vores have blev udvidet til det dobbelte. Her kunne vi spille crocket med naboer og venner. Vi havde plads til en stor køkkenhave og lidt dyrehold i form af høns, der holdt os med æg hele året rundt. Vi udrugede selv kyllinger, så vi kunne slagte én en gang imellem. Vores grund lå lige ud til et markområde, men var på den ene side i læ fra et hegn med grantræer.
Det blev til 5 dejlige år med mange udfordringer. Jeg deltog i mange kurser i bl.a. specialundervisning, matematik, dansk og engelsk. Jeg prøvede igennem et år at arbejde en dag om ugen på en specialskole og en observationsskole. Her fandt jeg ud af, at mange børn klarede sig dårligt i skolen, fordi de havde nogle svære forhold i deres nærmiljø. Nogle kom fra splittede hjem, andre fra hjem, hvor en af forældrene var afhængig af spiritus eller stoffer. Det er ikke så underligt, at sådanne børn ikke kan koncentrere sig i skolen, hvis deres tanker hele tiden kredser om, hvorvidt mor eller far er ædru, når de kommer hjem, eller om de skal ud at lede efter dem. Nogle havde også været direkte udsat for vold af en af forældrene. Der var også børn, der aldrig havde oplevet andet end at blive mobbet af andre børn. Det er forfærdeligt, hvad det kan gøre ved et barn. Nogle børn er af natur meget sarte følelsesmæssigt, og de har ikke mange chancer i en stor flok børn, hvor der altid er nogle, der udnytter deres svagheder og driller dem, hvis de voksne giver dem lov. Disse mobbere har en enorm magt. Min erfaring har gennem mange år med børn lært mig, at mobbere er personer, der selv har problemer på en eller anden måde. Hvis man ikke standser deres mobberi i skoletiden, fører de det med over i voksenlivet. Nu er det også blevet moderne at fortælle om mobberi på arbejdspladsen, hvilket var tabu i min ungdom. Måske er det de samme personer, som var mobbere i skolen, der nu finder "svage" kolleger at mobbe på arbejde. Jeg tror, de får en tilfredsstillelse ved at opdage, at de får magt over andre.

Mange af de børn jeg mødte, havde mistet al tiltro til voksne, fordi de altid var blevet svigtet. Det var hårdt at nå ind til dem, men når det lykkedes, følte jeg en meget stor glæde og tilfredshed med mit arbejde.

Familie forøgelse.

Vi havde som før nævnt fået et dejligt hus stillet til rådighed, så nu manglede der bare nogle unger til at fylde i det. I 1966 fik vi efter mange strabadser vores ældste søn Per. Han var lige fra start en dejlig, livsbekræftende knægt. Han sov ikke sin tid væk, det var han alt for nysgerrig til. Allerede før han blev 10 måneder, kunne han gå. Han stormede omkring, altid var han i bevægelse, lige til han fald omkuld af træthed. Da han var et par år, fik han nogle kaniner af sin bedstefar. Dem kunne han gå rundt mellem, men de var så store, at når han prøvede at løfte dem op i ørerne, så stod de stadig på jorden med bagbenene. Han havde også dværghøns, men dem måtte vi af med, fordi de fløj over hegnet og satte sig på vores nabos rækværk omkring hendes terrasse, og det var hun ikke så vild med. Han fik foræret et marsvin, men det var han ved at drukne, fordi han syntes, det trængte til at få et bad, så han havde dyppet det ned i en spand med vand. Der var nok at se til. Dengang gik vi i skole 6 dage om ugen til klokken 3, så jeg havde de første år 36 timers undervisning.

I starten blev vores søn passet hos et ældre ægtepar, men da manden blev alvorligt syg, måtte vi finde på noget nyt. Han kom så i dagpleje på Feldborg posthus. Her befandt han sig rigtig godt hos bestyrerparret, men det var en midlertidig løsning, så da sommerferien nærmede sig, hyrede vi en ung pige, som vi havde haft i 9. klasse. Hun ville gerne senere være pædagog, så hun skulle i huset i et år først. Hun blev dog længere tid hos os. Hun blev senere pædagog og avancerede til tilsynsførende i hele kommunen. Hun var utrolig dygtig og en enorm hjælp for os, og vores søn elskede hende, og vi var fuldstændig trygge ved at overlade ham i hendes varetægt.

I slutningen af 1960 erne begyndte vi at holde fri til middag om lørdagen. Dernæst holdt vi lørdagsfri med rullende lørdagsskema i sommerhalvåret. Det var meget forvirrende. I én uge skulle vi læse lørdagsskema om mandagen, næste uge om tirsdagen o.s.v. Mange af ungerne kunne slet ikke finde ud af det, så de havde de forkerte bøger med. Tiden i Feldborg blev for mig en meget udviklende tid. I 1970 kom så kommunesammenlægningen mellem Feldborg-Haderup kommune og Hodsager-Aulum Kommune. Det blev en forandringstid på hele skoleområdet. Vores overbygning blev flyttet til Haderup. Hermed var skolen nu kun en syvklasset skole.
Både Poul og jeg underviste mange timer i de ældste klasser, så vores udfordringer forsvandt. Poul havde lige været et halvt år på Askov Sløjdskole for at blive uddannet til sløjdlærer. Han havde haft vikar på, som han selv skulle betale, så det skulle jo helst resultere i, at han kunne komme til at undervise i faget, ellers var pengene givet dårligt ud. Som tidligere nævnt havde vi været nødt til at have en ung pige i huset, da der ikke dengang fandtes pasningsmuligheder for børn i kommunen. Det var forældrenes eget ansvar. Vi levede i den periode, hvor Poul var på skole på et absolut minimum. Vi havde kun min løn at leve for. Den skulle række til løn til ung pige, udgifter til sløjdskolen, husleje og olieudgifter og til alle andre daglige fornødenheder. Det var som at være tilbage til seminarietiden, hvor der skulle stor opfindsomhed til, for at finde billige opskrifter til madlavning og daglig husførelse.
Da overbygningen forsvandt, var der ikke mange sløjdtimer tilbage. Vi blev mere og mere sikre på, at vores fremtid i Feldborg sang på sidste vers. Vi var meget glade for at bo i Feldborg, og vi havde fået nogle gode venner og naboer, som vi bl.a. spillede whist sammen med om vinteren, men arbejdslivet skulle jo også helst fungere tilfredsstillende og være udfordrende.

I foråret 1970 var vi begge på Aulum Byskole som censorer. Da vi skulle skrive karakterer ind på kontoret, spurgte daværende inspektør os, om vi ikke kunne tænke os at komme til Aulum, for de manglede bl.a. en sløjdlærer og en sproglærer. Vi takkede på det tidspunkt nej. Nogle dage senere blev vi ringet op af en fra skolekommissionen i Feldborg, der havde hørt noget om, at vi ville rejse. Vi fortalte ham, at vi havde takket nej, men det da var rigtigt, at vi var på udkik efter en større skole. Vi var bl.a. indkaldt til samtale i Thyborøn, men lige den dag lossede de skidtfisk, så det stank over hele byen, det var nok for os, så vi gik ikke længere end til samtalen. Nogle dage senere hørte vi i Brugsen, at formanden for skolekommissionen i Aulum havde forhørt sig om os. Vi havde ikke været hjemme. Vi ringede til ham for at spørge, hvad han havde på hjerte. Han sagde, at hvis vi ønskede at komme til Aulum, så skulle vi bare sige til, for brugsuddeleren havde sagt god for os, og det var nok for ham. Vi skulle bare henvende os på skolen, så kunne vi være med til at bestemme vores skema. Kommunen ville også stille et rækkehus til vores disposition. Vi snakkede frem og tilbage, og enden på det hele blev, at vi tog en snak med inspektøren. Vi fik tilbudt ønskeskemaer, så der var ikke så meget at betænke os på. Per fik tilbudt en plads i børnehaven "Fredshegn", så alt tegnede sig lyst og godt.

Selvfølgelig er det altid trist at skulle forlade et sted, man er glad for at være, og hvor man har fået mange gode venner, men på den anden side er det jo også spændende at få lov til at prøve noget nyt og lære nye mennesker at kende. Jeg ved med sikkerhed, at vi gjorde det rigtige i 1970, da vi besluttede at tage mod tilbuddet om jobs i Aulum. Det har vi aldrig fortrudt. Her kom vi på en skole med flere spor, flere forskellige fag på et højere niveau.

Aulum Byskole og vi bygger hus... 

Vi flyttede til Aulum i løbet af sommerferien 1970. Vi skulle bo i et af kommunens huse. Det var et rækkehus på Gyvelvej. Det føltes lidt lille i forhold til vores hus i Feldborg. I Feldborg havde vi købt nabogrunden, så vi havde en kæmpestor græsplæne. Her på Gyvelvej var der en "frimærkestor" have, hvor man skulle slæbe plæneklipperen igennem baggangen for at slå græs på den anden side af huset. Godt vi ikke ejede så meget jordisk gods.

Det var noget af en omvæltning at komme i gang på Aulum Byskole. Jeg kan huske, at vi startede klokken otte med et lærermøde, hvor regler for det kommende år blev gennemgået. Det var overvældende. Der var på det tidspunkt så mange klasser på skolen, så man havde vandreklasser og klasser, der blev undervist både i Hjemmeværnsgården, i Ungdomsskolens lokaler, der lå på første sal over det nuværende bibliotek og i kælderlokalerne, hvor der i dag er værkstedslokaler. Der var ved at blive bygget en ny fløj. Den skulle bruges til alle realklasserne. I dag bruges fløjen til de yngste klasser. Efter lærermødet stillede alle klasser efter traditionen op i skolegården. Denne tradition herskede stadig, da jeg sluttede mit arbejde på skolen 29 år senere. Efter at skoleinspektøren havde budt alle velkommen, blev hver klasse råbt op, og klasselæreren gik så sammen med sin klasse til det anviste klasseværelse. Jeg skulle være klasselærer for en 5. klasse med 28 elever. Det var ikke de mest rolige elever. Det var en klasse med krudt i, men vi fandt hurtigt ud af rollefordelingen. Vi havde det godt og sjovt sammen. Jeg trænede pigerne i håndbold og fulgte drengenes præstationer på fodboldbanen. Vi havde bl.a. en utrolig god tur til Bornholm sammen. På det tidspunkt var der endnu ingen hal i Aulum, så vi trænede udendørs. Vi meldte os til nogle turneringer, der blev afholdt i Juniorhallen i Holstebro. For at holde træningen ved lige fik vi lov til at træne i Væggemoses garage på industrivej. Der var godt nok betongulv, men vi kunne træne hopskud og forsvarsspil. Holdet vandt stort set alt, hvad det kom i nærheden af, selv om det ikke ligefrem havde de bedste træningsforhold. Jeg havde selv spillet meget håndbold i H.H.K., og jeg havde været på flere udvalgte hold, så jeg vidste godt, at det var vigtigt at holde grund- og konditionstræningen i orden.
Desværre skulle klassen deles efter 7. klasse. Størstedelen fortsatte i realklassen. Jeg ventede på det tidspunkt vores søn Jesper. Der var igen problemer med svangerskabet, så jeg måtte holde sengen i længere tid. Af hensyn til min orlov o.s.v. fik jeg en 8.klasse i stedet for. Jesper kom til verden d. 3. august 1973, den selv samme dag, som Per startede i 1. klasse. Der var ingen af mine tidligere elever i klassen, men jeg kendte nogle af de "nye" fra Bornholmerturen. Klassen var sammenbragt af elever fra tre 7. klasser. Jeg blev meget glad for klassen, hvor der ikke var så mange elever. Vi holdt til i et kælderlokale, som var utrolig trist. Der var kun et lillebitte vindue helt oppe under loftet. Vi var omgivet af 4 grå betonvægge. Der var 2 søjler i lokalet, som tog en del af udsynet til eleverne. Vi blev enige om, at noget måtte gøres, det var simpelthen under alt kritik. Vi kunne ikke få frisk luft nok ind. Vi skulle sidde med lyset tændt hele dagen. På grund af de mørkegrå vægge virkede lokalet meget mørkt. Det var slet ikke lovligt at have almindelig undervisning under disse forhold, men der var stor pladsmangel, så man inddrog alle lokaler, hvor der kunne proppes folk ind. Oprindelig var dette lokale beregnet som et beskyttelsesrum. Man benyttede også den gamle kulkælder til metalsløjd. Vi besluttede i klassen, at vi ville indkalde til et forældremøde. Vi ville selv male lokalet. Vi fik opbakning af både forældrene og skolekommissionen, selv om der var røster fremme om, at vi tog arbejdet fra de professionelle malere. Vi udregnede, hvad det ville koste, hvor meget maling vi skulle bruge o.s.v. Så var der lige tiden. Klassen brugte en uge plus en weekend, hvor vi overnattede og lavede mad på skolen. Klasseværelset var efter afsluttet arbejde som forvandlet. Det var lyst, søjlerne var blevet malet røde, radiatorerne var blevet lysegrønne. Væggene var blevet lyse. Vi havde lavet en ny farvestrålende opslagstavle. Eleverne var glade og tilfredse, de havde selv valgt farverne, selv lavet arbejdet, og de havde fået et godt fællesskab. Jeg underviste klassen i dansk. Jeg havde desuden matematik i et par klasser og engelsk i et par realklasser.

Søndermarken...
Da vi havde boet på Gyvelvej et par år, syntes vi, at vi gerne ville have noget mere plads, så vi bestemte, at vi ville bygge et hus selv. Vi købte en grund i Søndermarken og gik til alle mulige byggemøder, der blev afholdt af typehusefirmaer. 
Vi ville vælge et firma, hvor man kunne være medbygger eller selvbygger, da vi gerne ville bygge et hus, som vi havde råd til at bo i.
Vi valgte et Høm hus fra Sverige. Det var der flere grunde til. En af grundene var, at det inderste af huset var et træhus, og der var brugt miljøvenlige materialer overalt. Der var trægulve og trælofte i hele huset, så der ville blive et godt indeklima. Vi begyndte på huset i påsken 1972. Vi havde ved hjælp af 2 af mine nevøer og min lillebror støbt sokkel og klaplag, så en tidlig morgen kort før vi fik sommerferie, fik vi leveret byggesættet til huset fra Høm. Nogle af vores mandlige kolleger hjalp os med at læsse af.
Vi gik i gang efter skoletid med at lægge en rem ovenpå hele soklen. Derpå skulle indervæggene rejses. Det var sektioner på 10-20 og 30 centimeters bredde. Vi fulgte tegningerne, og det gik hurtigt. Vægsektionerne passede fuldstændigt sammen, så de skulle blot fastgøres med kæmpestore søm.
Inden vi fik ferie var huset rejst. Min lillebror, som er udlært snedker var en uvurderlig hjælp. Dernæst fulgte tagkonstruktionen med spær og lægter til tagstenene. Det, der voldte de fleste problemer ved taget, var skotrenderne. Vores hus er bygget som en trelænget bygning, d.v.s. der er en vinkelbygning i hver ende af huset og dermed 4 skotrender. Disse skulle have den rette hældning, og stykkerne skulle skæres i smig. Jeg måtte ud for at købe en rundsav til Poul, det var efterhånden blevet for omstændelig at bygge et træhus med en håndsav. Vi havde lånt en traktor med skovl. Med den kunne vi løfte tagstenene op. Poul og Kristian lagde taget, jeg læssede tagsten på traktoren og fik dem hejst op, så det var et rigtigt teamarbejde. Blikkenslageren fik beklædt skotrenderne og sat tagrender og nedløbsrør på. Efterhånden begyndte det at ligne et rigtigt hus. Vi havde også fået sat vinduer i, så huset var nu lukket. Vi havde lavet en aftale med et par murere. De skulle bygge ydermuren for os. Vi skulle selv lave murerarbejdsmandsarbejde som at blande mørtel, bære mursten og deslige.
I ventetiden begyndte vi at sætte indervægge op. Alt skulle lægges og sættes på strøer. Alle ydervægge blev beklædt med dampspærre både udvendig og indvendig. Indvendig blev der dernæst beklædt med gipsplader. Vi gik så i gang med at sætte loft op. Det var et hårdt arbejde. Der skulle være trælofter overalt. Vi havde heldigvis fået trælister i så lange længder, at de kunne nå hele vejen på tværs af rummene. Jeg husker endnu fornemmelsen af at vågne om morgenen, hvor jeg ikke kunne rette fingrene ud på højre hånd, de sad i hammerskaft facon. Skuldrene værkede, og læggene var over anstrengte af at klatre op og ned af en trappestige dagen lang. Da vi skulle sætte loft op i soveværelset, klappede vores hjemmelavede stige sammen, og jeg styrtede ned mellem gulvspærrene og slog mig nederdrægtigt. Min kløfthammer havde ramt min højre side, så jeg havde fået en lang flænge. Jeg havde jo ikke haft andet at holde fast i end det bræt, jeg var ved at sætte op. Jeg måtte ned til lægen. Næste dag var jeg blå på det halve af kroppen, men arbejdes skulle der, loftet lavede ikke sig selv, og Poul var afhængig af en i den anden ende af brættet. Da vi var færdig med loftet, gik vi i gang med at isolere gulvet, og dernæst fik vi lagt parketgulv i hele huset. Da vi lavede gulvet i det ene værelse, var der et bræt, der ikke rigtig ville makke ret. Jeg sad med en træklods mod brættet. Jeg gav den en ordentligt dask, med det resultat at jeg ramte min storetå i stedet for klodsen. Hold da ferie på Mallorca hvor gjorde det ondt. Jeg skreg som en stukken gris, alt mens jeg dansede rundt på et ben. Min storetå voksede for mit blik og blev mere og mere blå. Det varede en rum tid, før jeg kunne tåle at få fodtøj på den fod. Det næste punkt var alle de indbyggede skabe. Jeg fik tapetseret hele huset, og smeden havde fået lavet varme og sanitet, elektrikeren fik lavet elinstallationer, så nu kunne man faktisk bruge huset. Per blev lagt til at sove på en drømmeseng hver aften, og når vi kørte hjem ved 22-tiden, bar vi ham ud i bilen, kørte til Gyvelvej, hvor vi så sov. Tidligt næste morgen bar vi ham ud i bilen og kørte til Søndermarken. Han blev lagt på drømmesengen, og når han vågnede, vidste han slet ikke, at han havde været på Gyvelvej. Sådan gik hele sommerferien. Han legede sammen med sine kammerater på jordvolden fra udgravningen. De kurede ned på nogle brædder. Vi havde stillet Pers legehus op på grunden, så det brugte de som hule. Det var ikke vores indtryk, at de kedede sig på noget tidspunkt. Per nåede dog både at få en ordentlig tømmerlus, da han ville slå en pæl ned med klaphammeren. Han holdt for langt ned på skaftet, så han fik sin lille tommelfinger mellem pælen og hammeren. Han kom også i klammeri med betonblanderen. Han ville hoppe op på stativet med det resultat, at blanderen væltede og Per blev ramt af det ene ben. Han fik en flænge i panden og et kæmpe blåt øje. Vi måtte til lægen for at få det syet, men heldigvis skete der ikke noget med øjet. Han blev helt ferm til at bruge en hammer den sommer, han lavede den ene kasse efter den anden af træstumper. Kort tid efter var vi til en messe i Herning. Her havde Høm Huse en stand. Der blev sagt over en højtaler: Hvis du kan slå et søm i med tre slag, kan du bygge et Høm Hus. Per gik hen og slog, og han brugte kun to slag. Folk omkring ham grinede meget, da den lille 6-årige gut stolt sagde:" Jeg har nemlig bygget et Høm Hus”. Vi flyttede ind i vores nye hus i efterårsferien. Vi fik en gave fra Høm. Vi havde slået rekorden i selvbyggeri. Fra vi modtog byggesættet, til huset stod færdigt, var der kun gået 4 måneder. Haven var anlagt, alt var klart. Det var en utrolig dejlig fornemmelse at se arbejdet færdigt. Det viste sig at være et utroligt velfungerende hus, hvilket det stadigt er. Huset er stort (199 kvadratmeter inkl. garage og carport), vi prioriterede, at vi skulle have nogle gode store rum, hvor vi hver især kunne trække os tilbage, hvis vi ønskede det.

Arbejdet på skolen gik fint. Vi fik for det meste vores ønsker opfyldt, når der var fagfordeling. Jeg har stort set gennem de 29 år det blev til for mit vedkommende på Aulum Byskole undervist i dansk, matematik, fysik, engelsk, E.D.B., førstehjælp og specialundervisning. Pouls favoritfag var matematik, fysik, E.D.B., elektronik, motorlære og metal/ træsløjd. Poul lavede udkast til værkstedsafdelingen og det var Poul og mig, der startede E.D.B. undervisningen på Aulum Byskole. I starten havde vi kun 4 Piccoliner, der hver kostede over 30.000 kr. Vi havde hold med 12 elever, så der var tre til hver computer. Eleverne lærte at lave små programmer i Comal. Det var meget begrænset, hvor mange færdige programmer, der fandtes. Mange af de første elever, der valgte E.D.B. som ekstrafag, har senere fået en uddannelse inden for området. Vi har i årenes løb suppleret vores uddannelse med flere linjefag og kurser.
Jeg har altid nydt tiden sammen med eleverne, og mit højeste ønske har altid været at sende dem til andre uddannelsessteder så godt rustet som muligt. Nogle elever har måske ment, at jeg var lidt striks, når jeg forlangte at matematik/ fysikopgaverne skulle afleveres til et fastlagt tidspunkt, ellers blev de ikke rettet. Hvis man havde glemt opgaverne hjemme, kunne man aflevere dem i min dørsprække inden klokken 22 den samme dag. Mine intentioner var selvfølgelig, at alt har en deadline og det er vigtigt, at man fra barnsben lærer at overholde tidsfrister og aftaler, så andre folk, der er afhængige af, at man gør sit arbejde færdigt til tiden, også kan komme videre med deres arbejde. Nogle elever har da i tidens løb brokket sig over, at de skulle aflevere mange flere opgaver end deres venner i andre klasser, men brokkeriet forsvandt som regel, når de opdagede, at det ved eksamensbordet gav resultater. Mange "gamle" elever har fortalt mig, at omvæltningen til gymnasiet f.eks. ikke var så stort for dem, som for flere af deres kammerater, for de havde altid været vant til mange afleveringer. Det har altid været mit mål, at få puttet så megen lærdom i hovedet af eleverne som muligt, så de blev i stand til at klare sig videre i uddannelsesforløbet. Hvis dette skal lykkes, kræves der et godt klima i klassen både mellem eleverne indbyrdes og i forholdet elev/lærer. Dette har jeg altid brugt megen tid på, fordi hvis børn kan lide at gå i skole og føler sig trygge der, så kommer lysten til at lære helt af sig selv. Jeg synes, at mit liv som lærer har været rigt og fyldt med mange gode oplevelser, og jeg nyder, nu jeg er blevet pensioneret at møde mine "gamle" elever, som kommer mig smilende i møde, og jeg elsker at høre om, hvordan det går dem og deres evt. familie. Jeg synes selv, jeg har ret godt styr på, hvor de befinder sig, og hvordan det er gået for dem........Selvfølgelig har der da også været episoder, som jeg gerne havde villet undvære, men de gode oplevelser har langt været overvejende, og hvis jeg skulle vælge erhverv igen, så blev det det samme. Jeg har aldrig følt, at mit arbejde med børn var kedeligt, men  til kedelige lærermøder, hvor man reelt ingen indflydelse har på tingenes gang.

Vi har i vores liv været igennem mange forandringer i folkeskolen. For mit vedkommende startede jeg i en lille 2 klasset skole med undervisning hver anden dag. Jeg har også gået på en skole, hvor der var tre klasser. Jeg har selv gået i mellemskolen og realklassen. Så blev det til en delt skole med grundkurser og udvidede kurser. Til sidst en udelt skole. Hvad, der er bedst, ved jeg ikke. Jeg synes, der er noget godt ved alle former. I dag er der skoler, hvor man arbejder på tværs af årgange, det kan jo lidt ligne de "gamle gode" dage, da jeg startede i skolen. Den delte skole med mellemskole og realskole sorterede børnene i boglige og ikke boglige. Der var mange børn, der følte, at de ikke duede, hvis de ikke kunne bestå prøven til mellemskolen. Ligeså med grundkursus og udvidet kursus, men jeg har set børn blomstre op, hvis de ikke hele tiden skulle sammenlignes med de absolutte dygtigste boglige kammerater. I dag synes jeg næsten, man er gået i den anden grøft. Man forsømmer de dygtigste uden at have den fornødne tid til at kunne hjælpe de elever, der har megen brug for hjælp. Måske var det bedre, da der var mere tid til at koncentrere sig om at undervise end til at snakke om undervisning, da man havde flere faglærere, der brændte for deres fag, da undervisningen havde første prioritet frem for teammøder o.l. Jeg har hørt mange kolleger beklage sig over dette.

Pensionisttiden...

 Poul og jeg har haft den glæde, at kunne arbejde sammen et langt arbejdsliv. Nogle ville mene, at det er bedst, at man har forskellig arbejdsplads, men for os har det været meget berigende at kunne dele sorger og glæder også i vores daglige arbejde. Vi har kunnet diskutere elever, fagområder og planlægge vores hverdag ved spisestuebordet. Vi har meget ofte haft fælles klasser, forstået på den måde, at hvis jeg var klasselærer havde Poul flere fag i klassen og omvendt. Det var en stor hjælp, når vi skulle på lejrskole og skolerejser. Vi kendte begge eleverne rigtig godt, og vi vidste begge, hvem der skulle holdes i ørerne - på den måde undgik vi mange problemer. Vi synes, vi igennem de mange år har haft et godt samarbejde med både elever og forældre, og vi synes, vi har været heldige at have fået lov til at arbejde med børn og unge mennesker. De har fyldt vores hverdag med glæde og forhåbninger og en tro på, at der er mindst lige så meget "go" i dem som i os, da vi var unge. Selvfølgelig har vi også været ude for skuffelser i løbet af vores lærer tid, men glæderne har langt overstrålet skuffelserne. Vi har altid haft gode og hjælpsomme kolleger, så vi kan kun takke alle.

Handicap…

Jeg havde været syg i nogle år, uden at ville erkende det. Jeg havde været indlagt flere gange, hvor man havde fortalt mig, at jeg led af en gigtsygdom, men jeg passede mit fuldtidsjob, men måtte dog forsømme af og til på grund af sygdommen.
En morgen vågnede jeg op til noget af en forskrækkelse. Jeg havde været lidt sløj dagen før. Jeg var i løbet af natten stort set blevet stokdøv, og jeg kunne intet se med mit venstre øje. Jeg blev kørt til lægen, der straks sendte mig videre til specialisterne. Jeg havde p.g.a. min sygdom fået en betændelse på syns- og hørenerverne. Det var frygteligt. Jeg kom i en skrap prednisolon kur, og allerede nogle dage senere begyndte en del af mit syn og hørelse at vende tilbage. Helt tilbage er ingen af tingene kommet. Jeg må bruge høreapparat på begge ører og synsvidden på venstre øje er væk. Jeg kunne ikke længere komme omkring uden stokke. Jeg havde faktisk aldrig før lagt mærke til, at der var så mange fysiske forhindringer på min arbejdsplads, som der viste sig at være. Jeg syntes, at der var kolossalt langt fra den ene afdeling til den anden. Mine pauser gik med blot at forflytte mig fra det ene sted til det andet. Nogle gange var det umuligt at medbringe de hjælpemidler, jeg skulle bruge til min undervisning, da jeg ikke kunne bære dem og samtidig bruge mine stokke.
Jeg fik på sygehuset at vide, at jeg skulle stoppe mit arbejde øjeblikkeligt, men jeg kunne ikke forestille mig et liv uden mit arbejde.
Jeg ville prøve lidt endnu, måske tog lægerne fejl. Jeg talte med kommunen om, det evt. var muligt, at jeg kunne få et fleksjob, hvis jeg ikke kunne blive ved med at bestride mit fuldtidsjob. Kommunen var parat til det, hvis det blev nødvendigt.

I 1998 lige før jul begyndte sygdommen igen at eskalere. Jeg kunne næsten ikke komme i gang om morgenen. Mine muskler og led var stive og gjorde ondt. Det kunne vare flere timer. Nogle gange måtte jeg tage et varmt karbad midt om natten for at dulme smerterne, der blev værre og værre. Jeg fik sværere og sværere ved at gå. Jeg kunne næsten ikke slæbe mig op af trapperne på mit arbejde. Sygehuset tog kontakt til ergoterapeuten i kommunen, der fik forårsaget, at jeg kunne blive i et bestemt lokale på underste etage de fleste timer, eleverne skulle så komme til mig. Alle mine elever og kolleger var utrolige. De var hjælpsomme og hjalp mig på alle måder.
Jeg fik startet efter jul, men så gik det helt galt. Der var mange eftermiddagsmøder og forældremøder i januar. Nogle dage var min arbejdsdag fra klokken 8.15-21.00 med blot en times pause. Da vi nåede frem til februar, var løbet kørt. En dag strandede jeg på 1. sal. Jeg kunne ikke ved egen hjælp gå ned af trapperne. Jeg måtte sætte mig på trinene og så lade mig glide ned trin for trin. Jeg blev kørt til lægehuset og blev straks sygemeldt på ubestemt tid og indlagt på Reumatologisk afdeling i Holstebro.
Her kom jeg i en omfattende behandling igennem 2 måneder.
Så faldt dommen. En overlæge trak mig til side på gangen, og uden omsvøb fik jeg følgende at vide: Vi har nu konstateret, at du har en sjælden bindevævssygdom, du kommer ikke på arbejde mere, du må ikke udsættes for udtrætning, stress eller andre belastninger, det får din sygdom til at udvikle sig hurtigere. Du må indse, at du har en kronisk fremadskridende sygdom, som vi ikke kan gøre ret meget ved, og du må indstille dig på, at den pludselig kan udvikle sig med rivende hast. Vi vil prøve at holde den så meget som muligt i skak med medicin, og du må indstille dig på, at du bliver nødt til at få løbende behandling resten af dit liv. Du skal skånes så meget som muligt fysisk, ikke overanstrenge dine muskler og led, og du skal lære at leve med, at du bliver nødt til at få hjælp til mange ting. En ergoterapeut vil hjælpe dig med de hjælpemidler, du har behov for, for at kunne leve så normalt et liv som muligt.

Det var virkeligt en salut, der var ved at tage pippet fra mig.
Jeg var målløs i flere minutter...Mit liv panorerede forbi mit indre blik...Hvad skulle jeg så lave, hvordan ville vores økonomi blive, hvordan ville sygdommen udvikle sig o.s.v. Tusinder af den slags tanker for hele tiden gennem mit hoved. Jeg kunne ikke tænke klart, jeg havde det elendigt, jeg kunne mærke mit hjerte hamre af sted i mit bryst, jeg måtte væk, være alene, så jeg gik en tur ud i anlægget i Holstebro. Jeg satte mig på en bænk, og først der gik det op for mig, hvad beskeden indebar. Jeg brød totalt sammen. En sygeplejerske havde set mig gå. Hun kom lidt senere og satte sig hos mig på bænken og prøvede at trøste mig, men jeg var utrøstelig, det var som om, hele min verden brød sammen. Hun fik fat i en ung kvindelig reservelæge. Hun forklarede mig på en lidt mere menneskelig måde, hvad det drejede sig om. Senere på dagen vendte overlægen tilbage og undskyldte sig med arbejdspres o.s.v.. På det tidspunkt havde jeg fået sundet mig så meget, at jeg kunne fortælle vedkommende, at det kunne jeg ikke bruge til noget, og at man efter min overbevisning ikke kunne tillade sig at aflevere den slags meddelelser på en hospitalsgang ligegyldig, hvor stresset man var. Vi fik en god sludder herefter, og i dag har vi et fint forhold til hinanden og respekterer hinanden. Hun blev min læge igennem 20 år.

Det var farvel til mit arbejde, som igennem årene var blevet en stor del af min identitet. Jeg tænkte: Havde man så da bare haft et kedeligt job, som man var ligeglad med at miste, men dette var slemt.
En fredag eftermiddag, da jeg var kommet hjem på weekend fra sygehuset, ringede telefonen. Det var en person fra kommunen. Jeg tænkte, det var hurtigt, nu bliver jeg nok afskediget på gråt papir. Men det var en behagelig mandlig stemme, der sagde, at han lige ville høre, hvordan det gik og spørge om, hvad kommunen kunne gøre for mig. Vi blev enige om, at se tiden lidt an, for at se om den medicinske behandling ville hjælpe mig.
Efter denne opringning tænkte jeg, o.k. du må ikke arbejde mere, men der er hjælp på vej, så må du til at lægge hovedet i blød og finde ud af, hvad du så kan.

I løbet af meget kort tid havde jeg fået bevilliget både statspension og social pension. Jeg er meget taknemmelig for, at det gik så hurtigt. Jeg har hørt om mange mennesker, der lever i uvished i lang tid og bliver kastebold frem og tilbage i systemet, fordi der ikke umiddelbart kan stilles en diagnose. Jeg slap for det, og jeg har kun mødt stor velvilje og hjælpsomhed i kommunen.

Hvordan er det så gået senere?

Jeg skal ikke lægge skjul på, at de første mange måneder var svære at komme igennem. Jeg følte mig sat ud på et sidespor, hvor der ikke længere var brug for mig. Det gjorde det ikke bedre, at sygdommen stadig udviklede sig. Det, at miste sit dejlige arbejde igennem en menneskealder, var som at miste en kær slægtning. Jeg følte en dyb sorg. Jeg kunne ikke få mig selv til at besøge min gamle arbejdsplads, selv om det ikke skortede på invitationer. Jeg fandt altid en undskyldning. Jeg følte en knude i maven ved bare at køre forbi stedet.

Heldigvis kom der ret hurtigt henvendelse fra flere enkeltpersoner og foreninger. Det var rygtedes, at jeg var stoppet med at arbejde. De ville gerne høre, om jeg havde lyst til at deltage i det arbejde, de udførte i deres fritid. Jeg blev valgt ind i bestyrelsen i Gigtforeningen i Ringkøbing Amtskreds, hvor jeg nåede både at være sekretær, næstformand, fungerende formand og kasserer.

Kort tid efter blev jeg valgt ind i amtsbestyrelsen for De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI), som er en paraplyorganisation for de fleste patientforeninger i Ringkøbing Amt. Ved det næste årsmøde blev jeg af disse foreninger valgt ind som deres repræsentant i Det Sociale Nævn i Ringkøbing Amt. Det var et meget spændende arbejde, hvor jeg sammen med repræsentanter for L.O., Arbejdsgiverforeningen, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen plus amtmanden er med til at behandle klagesager fra borgere, der føler sig dårligt behandlet af systemet i kommunerne eller amtet. For at være så godt rustet som muligt til dette arbejde har jeg studeret: Forvaltningsret, social ret og familieret, så sig ikke man er for gammel til at uddanne sig.

Jeg blev senere af DSI valgt ind som repræsentant i koordinationsudvalget for Aulum-Haderup, Aaskov og Videbæk kommuner. Vores job var at arbejde for Det Rummelige Arbejdsmarked, så flere vil kunne blive ved med at have en tilknytning til deres arbejdsplads, selvom de bliver syge. Det kan være i form af deltidsjob, flexjob eller måske skånejob. Jeg ved, hvor lang tid, det tog for mig at acceptere, at jeg ikke kunne arbejde. Jeg vil have ønsket, at jeg havde været i stand til at arbejde blot med nogle få timer om ugen, og dermed have bibeholdt min tilknytning til min arbejdsplads gennem mere end 35 år. I februar 2003 blev jeg så også DSI`s repræsentant i Friluftsrådet i Ringkøbing Amt, så jeg har nok at se til. Jeg blev senere valgt ind i Beskæftigelsesankenævnet og Det regionale Beskæftigelsesråd.

Jeg har vænnet mig til at være pensionist. Jeg er blevet udstyret med en masse hjælpemidler, der skal være med til at gøre min hverdag lidt nemmere. Jeg har fået en elscooter, så jeg kan komme frem ved egen hjælp, da jeg ikke har kræfter til selv at køre en alm. Kørestol. Jeg har en bil med lift, så jeg kan køre ombord med min scooter og så forflytte mig til forsædet. På grund af alle mine tillids- jobs er jeg meget omkring for at holde foredrag o.l. I dag er jeg også udstyret med en elektrisk kørestol.

En af de ting, der kan irritere mig meget, er, at man ved byfornyelse, nye bygninger såvel private som offentlige ikke altid tager hensyn til, at der skal være tilgængelighed for ”alle”. Det koster såmænd ikke så meget mere, men for alle os, der ikke kan komme frem på normal vis, er det et irritationsmoment ikke at kunne klare sig ved egen hjælp, men at skulle bede andre om hjælp.

Jeg har set uhyrligheder som, at man i et nyt center godt nok lavede et handicap toilet, men i kælderen. Den eneste adgang til kælderen var en trappe.

Jeg kan ikke komme ind i vores lægehus, uden at jeg må ringe med min mobiltelefon, når jeg holder uden for, så der kan komme én og lukke op. Det er samme ritual hos tandlægen. Det kræver stor tålmodighed på mange områder at være handicappet.

Jeg har i en ældreboligbebyggelse set så små elevatorer, at jeg ikke kunne få min scooter med op, hvordan man evt. vil få en kiste ned skal være usagt…

Mange uddannelsessteder er heller ikke handicapvenlige. Der er ingen elevatorer o.s.v. Man har også som handicappet problemer, hvis man ønsker at komme i biograf eller teater. Alle disse områder burde jo være for alle. Måske tænker folk først på den slags ting, hvis de selv eller én i deres nærmeste familie bliver handicappede.

Hvorfor ser man aldrig en kørestolsbruger i de forskellige talkshows, konkurrencer o.l. i fjernsynet? Skal man helst være perfekt for at få lov til at deltage i disse ting? Man hører også, at hvis man er over 50 år, så er man for gammel til at blive ”vist” frem i fjernsynet, tænk blot over, hvor mange studieværter, der er blevet afskediget, hvis de ikke er purunge. Når man har det i mente, forstår man måske bedre, hvorfor handicappede ingen adgang har til deltagelse… selv om det at have eller få et handicap kan ramme os alle i løbet af sekunder.

Det kunne måske godt lyde, som om jeg er bitter og utilfreds med alt, men det er jeg langt fra. Trods mit handicap har jeg et godt liv, med mange interesser og nok at rive i, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at f.eks. mange unge handicappede bliver set ned på, hvis de på grund af deres handicap ”kun” kan bestride et fleksjob. De fortæller om misundelse fra deres arbejdskammerater, der er misundelige på, at fleksjobberne har kortere arbejdstid, end de selv har, men mon de vil bytte, hvis de skal overtage arbejdet+ handicappet?? 

Både Poul og jeg har i flere år undervist seniorer fra Kastaniegården i E.D.B. Det er sjovt og dejligt at være sammen med nogle pragtfulde og positive mennesker. I modsætning til skolen, så sidder disse elever forventningsfulde på deres pladser 5 minutter, før timen begynder.

Ja, så er der min store interesse: Slægtsforskning, som jeg næsten ikke har tid til p.g.a. andre gøremål. Heldigvis kan en stor del af forskningen i dag foregå herhjemme fra, så når mit helbred ikke arter sig vel, så laver jeg slægtsforskning. Jeg vil gerne klare skærene alene, så jeg laver det, jeg selv kan klare uden at skulle have hjælp fra andre. Jeg er stadig dårlig til at bede andre om hjælp, og det får jeg tudet ørerne fulde med hver dag, men måske lærer jeg det engang. Jeg kan nu kun gå få skridt med besvær, min sygdom har udviklet sig i negativ retning, siden jeg stoppede mit arbejde på Aulum Byskole, men jeg kommer omkring på min elscooter, som jeg kan drøne ind i alle forretninger med. Skal jeg længere omkring, kører jeg scooteren ombord i min bil med lift, og så går det derud af. Om jeg føler mig handicappet?? Næh, men jeg kan ikke løbe Maraton løb, men mindre kan vel også gøre det. Hvis du skulle se en blå scooter, der smutter om hjørnet for fulde kaniner, ja så er det nok: Pensionist, tidligere lærer: Birgit Hagen.

Poul stoppede sit arbejde på Aulum- Byskole d. 1. april 2002 for at gå på efterløn. Han er frisk og rask, men han siger selv, at han savnede vores samarbejde i skolen, arbejdet var ikke så sjovt mere. Måske var fejlen min, for jeg gad ikke snakke om skolen mere, når jeg ikke selv kunne komme der, det gjorde for ondt, så fra d. 1.12.1999 var det et afsluttet kapitel. Vi havde i flere år talt om at stoppe, når vi blev 60 år, men så blev efterlønspensionsalderen hævet til 62, så Poul havde faktisk glædet sig til sin sidste skoledag siden 26.11.2001.

Han startede sin pensionisttilværelse med at omdanne vores garage til snedkerværksted. Han har nu både båndsav, rundsav og diverse maskiner og værktøj i lange baner. Han deltager en gang om ugen i træskæring og underviser seniorerne på Kastaniegården i E.D.B. Han har lavet tilbygninger til vores sommerhus i løbet af sommeren 2002, så han nyder tilværelsen, og jeg nyder, at han er kommet hjem, så han kan hjælpe med madlavning og rengøring….Vi nyder begge, at kunne tage på udflugt en ganske almindelig dag, og at kunne besøge vores søn i U.S.A., når billetterne ikke er så dyre, så vi må sige, at vi nyder hinanden og vores pensionistliv. Vi har de seneste år både holdt ferie på Lanzarote, Tenerife, Mallorca og i 2016 tog vi en tur på 5500 km ned gennem Europa til Barcelona og langs Middelhavskysten til Monaco. Desuden har vi holdt ferie på Bornholm et par gange. Vi tilbringer en stor del af sommeren i vores dejlige sommerhus ved Vesterhavet. Vi har fået nyt køkken, bad og baggang, så jeg bedre kan komme rundt i huset.

For mit vedkommende blev den almindelige kørestol i 2002 ombyttet med en el- kørestol. Det har gjort mig meget mere uafhængig af andres hjælp til at komme ud alene.

 I (2017) var jeg stadig med i foreningens livet og er udpeget af Region Midtjylland til at bestride formandsposten i både Patientinddragelses udvalget, Sundhedsbrugerrådet og næstformand i Kontaktforum for Handicappede.
Jeg stoppede med de fleste opgaver for at kunne være mere sammen med min søster Karen, der var kommet på plejehjem.

2019:
Jeg er valgt som medformand i Brugerrådet i Hospitalsenheden Vest og deltager stadig i arbejdsgrupper på sundhedsområdet. Det gælder f.eks. projektet: Den Ældre Medicinske Patient.
Jeg nyder, at jeg kan gøre lidt gavn i hverdagen. Vi tilbringer så meget tid som muligt i vores dejlige sommerhus ved Vesterhavet. Livet her er enkelt og let.

Det er blevet til mange tillidsposter siden 1990´erne: Det sociale Nævn i Region Midtjylland, Beskæftigelsesankenævnet i Region Midtjylland, Det regionale Beskæftigelsesråd, Det Lokale Beskæftigelsesråd, Sundhedsbrugerrådet i region Midtjylland, Brugerrådet i Sygehus Vest, Patientinddragelsesudvalget i Region Midtjylland, Kontaktforum for handicappede i region Midtjylland, Formand for Danske Handicaporganisationer i Herning Kommune, Formand for Handicaprådet i Herning Kommune og medlem af Det lokale beskæftigelsesråd i Herning kommune m.m.

Jeg er glad og beæret over at have modtaget både Gigtforeningens pris for mit arbejde og ligeledes Handicapprisen fra Herning Kommune. 

2020. Året er startet godt med et langt besøg af sønnike fra USA. Januar har været med møder i projektet: Kom godt hjem, som er en videreførelse af projektet Den Ældre Medicinske Patient.

Lige nu i skrivende stund hersker en virusinfektion, som har lukket skoler, gymnasier, universiteter, natteliv m.m., og nu også alle Danmarks grænser.
Nu gælder det om at passe på hinanden. Jeg er nervøs for både vores datter, der er infektionsmediciner og vores svigerdatter, der arbejder på Hammel Neurocenter. De arbejder mange timer, og bliver udsat for smitte konstant.
Vi har måttet aflyse en længe planlagt tur til Alsace.
I dag er det d. 7. april 2020. Det er min fødselsdag. Jeg bliver 79 år. Det er nok den mærkeligste fødselsdag, jeg indtil nu har haft.

Vi skulle have fejret dagen i Alsace, men det satte Covie-19 en stopper for. Ingen gæster, men mange hilsner fra nær og fjern. Det er som om, alle venter på stilhed efter stormen. Danmark er stadig lukket ned på mange områder. Politikerne strides om, det er økonomisk forsvarligt med den store nedlukning. For nogle synes økonomien vigtigere end menneskeliv.
Min nevø Flemming har været og er stadig meget angrebet af virussen, men det ser ud til, at der nu er bedring. Jeg fik et morgenring fra vores barnebarn Lærke og hendes kæreste Miasar, hvor de sang fødselsdagssang for mig. Skønt. Har ligeledes talt med både Rasmus og Frida. Frida glæder sig til at kunne starte i skolen igen efter Påske, mens Rasmus ikke skal til Afgangseksamen. Lærke bliver student til sommer, men ved ikke, på hvilken måde hendes eksamen bliver. Mærkelig tid.
I aften har børnene foreslået, at vi skal spise fødselsdagsmiddag over nettet. Det bliver spændende at se, hvordan det spænder af. 

Vejret har vist sig fra den bedste side: Højt solskin, ikke som den dag, hvor jeg blev født, hvor det var snestorm. Nu er det en anden storm, der raser over hele verden.
Jeg tror, at 2020 vil gå over i historien ligesom polio epidemien i 1952-53.

Vi skriver nu d. 1. marts 2021.
Pandemien raser stadig i visse områder af landet. Det drejer sig især om Odense, Kolding og København. Der har været nedlukningerne af samfundet i flere omgange. I skrivende stund, er der nu blevet lukket op for at afgangselever kan komme tilbage til skolen med covid-test to gange om ugen. Det drejer sig dog kun om udvalgte områder af landet, nemlig Bornholm, Nordjylland og Vestjylland. De små forretninger åbner også i dag. Det bliver spændende at se, om resten af landet kan genåbne d. 6. april. 

Krigen i Ukraine har sat og sætter stadig sine spor på livet rundt i hele Europa. Inflationen p.g.a. krigen sætter grænser for fores økonomiske udskejelser. Vi har hidtil rejst

flere gange om året, men i  2022 blev det kun til en tur Færøerne sammen sammen med vores datter. Vi sejlede, så vi kunne have min bil med. Vi oplevede et helt utroligt smukt land, dejligt vejr og en dejlig tid sammen. Vi kørte gennem bjerge, tunneler og ad smalle, smalle veje, men ligegyldigt, hvor vi kom frem, mødte vi stilheden og de store vidder med et utroligt fugleliv foldede sig ud for vores blik. En sådan ferie kan varmt anbefales.

Tiden går, vi er nu nået til januar 2023.  Sidste år nåede både Poul og jeg at blive smittet med covid, selvom vi havde fået diverse vacciner.  Vi kan nu igen leve et frit liv uden restriktioner. Befriende.

Julen 2023 står for døren. Vi skal igen fejre Julen her i Aulum. Trines fødselsdag d. 23.12. fejres med alle i den nære familie med stor frokostbord. Per ankommer til Danmark d. 19.12. og bliver her til d. 21. januar 2024. Vi glæder os til det hele.
Vi har haft besøg af vores søn Per, som stadig bor i Californien. Han har holdt en måneds ferie her og er netop vendt tilbage til USA.
Nytår blev fejret hos vores datter i Ålborg. Nogle hyggelige dage. 

2024. Den 16. maj kunne Poul og jeg fejre Diamantbryllup. Det blev fejret sammen med børn, svigerdatter og børnebørn m.m. i Skallerup Klit. Der var lidt for alle at more sig med, En hyggelig uge i familiens skød.

Sommeren er i lange perioder blevet tilbragt i vores dejlige sommerhus ved Vesterhavet. Efterårsferien tilbringes også ved havet. Vores mellemste barnebarn har lige været i Frankrig for at deltage i en kokke konkurrence for kokkelever sammen med to andre. De repræsenterede Danmark. Holdet vandt pokalen. Dygtige unge mennesker. 
Vores yngste barnebarn er begyndt på efterskole, hvilket går rigtig godt. Vores ældste barnebarn læser Biologi på universitetet i Ålborg. 

Slægtsforskning